Genrer
Bob Dylan: John Wesley Harding
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 301
Bob Dylans største klassikere udkom tilbage i 1960’erne. De to mest kanoniserede Dylan-albums er uden tvivl Highway 61 revisited fra 1965 og Blonde on blonde fra året efter, og hans næste album i rækken bliver derfor forståeligt nok ofte overset. Det hed John Wesley Harding, og det udkom i 1967. Hvor hans foregående albums havde været ret rock-prægede, så var John Wesley Harding fra start til slut folk, hvor nogle få sange dog har elementer af rock og blues. Instrumentationen er også blevet rigtig simpel: der er én trommeslager, én bassist og to guitarister, der dog mig bekendt aldrig spiller på samme sang – Dylan selv spiller normalt guitar, men på et par numre får han Pete Drake til at spille steel-guitar. Dylan gør også flittigt brug af mundharmonikaen, og på enkelte numre kan man endda finde keyboards og klaver. Men ingen orgler, ingen blæsere, ingen instrumentationer i mange lag, end ikke sange på over 6 minutter, noget Dylan ellers havde udviklet en forkærlighed for. Det var også med sine 38 minutter det korteste album, han havde lavet siden sin debut.
Det var lidt perspektivering, men hvordan holder pladen sig på egen hånd? Virkelig godt, faktisk bedre end hvis man sammenligner det med hans tidligere albums. Lyrikken er gået væk fra det meget personlige og den direkte historiefortælling, men det er stadig fremragende. Han er ikke så klar i sin lyrik her, og han har selv indrømmet, at han slet ikke ved, hvad titelnummeret handler om. Man får også en fornemmelse af middelalderlige folkeviser på numre som "All along the watchtower", "I dreamed I saw St. Augustine" og "The ballad of Frankie Lee and Judas Priest". Dylans melodier på John Wesley Harding er meget simple. Ingen af sangene har omkvæd, og de fleste består bare af en versmelodi, der gentages i løbet af hele sangen med ny tekst i hvert vers. Det er meget risikabelt at have så ens struktur på alle sange på albummet, men Dylan får det til at virke. Det ville nok ikke gå, hvis ikke alle sange var så stærke. Selvom melodierne er simple og teksterne gammeldags, så er de gennemarbejdede, og det lille ensemble spiller fyldigt.
Bob Dylans stemme er et kontroversielt emne. Hvis du ikke kan lide Dylan, så er hans vokal nok den væsentligste årsag, og hvis du synes den normalt er irriterende, så er John Wesley Harding slet ikke noget for dig. Han synger virkelig grimt på hele pladen, men han lægger mange følelser i, faktisk flere end på plader som Highway 61 revisited og Brining it all back home. Sangene er også normalt langsommere, men Dylan gør dem stadig meget dramatiske, kærlige, hyggelige eller hvad end sangen nu sigter efter. Pladens simplicitet er virkelig tiltrækkende, for ikke ofte får man et så tidløst bud på, hvordan man laver noget så enkelt, der dog samtidig virker gennemtænkt. Dylan formåede ikke at lave noget progressivt med John Wesley Harding, og han skubber ingen grænser, men det prøvede han heller ikke på. Han prøvede bare på at skrive nogle gode sange, og han formåede om noget at gøre dette. De er skrevet og udført fantastisk, og de går godt sammen. Hvis pladen var længere ville den måske virke ensformig, men som den er, så er den formidabel.