dummy

Bogen om Anne, Sanne og Lis

19-06-2019
Peter Elmelund
Anmeldelse

Jan Eriksen: Anne, Sanne og Lis – Historien om en dansk musikrevolution. Storyhouse, 2019

Sidste år udsendte Danmarks Radio den fine dokumentarudsendelse Anne, Sanne og Lis.

Tre pigenavne.

Men i nævnte sammenhæng er vi ikke i tvivl – efternavnene er Linnet, Salomonsen og Sørensen. Tre kvinder, der er vægtige parter i nyere dansk musikhistorie. Vi fik lige frisket vores musikhistorie op; nå ja, en kort periode optrådte de sammen med en sjælden power i Anne Linnet Band. Manges håb om en genforening blev manet umisforståeligt i jorden af Anne Linnet med denne slutreplik: ”Ikke i dette liv”.

Og dog. Stor var overraskelsen, da nyheden om en turné i foråret 2019 med Anne, Sanne og Lis ryddede forsider. Og koncerterne blev udsolgt en-to-tre. Forlaget Lindhardt og Ringhofs nye knopskydning, Storyhouse, kunne herefter hurtigt annonce en splinterny biografi af musikjournalist og forfatter Jan Eriksen.

Hovedpersonernes fravær

I forordet får vi den lakoniske oplysning: Hverken Sanne Salmonsen, Anne Linnet eller Lis Sørensen medvirker i bogen. I stedet bygger bogen på tidligere artikler og interviews og på udpluk fra Maise Njors bog om Sanne fra 2005 samt de to bind erindringer fra Anne Linnet: Hvor kommer drømmene fra? og Testamentet. Så Jan Eriksen har været i gang med et stort puslespil – at trække de rigtige artikler og citater frem og sætte dem sammen i en optimal sammenhæng.

Nu sidder vi med Anne, Sanne og Lis – Historien om en dansk musikrevolution med ni kronologiske kapitler, hvor de tre sangerinder på skift er hovedperson. Er det ikke kioskbaskende at kalde det en dansk musikrevolution? Nuvel, revolutionsbegrebet er jo rummeligt – og bliver i øvrigt ikke bredt udpenslet i bogen ...

Vi ved det godt ...

Bogen er en slags ”greatest hits”; som en opsamlingsplade, hvor vi præsenteres for indhold, vi kender i forvejen. Som en ”greatest”-plade er den uundgåelig for de inkarnerede fans, og andre kan få en samlet opfriskning: Nå ja, det var sådan, det var.

Forventeligt startende med den uskyldsrene barndom i de frie 1960’ere – både Lis og Anne prøvede at ryge hash som 13-14 årige.

Andet kapitel er primært om kvindegruppen Shit og Chanels storhedstid 1974-79. Kapitlet hedder minsandten ”Striptease med tøj på”, og Jan Eriksen beretter om tidens kvindeband. Det første kvindeband var Ladybirds, som optrådte nøgne. Her er researchen gået lidt for hurtigt; det første kvindeband var da Les Filles fra Odense, og Ladybirds optrådte ikke nøgne, men topløse. Så referencen til striptease blegner lidt. Forfatteren fortæller om Shit og Chanels første plade, hvor nummeret ”Angst” beskrives som ”noget, der ligner valsetakt”. Lidt uldent; nummeret står i 4/4.

Bogens sammenbindende kapitel omhandler de fire år, hvor Anne Linnet Band eksisterer, og vi får et væld af centrale citater fra gruppens anmeldelser. Herefter bevæger de tre solister sig i forskellige retninger, og vi hører sideløbende om deres respektive karrierer. Her er ekstrabladske overskrifter i forbindelse med Linnets leg med sadomasochisme i hendes nye band Marquis de Sade. Det er nok det tætteste, vi kommer på en dansk musikrevolution i denne bog.

Jeg finder betragtningerne om det skelsættende år 1983 interessant. Her kommer en helt ny musik frem i Danmark med grupper som Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Inside the Whale. Og de ældre navne rykker et skridt tilbage på den danske scene. Men Anne, Sanne og Lis fortsætter naturligvis, men på mindre spillesteder.

Tilbage på toppen

I 2011 ser vi for første gang det fine program Toppen af poppen på TV 2. Her er musikken det centrale, og ældre og nye, danske musikere fortolker hinandens numre – og med stor succes; både musikalsk og seermæssigt. Det er også herigennem, både Anne, Sanne og Lis får en gevaldig revival, for deres musik holder virkelig i dag.

Og både Anne Linnet og Sanne Salmonsen prøver at være dommer i X Factor. Med forskelligt udfald: Ifølge Jan Eriksen havde Anne Linnet regnet ud, at hun fik samme honorar som for koncerter i samme tidsrum. Journalisten Nikolaj Vraa citeres her: ”Hun accepterede aldrig helt præmissen for programmet, nemlig at man bliver hyret af DR til at spille en rolle”.

Til gengæld spiller Sanne Salmonsen sin rolle til topkarakter; hun er klar i mælet – og Thomas Blachmann har respekt for hende.

Den føromtalte DR-dokumentar får høje seertal i 2017. Og Anne, Sanne og Lis tager på turne til de største spillesteder dette forår – og snupper også lige en omgang på sommerens Grøn Koncert.

Samtidigt kan vi så få opfrisket vores historie med denne bog. Og samtidig glæde os til den kommende Lis Sørensen-biografi, som forfatteren Danni Travn arbejder på lige nu – sammen med fru Sørensen.

Anne, Sanne og Lis – Historien om en dansk musikrevolution er en samlende beretning om de tre sangerinders offentlige og til dels private liv, som vil blive læst af de mange fans.

Og vi vil blive ved med at høre Anne, Sanne og Lis’ mange ørehængere – de holder.

Lån bogen fra dit nærmeste bibliotek