Genrer
Brahms: Serenader
En sval brise Brahms
Dette album må kunne få selv Brahms-hadere til at smile. Glem den svært fordøjelige 1. Symfoni og kampene i Klaverkoncerterne. Brahms’ to Serenader for orkester er en ung mands musik, hvor han ser tilbage på Haydns og Mozarts æra og viderefører den med muntre melodier, jægerhorn, klukkende klarinetter og bordunbasser.
Serenade nr. 1 begynder ganske vist næsten som en symfoni, men har hele seks satser og tipper definitivt over til serenadegenren i sidste halvdel med bl.a. en arkaisk menuet. Serenade nr. 2 har fem satser og er helt uden violiner – "für kleines Orchester" med Brahms’ ord. Det skaber en blød, intim klang med vægt på træblæserne, der klæder serenadestilen godt.
Dirigenten Riccardo Chailly har i sine år som chef for Gewandhaus-orkestret taget fat om den historiske arv, først Bach, så Beethoven, Mendelssohn og Brahms, og han gør det med et fornyet syn på musikken, præget af landvindingerne inden for historisk opførelsespraksis. Det betyder vibratoløst spil og meget kvikke tempi, håndteret med overlegen balance og kontrol. Virkningen er effektfuld i den 1. Serenades lange første sats, som tager "allegro molto" på ordet og spilles med ét slag i takten. I de kortere satser understreges det diverterende og dansante. Hør Brahms lege Haydn i 5. sats af Serenade nr. 1 og sidste sats af Serenade nr. 2, der er en overstadig kehraus. Det er noget af det mest charmerende orkestermusik, Brahms skrev, og bliver spillet næsten provokerende vægtløst af Gewandhaus-orkestret, som her er reduceret til under halv størrelse.
Hvor dejligt, at Riccardo Chailly valgte at inkludere de to skønne værker i sin Brahms-fase.