Blod på flaget

Den amerikanske præsident Trump er som et dårligt opdraget og uartigt barn, du ikke kan nå med fornuft eller argumenter, kun med skældud – og kun en gang imellem. Præsidenten stiller vanvittige krav, bryder loven når det passer ham, starter krige efter forgodtbefindende og havner ustandselig i dårligt selskab. Og så er der det problem med ham, at han ikke kan lade være med at lyve. Han lyver om vigtige sager og om småting, han lyver om sig selv og om andre, og han lyver, selv om enhver kan se, at det han siger er løgn. Med sine ustandselige løgne giver Trump den gamle advokatvittighed om at lyve helt nye dimensioner: ”Hvordan kan man se på en advokat, at han lyver?” Svar: ”Han åbner munden”. Hvis man indsætter Trumps navn i stedet for advokaten i denne vits, får man en lille ide om situationen.

Men nu er der jo ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Den amerikanske præsidents barnagtige og skandaløse opførsel har betydet, at han på rekordtid har jaget alle USA´s gamle venner på vild flugt, fordi de ikke vil risikere at blive associeret med stormagten, og det betyder igen, at USA nu efter mange års pause har genindtaget sin gamle rolle som (den vestlige) verdens hovedskurk.

I 1960´erne og 1970´erne kunne man med god grund rette skytset mod USA´s ekspansionistiske og imperialistiske politik, og ikke mindst Vietnam-krigen fungerede som det samlende fokus for kritikken af USA´s handlinger. Overalt i verden kunne de liberale og venstreorienterede kræfter samles om billedet af USA som hovedskurken, og det gav anledning til et stort antal USA-kritiske kunstværker, bl.a. på musikområdet. 

Rockmusikken næredes af frustrationen over USA´s nedrige gerninger rundt omkring i verden, og mange af de musikalske ytringer havde en høj kvalitet, som fik dem til at leve langt ud over øjeblikket. Det er nogle af smædesangene om USA, som i dag desværre har fået ny aktualitet, jeg i de følgende punktnedslag på et lille antal danske og svenske rocksange fra 1970´erne vil trække frem i lyset igen.

Jomfru Ane Band
En af de mest oplagte sange at hive frem fra glemslen og få støvet af i anledning af USA´s aktuelle optræden på den verdenshistoriske scene, er Jomfru Ane Bands sang ”Rebild” fra 1976. Jomfru Ane Band var et af de centrale orkestre i 1970´ernes og 1980´ernes antikapitalistiske og antiimperialistiske kamp, og en koncert med Jomfru Ane Band var som regel et fast indslag i senhalvfjerdsernes demonstrationer og manifestationer. Med søstrene Sanne og Rebecca Brüel som vokal omdrejningsakse for et band, der kunne spille røven ud af bukserne på de fleste samtidige rockorkestre, fik protesten mod magtforholdene i samfundet, såvel nationalt som internationalt, en kraftfuld stemme, der da også nåede langt ud over de venstreorienterede kredse, som var den primære målgruppe for musikken.

Ud over de markante stemmer bidrog Brüel-søstrene til Jomfru Ane Bands gennemslagskraft med en stribe medrivende og iørefaldende melodier, der var som skabt til at bringe Claus Flygares skarpe tekster ud over scenekanten, hvad enten teksterne handlede om de unges håb og drømme for fremtiden, eller de tog livtag med problemerne i samfundets brændpunkter: A-kraften, mediemaskineriet, forureningen – og den danske regerings opbakning til USA´s imperialistiske politik. Det er det sidste forhold, der er emnet for sangen ”Rebild”, som blev skrevet i anledning af det officielle Danmarks fejring af USA´s 200 års fødselsdag i juli 1976, og som fortjener at blive hevet frem i lyset igen i forbindelse med den snarlige fejring af stormagtens 250 års dag.

I betragtning af USA´s aktuelle trampen rundt på den internationale scene som en elefant i en glasbutik bliver der næppe tale om den store fødselsdagsfest i år i Rebild; men hvis der alligevel skulle være nogen i Danmark, der skulle have lyst til at hylde den imperialistiske stormagt, er det nok klogt at begynde at øve sig på Jomfru Ane Bands sang, som formentlig vil blive spillet ved diverse anti-USA-demonstrationer senere i år, ikke mindst i forbindelse med 4. juli-fejringen.   

Den amerikanske ambassadør her til lands hedder ikke længere John G. Dean, og flere af de andre personer i sangteksten er også for længst ude af billedet; men sangens omkvæd er desværre lige så påtrængende i dag, som det var i 1976: ”Vi ska´ hilse jer fra nogen, de ku´ ikke komme selv/ indianerne og Viet-Cong og de andre I slog ihjel/ for USA havde fødselsdag den dag/ og USA har blod på sit flag”. Godt sagt, Claus Flygare, og fint spillet, Jomfru Ane Band.

Røde Mor
Ud over Jomfru Ane Band var det i Danmark især Røde Mor, der beskæftigede sig med imperialismen og med USA´s ageren i verden, mens de øvrige Demos- og Agitpop-grupper mest tog sig af de nære og mere hverdagsagtige (men ikke derfor mindre vigtige) problemer. Demos forlaget udsprang af De Danske Vietnamkomiteer, og på den baggrund kan det ikke undre, at USA´s engagement i Vietnam fyldte en del i forlagets udgivelsesprogram. Demos´ første pladeudgivelse var Røde Mors EP, ”Johnny gennem ild og vand” (1970), hvorpå to af sangene handlede om USA´s krig i Vietnam, personificeret via skikkelsen Lille Johnny.

