Genrer
Brahms og Bartók: Violinkoncerter
Rette ånd til tøvende koncert
Med sit fravær af show-off og med sit indadvendte, næsten beklagende udtryk kunne Brahms’ violinkoncert kaldes anti-virtuos. Men værket er vanskeligt at spille på grund af Joseph Joachims store hænder, violinisten og komponisten, der i vidt omfang rådgav Brahms om solostemmen. Det lægger man dog ikke mærke til på denne liveindspilning med Janine Jansen: I sin teknik lyder hun mirakuløs nøjagtig, og endnu vigtigere så har hun denne koncerts afklarede temperament i blodet. Hun ved, hvornår hun skal træde et skridt tilbage og spille sømløst, som om hun skuer mod orkestret. Og når hun skiller sig ud fra mængden og fylder rummet, er det, som om hun ser publikum i øjnene. Hun spiller med mange farvenuancer, og med dobbeltgreb formår hun endda at skelne mellem to særskilte linjer. Hendes drømmeri og tøven i den langsomme sats lyder som spillet af en langt ældre musiker, og finalen synes kun at tø en anelse op efter al det forudgående filigranarbejde - hun overbetoner ikke den rustikke side af Brahms' ungarske dans.
Antonio Pappanos Skt. Cecilia Akademiorkester er en dyb flod under Jansen, rolig og med tidevandets bevægelse i sin kerne. Jeg husker ikke at have været så bevidst om pizzicatostederne, der ligger under strømmen af lyse strygere. Og der er spontane øjeblikke af stålsat vilje, som tager vejret fra én. Ved 11'28 i førstesatsen er Jansen usædvanlig empatisk i de cirkulære passager, der trækker sig op med det yderste af neglene, mens Pappanos orkester i det stille lyder glubsk under hende. Over for de generelt bløde kanter bliver disse lysglimt og detaljer magiske.
I Baróks 1. violinkoncert giver Jansen sin fløjlsbløde tone en skarpere kant, som hun omhyggeligt undgik i Brahms. De to værker danner en fascinerende kombination: Begge besidder ungarsk nationalisme (med udspring i Joachim og Bartók selv), begge skildrer kærlighed på vidt forskellige måder, og Bartók-koncerten lægger fra land med fire toner, der tegner den D-dur, som Brahms-koncerten begynder og slutter med.
Vi får stadig Jansens signatur mezza voce, men egentlig bruger hun alle volumengrader overbevisende (tag hendes intense duet med harpen omkring 6'00 i andensatsen). I dette værk savner jeg dog den snerren og det afsæt, vi hører hos James Ehnes. Han har også en italiensk dirigent med på sin Chandos-indspilning, men i modsætning til Pappanos LSO lukker Gianandrea Nosedas BBC Filharmonikere op for partiturets flygtighed og får meget ud af dets rytmiske leg. Men hvor Ehnes har en jernvilje, indfanger Jansen nok bedre Steffi Geyers ånd - violinisten, som Bartók forelskede sig i og skrev stykket til.