dummy

Brasiliansk sangerinde med forpligtende rødder

20-09-2018
Susanne Buus-Pedersen, Københavns Kommunes Biblioteker
Anmeldelse

Hold da helt op! Det er næsten for godt til at være sandt. Lyt lige til denne unge dame. Hvis du ellers kender noget til brasiliansk musik, er der så ikke et eller andet der ringer? Hun synger jo lige så godt som ... Elis Regina. Hun ligner også Elis på cd'ens omslag. Mærkeligt? Både ja og nej. Maria Rita er datter af Elis Regina og pianisten Cesar Camargo Mariano. Født i 1977 var hun ikke mere end 4 år, da hendes berømte mor døde som følge af en overdosis af kokain. Og 27 år gammel var hun klar til at overtage Elis Reginas trone. Ved Latin Grammy Awards i 2004 løb Maria Rita med prisen som bedste nye kunstner og prisen for årets bedste MPB-album (Musica Popular Brasileira) for cd'en Maria Rita.

Maria Rita debuterede med dette album i november 2003. Det resulterede i noget der lignede en Norah Jones-effekt, idet cd'enpå bare to måneder nåede at blive det bedst sælgende album i Brasilien i 2003. Marias stemme er godt nok utrolig lig hendes mors. Det er tydeligt, at hun selv er opmærksom på det, og hun distancerer sig bevidst fra Elis' måde at fortolke på. Hendes foredrag er langt mere cool og akkompagnementet mere jazzy.

Der er ingen sange med på denne cd, som Elis har gjort berømt. Sikkert et klogt valg. To af sangene er skrevet af den brasilianske rockdronning Rita Lee. Det drejer sig om den vellykkede version af nummeret "Agora só falta você" samt den feministiske slagsang "Pagú," som har været en "torch song" for Rita Lee. Her på cd'en får den et umiskendeligt blues-jazz treatment tilsat bossaens elegante, kølige touch.

Maria Rita har også medtaget materiale af Milton Nascimento. Sjovt nok var Elis den første, der indspillede Miltons musik i 60'erne, og hun blev en katapult for hans fremtidige karriere. Siden har ingen, efter undertegnedes ringe mening, kunnet fortolke Milton bedre end han selv. Altså ikke før nu. Maria Ritas stemme er intet mindre end vidunderlig. Foredraget er stilsikkert og cool på den fede måde. Hun samler de mange forgreninger i Brasiliens musikalske traditioner i en meget personlig fortolkning af internationalt tilsnit. I Brasilien ville man kalde hende en "porta bandeira," den der viderefører arven fra sine mange forgængere.

Lån Maria Rita fra dit nærmeste bibliotek