Genrer
Boz Scaggs afslutter sin "roots"-trilogi
D. 27. juli i år udsendte Boz Scaggs cd'en Out of the blues og afsluttede dermed et projekt, han var begyndt på i 2013: udgivelsen af tre cd'er med personlige versioner af den musik, der har inspireret ham i løbet af hans lange karriere. Materialet på de tre cd'er består ifølge sagens natur primært af cover-numre, selv om der også ind imellem optræder numre, som Scaggs selv er ophavsmand til. Cd'erne blev udsendt i 2013: Memphis, i 2015: A fool to care og altså nu i 2018: Out of the blues. Scaggs omtaler selv de tre cd'er som sin ”roots-trilogy”.
Boz Scaggs (med det borgerlige navn William Royce Scaggs) blev født i Ohio i 1944. Som 12-årig mødte han Steve Miller, og i 1959 blev han forsanger i Miller's band ”The Marksmen”. I 1965 indspillede han et soloalbum i Sverige (!) med blues-numre, uden nogen større succes til følge. Til gengæld var hans medvirken på Steve Miller Bands første to LP'er i 1968 en stor publikumssucces; alligevel valgte Scaggs samme år at forlade gruppen for at forsøge sig med en solokarriere, hvilket i første omgang kastede LP'en Boz Scaggs (1969) af sig. Pladen fik gode anmeldelser, men solgte ikke særlig godt – i starten. Senere har pladen, med dens formidable blanding af soul, rock, blues og rhythm'n'blues, fået klassikerstatus, og i 2015 blev den genudgivet med en lang række bonusnumre.
I starten af 1970'erne fortsatte Boz Scaggs med at spille sin blandingsmusik med indslag af forskellige genrer, men det var i årene 1976-81, han for alvor fik sit kommercielle gennembrud. Det skete med en stribe udgivelser, hvor han supplerede de øvrige musikalske stilarter med en nærmest disco-agtig lyd, og det faldt åbenbart i det store publikums smag. Disse år fik Scaggs en stribe hits, og hans plader solgte både guld og platin. Efter hit-årene fortsatte han med at udsende plader, ofte med flere års mellemrum, og han forsøgte sig med både jazz og evergreens – som regel med et absolut lytteværdigt resultat til følge.
Tilbage til rødderne
Boz Scaggs har aldrig befundet sig langt fra rødderne i blues og rhythm'n'blues; men i 2012 bestemt han sig for, at nu var det tid til at udforske inspirationskilderne lidt nærmere – og ikke bare den oprindelige blues-musik, men også nogle af de senere inspirationskilder som jazz og soul.
Som sagt, så gjort. Scaggs tog til Memphis (deraf udgivelsens titel), hvor han i Royal Studios samlede en lang række blues- og soulmusikere, heriblandt en stærk blæsersektion, og med dem indspillede han de 12 numre, der udgør cd'en Memphis. Pladen fik fine anmeldelser ved udgivelsen og solgte også godt, hvilket næppe kan undre, når man lytter til indholdet. To af numrene er skrevet af Scaggs selv, med mindelser om sangene på solopladen Boz Scaggs fra 1969, og de to numre hævder sig smukt i sammenhængen. Men det er i nogle af de andre sange, man finder det virkelige guld på Memphis.
De to ballader ”Rainy day in Georgia” og ”Love on a two way street” lader Scaggs' store, sjælfulde stemme komme til sin fulde ret, ligesom det er tilfældet med coverversionen af Steely Dan's ”Pearl of the quarter”. Her er der fuld valuta for pengene, og hvis man ellers er til sovset sydstats-blues, bliver man ikke skuffet over Memphis. Det er en af de plader, som jeg selv altid kan sætte på pladespilleren, når jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg har lyst til at høre.
I 2015 fulgte Scaggs den første ”roots-cd” op med endnu en titel, hvor han udforskede en række mere eller mindre klassiske soul-numre, tilsat en god portion New Orleans-blæsere. Først og fremmest er det dog stadig Scaggs' store stemme, der bærer udgivelsen, og igen er det først og fremmest på balladerne, man hører stemmen for fuld udblæsning. Det handler bl.a. om sangene ”Last tango on 16th Street” og ”There's a storm comin'”, hvor Scaggs synger, som om hans liv afhang af det, samt om de to Band-numre ”Small town talk” (skrevet af Rick Danko) og ”Whispering pines” (af Richard Manuel og Robbie Robertson). Men resten af sangene er bestemt også være at lægge øre til.
Out of the blues
I sensommeren 2018 kom så Out of the blues, hvor Scaggs søger helt tilbage til sit udgangspunkt, nemlig den oprindelige blues og blues-rock. Derfor kunne cd'en lige så godt have heddet Into the blues, for det er faktisk langt hen ad vejen det, der er tale om. Og desværre er resultatet ikke helt så spændende som indholdet på de to foregående cd'er – altså efter denne lytters mening. Jeg havde store forventninger til den tredje roots-cd, men indtil videre er jeg altså lidt skuffet. Out of the blues bliver nok ikke en af de cd'er, jeg sætter på til enhver lejlighed og stemning.
Men hvad er der da galt med Out of the blues? Ikke noget, som sådan. Der mangler bare nogle numre, hvor Scaggs får mulighed for at tilføre sangene en smule drama i fremførelsen – som det var tilfældet på balladerne på de to foregående cd'er. I stedet er der et overtal af regulære standard-bluesnumre på det nye udspil, og det er altså ikke her, Scaggs har sin største styrke – den faktor, som adskiller ham fra så mange andre bluesfortolkere. Scaggs synger – naturligvis – som en engel; men for at gøre hans fortolkninger til noget helt specielt kræves der nogle exceptionelle sange. Og dem er der lidt langt imellem på Out of the blues.
Hvis sandheden skal frem, er der nok lidt for mange blues-numre på den nye plade af den type, jeg med al respekt for genren kalder ”røvballe-blues” (dvs. numre, hvor musikerne bare kører derudaf i samme spor i hele sangens længde, og hvor man fornemmer, at det kunne de blive ved med lige til juleaften). Så hjælper det ikke alverden, at musikerne – naturligvis – spiller, som om de blev betalt for det (hvad de formentlig også gør).
Jeg kan altså anbefale at starte bekendtskabet med Scaggs' udforskning af sine rødder et andet sted end den nye cd. Men for dog ikke helt at male fanden på væggen, vil jeg straks indrømme, at der også er lyspunkter på Out of the blues, ikke mindst fortolkningen af Neil Youngs klassiske sang ”On the beach”. Her er der hverken tale om soul eller blues, men sangens indbyggede desperate fortvivlelse passer glimrende til Boz Scaggs' vibrerende stemme, og det bliver nok det nummer, jeg vil vende tilbage til. Men som sagt: start hellere bekendtskabet med Scaggs et andet sted end her ved hans 19. studieudgivelse.