Genrer


Børnenes (mulige) favoritter
Børnenes favoritter 2
redigeret af Linda Lehun, illustreret af Anne Lassen
Edition Wilhelm Hansen, 2012
Verden er så stor, så stor
Sangene er en broget buket af de sidste fire århundreders sange, som kan vurderes til at være børnenes favoritter. Her må være tale om yderst brogede børnegrupper, for der er sandelig langt fra ”Her vil ties, her vil bies” til ”Woolle-woolle-wap”. At H.A. Brorsons salme fra 1765, som beskriver den gamle forfatters længsel – venten på, at ”duen vender tilbage til arken med et olieblad” – er en børnefavorit, er da en subjektiv udmelding. Men det er en fængende melodi, og de umiddelbart mystiske salmetekster har fascineret børn gennem tiden. Det dér med duerne kan man forholde sig til, og der opstår billeder i barnets uspolerede fantasi. I fantasiens land finder vi også jungledyret Hugo, hvis skaber Flemming Quist Møller skrev den mundrette tekst ”Woole-woolle-wap” til tegnefilmen Jungledyret Hugo, som vi første gang kunne opleve i 1993.Velkommen til koncerten her
Vi får en skøn blanding af salmer, Hakkebakkeskoven og Kim Larsen. Supersangbare hits som ”Anemonesangen”, ”Lille Peter Edderkop”, ”Postmand Per” og ”Vuffelivov” står side om side med relativt ukendte, som ofte stammer fra forlagets ”egne” komponister. Det er en voksen opgave at få nye sange indført i vores børnesangtradition; det er umiddelbart mest komfortabelt at synge én, man kender. Her ser jeg en stor udfordring for sangformidleren, som blandt andet ved hjælp af denne sangbog kan prøve nye sange af. Når der redigeres og udgives en ny sangbog, ligger der et stort, subjektivt arbejde bag. Og forståeligt kigger redaktøren også på egne værker. Derfor er der i Børnenes favoritter 2 også fire sange af Linda Lehun. En lille, fin alternativ fødselsdagssang, “Fuglesangen” (med 12 vers) og to “musikpædagogiske” sange: ”Skalasangen” og ”Symfoniorkestrets sang”. Jeg vil gerne prøve ”Skalasangen” med børn – det er den måde, vi kan finde ud af, om de holder!Spil bare løs
Når der udkommer et bind 2, er det ofte med de sange, der ikke blev plads til i bind 1. Her er der gået 14 år siden bind 1, så der er sandsynligvis også sange med, som ikke var udgivet i 1998. Jeg skriver sandsynligvis, da der ikke er årstal ved sangene. Vi får her et bredt udvalg af sange, som vi for min skyld godt kan kalde favoritter … Personligt ville jeg gerne undvære ”Vi voksne ka’ også være bange”. En voldsom alvorlig sang, som var typisk i sin 70’ertid; lad den stå på sin (lille) plads i musikhistorien. Ligesom i første bind har tegneren Anne Larsen illustreret sangene med pæne stregtegninger, som ligner det, de skal. Og det gør sangbogen også – ligner det, den skal: En ganske brugbar sangbog, så jeg kan kun opfordre til at komme i gang med at bruge den! Som Carl Nielsen har sagt: ”Sang og musik er først til, når det synges og spilles.” Bestil “Børnenes favoritter 2″ fra dit nærmeste bibliotek.