Genrer
Bob Dylan & The Band: The basement tapes
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 291
På overfladen virker The basement tapes fra 1975 som et forholdsvist almindeligt album. Det er Bob Dylan og The Band, der laver musik sammen, og de laver bare nogle fede sange. Men pladens historie er mere kompliceret end som så. The Band fik deres berømmelse som Bob Dylans backingband på turnéer i 1965, og de fortsatte på dette job i årene fremover. Dylan og The Band begyndte i 1967 at optage en række sange i bassist Rick Dankos kælder. Mange af disse sange ville senere dukke op på The basement tapes. De udgør ca. tre fjerdedele af dobbeltalbummet. Den sidste fjerdedel består af numre, The Band optog uden Dylan mellem 1967 og pladens udgivelse i 1975. Det er en masse information lige at sluge, og er det nødvendigt for at nyde pladen? Det vil jeg ikke gøre mig klog på, men oplevelsen giver mere mening, hvis man kender forhistorien, og det forklarer meget, man ellers kunne undre sig over.
For eksempel forklarer det, at der ofte sker fejl, især på optagelserne med Dylan. Han glemmer undertiden at synge, og The Band kan godt komme til at spille forkert. Lyden er heller ikke altid den bedste. Men pladen hedder The basement tapes, og den varer over en time. Man får underligt let ved at tilgive sådan noget. Det føles mere råt og frit, og man kan mærke, at det er optaget i en kælder. Dylans sangskrivning er også ulig det, man ellers kender ham for. Melodierne er ofte ret simple og blues-inspirerede – ja, "Apple suckling tree" kører nærmest direkte over Little Walter-sangen "My babe". Lyrikken er som sædvanlig helt fantastisk, men melodierne tillader ikke så mange versefødder som f.eks. "Like a rolling stone" eller "Subterrarian homesick blues". Det er fantastisk at høre ham spille rollen som fulderik på "Please Mrs. Henry" eller hans kryptiske poesi på "This wheel’s on fire". The Band er også dygtige musikere. De sange, Dylan ikke er med på, er stadig virkelig gode, og de passer stilmæssigt godt ind på albummet. Nogle er måske af lidt for god lydkvalitet, men det er også det.
Melodierne er alle godt skrevet, og sangene er meget samme stilart. Pladen kunne let have været en af mine absolutte yndlinge med Dylan, hvis den bare ikke var så ufokuseret. Ja, sangene passer i lyd og sangskrivning godt sammen, man fornemmer en rød tråd, men da sangene aldrig rigtig var tiltænkt et sammenhængende album, gør det, at længden på pladen bliver mere fremtrædende end på andre lange Dylan-plader som Blonde on blonde og Time out of mind. Der er ikke nok fokus på dynamik eller samspil mellem de individuelle numre. Det gør, at det kan ende med at virke en smule ensformigt. Man kunne nok have løst dette ved at gøre albummet kortere og udgive det i to afdelinger, hvilket nok er årsagen til, at selv cd-udgaven består af to dele. Rækkefølgen er der dog tydeligvis tænkt over, og det er lidt som at høre en godt sammensat opsamling, hvilket det vel teknisk set også er. Den største ros skal pladen have for at slutte med den dramatiske "This wheel’s on fire", som The Band også har optaget en udgave af til deres debutplade. Den fungerer dog efter min mening bedst, når Dylan også er med. The basement tapes er fuld af fantastiske sange, men som plade er den ikke helt så helstøbt, som den kunne have været.