Bon Homme på SPOT Festival 2011

Filuren, 28. maj 2011

Foto: Line Elmelund

Når Thomas Høffding ikke er ude at spille med sit orkester WhoMadeWho, sidder han og leger med en mikrofon, et keyboard og en laptop. Når han gør det, hedder han ikke Thomas Høffding. Så hedder han Bon Homme. I lørdags skulle han lukke og slukke SPOT Festival 2011 sammen med WhoMadeWho i Ridehuset, men nogle timer forinden var alteregoet på spil i Filuren.

Denne signatur oplevede ham for knap et år siden på Berlin Festival, hvor han spillede et opvarmnings-sæt for Robyn. Dengang under ganske andre forhold end denne lørdag aften på SPOT. Nu var han ikke længere bare en charmerende pauseklovn, men derimod et navn, der kunne trække lang køer og fylde en teatersal i Musikhuset.

”Hvor er I mange. Jeg er sygt nervøs,” blev Bon Hommes første ord på SPOT Festivalen. Og den urolige start blev med det samme overført til lydbilledet. En underlig - og buldrende - fejllyd fulgt af et undskyldende smil fra den bowlerhatklædte københavner indledte ufrivilligt koncerten. Herefter blev vi heldigvis præsenteret for rene, minimalistiske toner med tydelig inspiration fra Depeche Mode og Daft Punk, der blev starten på en næsten ti minutter lang version ”Ray Ban”. Et af Bon Hommes bedste numre, som i aften blev fremført meget højlydt, men også med nogle underlige huller i lyden. Det til trods slår det repetitive hook og den evindelige tekstlinje ”Travel the world with your music” ikke fejl.

Sample-tendens

Efter åbningsnummeret blev synthen endnu styggere og beatet endnu tungere. Jeg følte mig undertiden inviteret til en housefest lidt for tidligt på dagen, men for hovedparten af publikums vedkommende virkede tidspunktet underordnet. Filuren er indrettet sådan, at der er traditionelle siddepladser bagest i salen. Mellem tribunen og scenen er et plateau, der i dagens anledning blev til et dansegulv. I hvert fald helt oppe foran scenen. Og som det generelt er på SPOT Festivalen, var aftenens publikum særdeles sammensat. Det var både muligt at spotte helt unge gymnasieelever, et par gamle hippier, en håndfuld smarte yuppier og ligefrem en børnefamilie med barnevogn.

Den meget dystre ”The Battery Inside Your Arm” blev senere sat i gang, og her kom Bon Hommes talent med en mikser til sin ret. Han er nemlig endnu et eksempel på den tidstypiske stilart sampling. Ligesom britiske James Blake og SPOT-aktuelle Jarle Bernhoft fra Norge er Bon Homme på scenen uden hjælp fra nogen andre musikere end sig selv. Til gengæld har han et keyboard, en mikser, en mikrofon og en laptop med. Og det er nok. Han stlår nogle toner an på keyboardet og synger, nynner eller beatbokser i mikrofonen. Nogle af elementerne lagrer han på laptoppen og looper dem efter behag. Således ender han med at opbygge et lydbillede, der er et stort band værdigt.

Og også i aften fik han samplet sig igennem en hel koncert og med sin særegne elegance reguleret støj, bas og diskant i rytmiske bevægelser, der blev til en særlig dans. Dansen var publikum med på, og flere tilskuere forsøgte at imitere ham.

Rodede dommedagslyde

Desværre var nervøsitet og tekniske problemer insisterende genfærd under hele koncerten. Ja, sveden piblede af bownlerhatten i en sådan grad, at det direkte påvirkede koncerten.
”Mit keyboard er lige gået i stykker, fordi jeg har svedt så meget ned i det,” annoncerede han, mens han hamrede løs på tangenterne, der kun delvist replicerede med toner. Pludselig indtraf en dommedagslyd efterfulgt af et enormt hul i lydbilledet. Den sympatiske hovedperson slog ud med armene og sendte en grimasse mod lydmanden, der sagde noget i stil med ”Det var ikke mig. Tror jeg.”

I forhold til koncerten sidste år i Berlin, var der ikke meget nyt under solen. Sætlisten var stort set uforandret, og han trak på nogle af de samme virkemidler. Det fungerede så absolut, men man kunne godt savne noget helt nyt. Uforanderligheden kan formentlig forklares med, at det meste af hans kreative energi for tiden lægges i WhoMadeWho. Det kan dog ikke undskylde, at vi i lørdags var vidner til en overraskende rodet affære, der stod i kontrast til det minimalistiske og ulastelige visuelle udtryk. Med alle disse forbehold var Bon Hommes ydmyge og sympatiske udtryk dog en fornøjelse. Det var hans fine melodier også. Som altid.