Bowie – den menneskelige Google

På sin 66 års fødselsdag den 8. januar 2013, overraskede den engelske musiklegende David Bowie rockverdenen, ved at udgive sin første single i 10 år. Singlen med titlen ”Where Are We Now” varslede samtidig en albumudgivelse den 11. marts. Hvordan det er lykkedes at holde dette overraskende comeback skjult er en gåde - men nu er han her igen og anmeldelser myldrer frem i takt med at fans verden over får streamet albummet på iTunes.

Rockikon og kulturformidler

Bowie – den menneskelige Google. Således beskriver Poul Morley rock pioneren i en artikel i Daily Telegraph.  Han skriver:

"WHEN I was a 15-year-old David Bowie fan in 1972, Bowie was for me a kind of teacher, so much more inspiring and motivating than my real teachers. In the middle of a mundane, mainstream world that limited possibility, his explosive mind and the way he represented it through sheer otherness suggested everything was possible.
He was the human equivalent of a Google search, a portal through which you could step into an amazing, very different wider world – if he mentioned in an interview, or referenced in his work, someone like Andy Warhol, Jean Cocteau, Antonin Artaud or Marcel Duchamp, I would immediately want to find out what he was talking about. He flooded plain everyday reality with extraordinary, unexpected information, processing the details through a buoyant, mobile mind, and made intellectual discovery seem incredibly glamorous. He helped create in my own mind a need to discover ways of making sense of both the universe and the self by seeking out the different, the difficult and the daring. David Bowie is about to be as much at the centre of attention as he was in his Seventies prime, still taking people to new places, still using entertainment as an unlikely form of education”.

Dette citat sammenfatter meget godt hvad Bowies nye album The Next Day handler om, for det afslører en kunstner som virker observerende, reflektiv og med et sprudlende overskud til stadig at ville være en lysende kulturformidler nogle år endnu.

The Next Day skæring for skæring

1. The Next Day. En potent rocksang med fræsende guitarlyd og en snert af glam.
2. Dirty Boys.  En charmerende garage/firserpop-affære med en vokal ala Iggy Pop, markant bariton saxofon og funky ’Fame’ guitarriff.
3. The Stars  (Are Out Tonight). En øreorm ligesom firsersangen ’Absolute Beginners’ - bare mere rocket. Den blev udsendt som nummer to video i februar med skuespilleren Tilda Swinton i en af hovedrollerne. Lyden er tykt orkestreret både med uhu kor, klap, strygere og klarinet.
4. Love Is Lost. En blanding af Outside og Tonight med skærende orgellyd og ensformig rytmesektion. Teksten virker noget fatalistisk, og det er nok en sang man skal vænne sig lidt til.
5. Where Are We Now?. En dejligt reflekterende og lettere melankolsk sang i stil med ’Thursday Child’ fra Hours (1999). Smukt piano spil og den første udgivelse med tilhørende video i januar.
6. Valentine’s Day. En skøn poppet melodi der nok skal finde vej til fremtidige Valentins dag playlister (om den har noget med den dag at gøre eller ej?). Den er Suede, den er Ziggy Stardust og den er helt igennem Hunky Dory.
7. If You Can See Me. En eksperimenterende ’African Night Flight’ agtig sang med monotont keyboard - der vinder ved genhør - og som trækker tråde til Lodger og Heroes med ’Life On Mars’ afslutning.
8. I’d Rather Be High. En fantastisk jazzet sang med et lifligt guitarriff som snor sig rundt om marchtrommen.
9. Boss Of Me. En god tekst fremført på fornem vis som rent musikalsk minder om Byrne og St Vincents ”Love This Giant”.
10. Dancing Out In Space. En groovy funky Motown basker man kan danse en psykedelisk dans til. Jeg kom også til at nynne den gamle Iggy/Bowie sang ’Lust for Life’ (1977).
11. How Does The Grass Grow?. En syret sang med The Shadows ‘Apache’ falsetsunget indover. Den vil sikkert blive brugt i en Bowie-cabaret en dag. Bemærk den cool Cool ’Boys keep Swinging’ afslutning.
12. (You Will) Set The World On Fire. En rigtig god op-tempo rock sang med tamburin og et fængende guitarriff i bedste Kinks stil.
13. You Feel So Lonely You Could Die. En melodramatiske sang der minder lidt om ‘Everyone Says Hi’ fra Heathen (2002) kombineret med en raffineret ‘Five Years’ afslutning.
14. Heat. En progressivt opbygget og højtidelig sang, med klare referencer til Bowies første hit ’Space Oddity’.

Denne anmelder faldt især for nummer 1, 6, 8 og 14. Nybegyndere kan starte med 3, 5 og 6.

Bedømmelse

Jeg føler mig lettet og trukket ud og ind af forskellige genrer såsom psykedelica, glam, garage, pop, funk, rock og motown. Alt sammen noget der viser Bowies overskud mht. musikalsk inspiration. Det er et album med midt-tempo rocksange som helt ukronologisk folder en god del af rockhistorien - og Bowies egen historie ud for den opmærksomme lytter.

Bowies vokal er overraskende ungdommelig. Guitarist Gerry Leonard, bassist Gail Anne Dorsey og trommeslager Zachary Alford er som altid fremragende (og i godt selskab med rock guitarist Earl Slick og avantgarde-rock lydlandskabsguitarist David Torn). Der er lyriske guldkorn at hente hist og pist og den mangeårige samarbejdspartner og producer Tony Visconti vækker bl.a. Berlin-trilogi lyden til live igen på fornem vis. Enkelte af kompositionerne virker lidt rodede og strukturløse men helhedsindtrykket – som også understøttes af de to udsendte videoer og det filosofiske albumcover - er en Bowie med observerende, reflektivt og energisk overskud til stadig at ville være en lysende kulturformidler stjerne nogle år endnu. Albummet er måske ikke nogen banebrydende milepæl, men den er et overraskende comeback med gnist, charme, energi og masser af gode sange.