Bob Dylan i Den Fynske Landsby

Det kunne næsten ikke gå galt, da Dylan mandag 27. juni 2011 indtog Den Fynske Landsby i Odense. For allerede inden vores helt gik på scenen stod det klart, at frilandsmuseets amfiteater på denne sommeraften dannede en helt unik, idyllisk ramme om koncerten. Livsbekræftende var det også at se, hvordan publikum bestod af en blanding af unge og gamle. Dylan formår åbenbart som ingen anden aldrende musiklegende at tiltrække et nyt publikum.

Klokken lidt over otte luntede han så ind på scenen med noget der lignede et skælmsk smil om mundvigen og satte i gang med ”Rainy Day Women”. Her glemte han imidlertid det sidste vers og selvom det i det hele taget ikke var nogen specielt lovende start, så tilgav man ham det. For allerede fra begyndelsen var det tydeligt at mesteren var lige så afslappet, uhøjtidelig og ja, nærværende som sit publikum.

Og så var stilen ligesom lagt. Herefter fulgte en kærkommen overraskelse i form af den sjældent spillede, relativt obskure ”The Man in Me”. Men først med den efterfølgende ”Things Have Changed” kom der for alvor fut i fejemøget. Det var også her omkring at Dylan hev guitaren frem til stor glæde for publikum, der dog snart fik bevis for, at Dylan langt fra er nogen mester på gribebrættet. Men underholdende var det da og typisk for koncerten for koncertens afslappede atmosfære.

Aftenens højdepunkt indtraf forholdvist tidligt med en rent ud genial fortolkning af den trøstesløse ”Ballad of Hollis Brown”. To numre fra den seneste plade Together Through Life sad også lige i skabet. Til gengæld fik han aflivet salmen ”Every Grain of Sand” godt og grundigt og i et omfang der, som en anmelderkollega bemærkede, fik én til undre sig over, hvad pokker den sang dog havde gjort ham?

”A Hards Rain's A-Gonna Fall” lettede heller aldrig fra jorden, men lige præcis på den måde adskilte denne ellers unikke aften sig ikke så meget fra tidligere Dylan-koncerter: Nogle ting fungerer, andre falder helt til jorden, og det er umuligt at forudsige hvornår de inspirerede øjeblikke indtræffer.

Inspireret var i hvert fald ”Ballad Of A Thin Man”. Her indtog Dylan scenens centrum og fremførte sangens udfordring af spidsborgeren Mr. Jones´ falske bevidsthed på en næsten dæmonisk vis, der sendte kuldegysninger gennem sommeraftenen. I forhold hertil blegnede de obligatoriske, rutineprægede tre ekstranumre, men det betød mindre. Dylan havde leveret varen. Måske ikke konsistent, men glimtvis og disse geniale glimt var, som altid, det hele værd.