Sangenes Johnny er en amerikansk soldat, som på grund af falsk bevidsthed kæmper mod sine egne, dvs. mod folket (i Vietnam). I Troels Triers egne kommentarer til sangen ”Du flyver dag og nat på Vietnam” lyder det således: ”I Vietnam, som overalt på kloden, kæmper imperialismens soldat mod sine egne – folket. Johnny er blind og døv – dag og nat vogter han kapitalismens interesser. Når han vågner, vil han føre folkets våben”. Ak ja, gid det var så vel. Lille Johnny er vist desværre ikke vågnet endnu, for USA gennemfører stadig ulovlige angreb på andre lande (Venezuela, Iran), og landets halvprivate soldaterkorps ICE bliver sat ind mod USA´s egne borgere.

Der er nok lang vej endnu, inden stormagten USA indser sine fejltrin og lader soldaterne vende våbnene mod de amerikanske udbyttere og magtmisbrugere. Men så er der jo netop så meget desto mere grund til at finde de gamle USA-kritiske grammofonplader frem fra mørket og spille dem igen. Røde Mors plader kunne være nogle af disse nyaktuelle plader, hvis man ellers stadig kan holde ud at høre de noget bombastiske udsagn og de temmelig paroleagtige formuleringer i Troels Triers tidligste tekster.

Men entusiasmen bag Røde Mors USA-kritik er der bestemt ikke noget i vejen med: ”Fra Danmark blæser vi med vinden/ vi drysser salt i Vietnams sår/ vi eksporterer flæsk til svin/ det fede svin på Vietnams nakke står”. Indsæt selv andre landenavne end Vietnam efter behov og efter den aktuelle udenrigspolitiske situation.

Björn Afzelius
I Sverige havde man i 1970´erne en endnu større og mere udbygget platform for udgivelse af politisk musik end i Danmark, og den venstreorienterede musikbølge i Sverige, Musikrörelsen, var i en årrække så dominerende på den svenske musikscene, at den fyldte omkring halvdelen af pladeudgivelseprogrammet i landet. Et hovednavn i den forbindelse var Hoola Bandoola Band, som med fire LP-udgivelser op igennem 1970´erne fik en enorm indflydelse på den såkaldte proggmusik (dvs. progressiv musik). De to mest fremtrædende navne i gruppen var Mikael Wiehe og Björn Afzelius, og ikke mindst sidstnævnte har i sine sange som solist vandt sig mod den amerikanske politik.

En sang som ”Vi älskar dej, Amerika!” (1980) sætter i en ironisk-humoristisk kontekst fokus på den America First-selvforståelse, som stadig trives i bedste velgående i USA i 2026, blot i en endnu mere ekstrem version end for 46 år siden: ”Vi älskar dej, Amerika. Såväl som ditt syndrom/ att vilja komma etta och aldrig falla från/ att tävla för att vinna, den stilen passar mej”. Den stil passer vist også Donald Trump lidt for godt i vore dages politiske landskab.

Men Björn Afzelius´ soloproduktion indeholder også en sang om Amerika, hvor der ikke er så meget at grine ad. Tværtimod har sangens indhold for ganske nylig fået en skræmmende aktualitet, efter at præsident Trumps paramilitære korps ICE for nylig dræbte ikke bare én, men hele to amerikanske borgere uden grund og uden noget formål. ICE-hærens nedslagtning af Renee Good og Alex Pretti i januar 2026 minder alt for meget om situationen i Björn Afzelius´ sang ”The american way” fra 1979, så netop den sang vil det være sørgeligt relevant at støve af og spille igen op til den kommende Rebildfest.

Historien om Leroy Henderson fortælles som en græsk tragedie, hvor der langsomt lægges op til den alt for forudsigelige og triste slutning: ”en vanlig tvåbarnspappa har slutat att leva”. Inden den dramatiske udgangspointe har lytteren fulgt Leroy Henderson på hans vej gennem den californiske trafik mod San José – indtil han er så uheldig at støde ind i to nervøse og dårligt uddannede motorcykelbetjente. ”Måske har jeg kørt for hurtigt”, tænker Henderson, da han vil tage sit kørekort op af inderlommen, og det bliver det sidste, han når at tænke, inden han får en kugle mellem øjnene.

Parallellen til de aktuelle ICE-henrettelser i Minneapolis er desværre iøjnefaldende, og selv om disse mord allerede har fået deres egen sang (skrevet af Bruce Springsteen), er der al mulig grund til at supplere den nye sang med Björn Afzelius´ beretning om, hvor galt det kan gå, når skydegale betjente sættes på opgaver, de ikke magter.

Coda
Selv om svenske Ulf Lundell hverken har været tilknyttet Musikrörelsen eller i øvrigt ønsker at blive taget til indtægt for bestemte politiske holdninger, kan man passende følge Björn Afzelius´ ovennævnte sang op med Lundells sang ”USA” (1976) med linjerne: ”Jag har sett dina cowboys/ och hört dina skott, dödande bly/ jag har läst dina böcker/ och druckit din Coke/ Jag har lockats och velat fly/ ja, det fanns en tid då jag trodde på/ vad du gjorde och vad du sa/ Men sen jag sett vem du är/ föraktar jag dej/ du går under nu/ du faller sönder nu/ jag sörjar det inte”: Sådan er vi sikkert mange, der har haft det og har det med USA, og mon ikke mange tidligere USA-elskere i dag kan skrive under på formuleringerne om had-kærlighedsforholdet til det store land i Ulf Lundells 50 år gamle sang?