Blues for Bodil Malmsten

I påsken 2022 viste svensk TV2 en helt ny dokumentarfilm om den afdøde svenske forfatter Bodil Malmsten (1944-2016).

Filmen, ”Ett jävla liv” af Sindra Grahn, skildrer Malmstens liv og værk, med inddragelse af vidnesbyrd fra familie og venner, heriblandt de to musikere Plura Jonsson og Mauro Scocco. I dag er Bodil Malmsten kendt og elsket i Sverige for sine digte og sine romaner, hvori hun sætter fokus på samfundet og på den tid, hun lever i.

Men i starten af karrieren følte Malmsten sig udenfor og ugleset af såvel kritikere som publikum, og det var først med digtsamlingen ”Damen, det brinnar” (1984), at hun fik en form for gennembrud. Da hun debuterede som romanforfatter i 1994, begyndte hun oven i købet at kunne leve af sine forfatterindtægter.

Trods en del modgang i livet, ikke mindst i barndommen, gav Bodil Malmsten dog aldrig op, for som hun selv udtaler et sted i dokumentarfilmen: ”Man måsta leva ett jävla liv kanske, men man måsta leva det till fullo, för det är det enda vi har. Det här enda nuet”.

Blues för Bodil Malmsten
Bodil Malmsten har skrevet et stort antal digte, som er udgivet i en lang række digtsamlinger, med ”Det här är hjärtat” (2015) som den sidste. Men Bodil Malmsten optræder også selv som figur i et digt, nemlig i vennen Plura Jonssons sang ”Blues för Bodil Malmsten” (2007), hvori forfatterinden har en hovedrolle ved siden af flere andre af de personer, der har spillet en rolle i Pluras liv.

Plura Jonsson og Bodil Malmsten delte i en årrække sommerhus i den svenske skærgård, og det er bl.a. minderne fra disse år, der er blevet sat i ord og toner i ”Blues för Bodil Malmsten”. Det var herlige dage.
”Våra liv korsade varandra ett tag/ vi brukade ses över borden/ vi drack vin och spelade TP/ du var rödhårig och längtade bort/ Jag tror jag brukade vinna för det mesta/ jag visste ju mer om sport”.

Udlængslen var ganske rigtigt et hovedtema i Bodil Malmstens liv, og da Plura skrev sin sang til hende, havde hun allerede i 7 år boet i Finistère i Bretagne.

Det frivillige eksil varede til 2010, hvor Bodil Malmsten brød op fra Frankrig og vendte tilbage til Sverige. ”Blues för Bodil Mamsten” er en af Plura Jonssons mange store sange om livet og døden og alt det ind imellem, og sangen kan både høres på Eldkvarn-cd´en ”Svart blogg” (2007) og på dobbelt-cd´en ”Mauro och Pluras tågluff” (2014). Sidstnævnte cd´er er indspillet rundt omkring i Europa på de to musikveteraners togrejse på sporet af nogle af deres litterære forbilleder. Nummeret ”Blues för Bodil Malmsten” indspillede de i haven til det hus i Finistère, hvor Malmsten boede.

Bodil Malmstens digte
Bodil Malmstens digte er flere gange blevet sat i toner og udgivet på cd, først og fremmest på Lena Nymans ”Bloss” (1997) og på Ellen Sundbergs nye ”Ett bloss för Bodil Malmsten” (2021). Ellen Sundbergs plade er med god grund blevet rost af kritikerne som et kongenialt forsøg på at omsætte Malmstens ligefremme og mundrette digte til iørefaldende sange.

Sundbergs lidt mørke stemme passer udmærket til teksterne, og pladen er særdeles behagelig at lytte til – men måske lidt for anonym. Der er ikke mange modhager i sangforedraget, ligesom der ikke er mange af melodierne til Malmstens digte, der for alvor bider sig fast i hukommelsen. Cd´en er fint produceret, musikken er velspillet, og Sundberg synger upåklageligt; men der er nok for få mindeværdige øjeblikke på ”Ett bloss för Bodil Malmsten”.

Det mest iørefaldende nummer på cd´en er faktisk det, der har givet navn til udgivelsen, ”Ett bloss för moster Lillie”, og det er ikke tilfældigt. Melodien til sangen er som den eneste på cd´en ikke skrevet af Sundberg selv, men derimod af Staffan Hellstrand, som også stod bag samtlige melodier til Lena Nymans Malmsten-fortolkninger på cd´en ”Bloss”, der netop i år kan fejre sit 25 års jubilæum.

Hellstrand er en begavet og original musiker, som har et utal af mindeværdige sange på samvittigheden, bl.a. fordi han mestrer den svære kunst at give sine melodier et godt drive, kombineret med den lille kant, der gør, at melodierne bider sig fast i hukommelsen. Det gælder også Hellstrands melodi til ”Ett bloss för moster Lillie”, som er et godt vidnesbyrd om, at Malmstens tekster og Hellstrands musik passer perfekt til hinanden.

Men nok så vigtigt som Staffan Hellstrands fine melodier til digtene på ”Bloss” er Lena Nymans cigarethæse og sensuelle sang på pladens 10 sange. Nymans stemme tilfører sangene et stærkt element af levet liv, som man slet ikke finder i Ellen Sundbergs sang, og det er en ingrediens, som gør Nymans sangforedrag let afhængighedsskabende. Der er imidlertid ikke noget mærkeligt ved Lena Nymans dybde i fortolkningen af Malmstens digte. Hun havde en lang karriere som skuespiller og visesanger bag sig, da hun indspillede ”Bloss”, og det er hendes erfaringer fra de mange år som kunstner, der kommer tydeligt frem på ”Bloss”.

Nyman kunne således formodentlig uden problemer leve sig ind i Bodil Malmstens hyldest til ”moster Lillie”, som var død efter at have levet sit liv fuldt ud:
”Vi som lever/ är bara döda på semester/ nån sorts sommargäster/ Så ta ett bloss för moster Lillie/ et halsbloss och ett glass rött/ Ta ett bloss för moster Lillie/ för moster Lillie har dött”.

Døde er også både Bodil Malmsten og Lena Nyman; men deres kunst er her heldigvis stadigvæk.