Bobby, du må ha' ondt i håret

Denne vise giver et herligt billede af borgerskabets eskapader under første verdenskrig, gullaschtiden, som fik fuld skrue i det lille, neutrale Danmark. Og den er endda skrevet, lige da det hele begyndte. Carl Alstrup sang den i Scala Revyen i 1914.

Den unge mand med kælenavnet Bobby vågner ved middagstid med gevaldige tømmermænd. Han er åbenbart velhavende, for han rykker i klokkestrengen for at tilkalde tjenestefolkene med kaffen. Da han er kommet i tøjet, må han ned i byen og slentre lidt på Strøget, ind på d’Angleterre, han har ganske vist ikke fået penge med, men så låner man bare en tier af tjeneren. Klokken tre er han inviteret til “tango the” hos Kamilla (hun har egen villa), men det bliver mere tango end the, for dansetimen trækker ud, Bobby kan ikke vrikke på den rigtige måde og gør i det hele taget en tumpet figur. Men som eftermiddagen går over i aften, finder parret sig til rette. Bobby læser højt af Shakespeare (hvis man ellers kan tro teksten), og da det er helt mørkt, går Kamilla til den:

Åh - kys mig en gang,
næ, mer med tju og bang.
Det er nat, ikke en kat
aner at, du min skat
om en stund vil sige:
Nu er den lige oppe over by’n.

Omkvædet har forskelligt indhold fra gang til gang, som bidrager til fortællingen, men indledes altid med: Bobby - du må ha’ ondt i håret og slutter med: Nu er den lige oppe over by’n.

Teksten til den løsslupne historie er skrevet af Alfred Kjærulf, der også har lavet revyhits som “Kanske frøken Carlson”, “En er for lille” og “Hen te’ kommoden og te’bavs igen”, og den passer perfekt til Georg Steen-Jensens melodi, en let og legesyg two-step med et strejf af engelsk music hall.

Alstrup, som sang visen til premieren, var en alsidig revystjerne, som var kendt for at kunne krybe ind i selv de mest gakkede personligheder. Det giver “Bobby” et godt fingerpeg om. Senere, i 1936, kunne man opleve ham i den stik modsatte boldgade, da han var “Manden på risten”.