Genrer
Bob Marley and the Wailers: Catch a fire
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 123
Jeg vil ikke kalde mig selv en reggae-ekspert, men jeg kan godt lide genren. Især undergenren roots reggae er jeg begejstret for, hvor vi med grupper som The Congos, Burning Spear og Black Uhuru udforsker genrens mere politiske og spirituelle aspekter. Genrens store mester er utvivlsomt Bob Marley med hans gruppe The Wailers. Deres gennembrudsalbum, Catch a fire fra 1973 er stadig en milepæl i genren. Åbningsnummeret "Concrete jungle" sætter også tonen klart: det jamaicanske gadeliv er en vildmark. Det bliver udtrykt gennem flotte poetiske metaforer, men det bliver også formidlet gennem sangens dystre, dystopiske lydbillede og den skærende guitarsolo mod slutningen. For ikke at tale om Marleys flotte og passionerede vokal, der også er til stede på andet nummer, "Slave driver". Her drager teksten paralleller mellem livet som slave og livet som fattig jamaicaner. Linjen “Today they say that we are free; only to be chained in poverty” er stærk, og så er sangen også fængende som pokker. "400 years" er ligeledes en politisk sang, der sammenligner nutiden med fortiden. Den bliver sunget af Peter Tosh i stedet for Marley, og det funky groove lyder bare ekstremt godt.
"Stop that train" har også Tosh som forsanger, og mens det er en fin sang, blegner den lidt ved siden af de andre. Dens lyriske motiver er ikke særlig klare, i hvert fald ikke for mig, og omkvædet bliver lidt trættende i længden. Versmelodien er ikke noget at skrive hjem om, men Tosh giver den hele armen på vokal, så det kan sagtens tilgives. "Baby we’ve got a date (Rock it baby)" er heller ikke en af mine yndlingssange, især da vi allerede på denne plade har set, at Marley og co. kan præstere vigtigere værker end simple kærlighedssange. Det er dog ret befriende med noget mere lystig musik end før, og det er en oprigtigt sød og lykkelig sang, hvor man kan mærke al glæden tydeligt. Derudover er følelserne bare større på næste sang, "Stir it up", der ligeledes handler om kærlighed. Det er et cover af en Johnny Nash-sang, men den har meget mere sjæl end Nashs original. Scenariet lægger også op til større følelser end den forrige sang. Den handlede om at se frem til en date, men "Stir it up" handler om selve mødet og kærligheden, og sangen føles bare varmere.
"Kinky reggae" er endnu en positiv sang. Her synger Bob om nogle af livets små glæder, som han oplever rundt omkring i byen. Musikken rammer den lidt lumre men alligevel lokkende downtown-stemning helt eminent. Det gør også, at man får en helt anden lyd end på de to foregående numre, selvom teksten i alle tre tilfælde har været positivt ladet. "No more trouble" er et nummer, hvor teksten ikke rigtigt er i fokus. Den går an, og dens meddelelse er klar, men den er ikke særlig omfangsrig. Detaljerigdommen er dog større her end på noget andet nummer, og jeg elsker hver eneste lille tone. De impulsive guitar-fills, de skægge call-response-sekvenser, de små men kraftige breakdowns før omkvædene – det hele er pivlækkert. Min favorit er dog nok afslutningsnummeret, "Midnight ravers", hvor koret ytrer de dramatiske ord “You can’t tell the woman from the man, cause they’re dressed in the same pollution”. Hele nummerets stemning er bittersød, og det føles meget flydende, idet de tre bestanddele af nummeret ikke rigtig kan inddeles i vers eller omkvæd, selvom de dog har helt unikke identiteter. Det er en solid afslutning, der musikalsk udtrykker en evigt undertrykt skæbne. Catch a fire er et stjernegodt album, enhver reggaefan bør høre.