Bretonske Alan Stivells 40-års jubilæum på l'Olympia

Hvis man lyttede til folk-rock-navne som Fairport Convention, Richard & Linda Thompson, Steeleye Span og Incredible String Band i 1970'erne, vil man højst sandsynligt også have stiftet bekendskab med Alan Stivell, traditionalisten og fornyeren der gjorde den bretonske folkemusik kendt uden for denne landsegns små spillesteder. Selv om Stivell også har udgivet helt ubesmykkede værker for harpe, var det de mere rockprægede albums, flere af dem indspillet live, der gav gennembruddet. Purister og folklorister rynkede dengang på næsen over kommercialiseringen, men ligesom også Ravi Shankar våndede sig over at århundredgamle indiske sitartraditioner via rockmusikken blev associeret med psykedeliske stofoplevelser, var dette de nøgne betingelser: Et valg mellem en formens renhed der lige så vel kunne betyde uddøen som bevarelse over tid, kontra en fornyelse og videreførelse gennem det der dengang var tidens toneklang - rockmusikken.

Alan Stivell gjorde dette så godt at han i disse år var et etableret navn på diverse folk- og rockfestivaler, således bl. a. på Roskilde i 1975. Musiktraditionen fra Bretagne var da også i sig selv en oplagt, righoldig kilde at trække på. Ligesom tilfældet er med f. eks. den irske folkemusik, er der også i bretonsk musik et utal af gode, iørefaldende melodier der fænger selv om man ikke forstår et ord af det der bliver sunget, og der er de intense hymner med en karakteristisk "call and response" mellem instrumenterne der i høj grad giver "mening", helt uden ord. I Stivells univers blev det numre som "Pop plinn", "Tri martolod", "Brian Boru" og "Ian Morrison reel" der fik tændt op under bentøjet på festivalgængerne. Om numrene rent faktisk er af bretonsk oprindelse skal man ofte være ret godt inde i sagerne for at vide, for der veksles ubesværet mellem det lokale, og melodier man kender fra irsk eller skotsk folkemusik.

Hvad pladeudgivelserne angår må man nok opfordre til en vis forsigtighed inden køb, i hvert fald hvis ens udgangspunkt er folk eller folk-rock, for Stivell har i årenes løb forsøgt at brede paletten endnu længere ud ved at inkludere nordafrikansk raï-musik såvel som det mere technoprægede, og det er nok ikke en overdrivelse at sige at dette har været mere kommercielle end kunstnerisk begrundede valg. Måske har Stivell altid været lidt klemt mellem det bretonsk-nationalistiske og det naivt-socialistiske "one world"-drømmeri, hvor sidstnævnte allerede i 1970'erne kunne høres i sangen "Delivrance"s prædiken om "l'Indochine ou Paléstine". Bliver det hele nu ét fedt i form af nordafrikansk-iberisk-fransk Al Andalus-sværmeri, må man ende med at spørge sig selv om hvor de bretonske traditioner så er blevet af. De stærke traditioner der var hele udgangspunktet.

Den aktuelle dvd- og cd-udgivelse 40th anniversary Olympia 2012 falder dog ikke i nogle anstrengte, popsmarte faldgruber. 40-årsjubilæet drejer sig om markeringen af det første live-album optaget på l'Olympia i Paris, og her er samlet alle gode kræfter der har krydset musikalske veje med Alan Stivell i årenes løb. Tidligere bandmedlemmer som guitaristen Dan ar Bras og René Werneer (der også underviste den unge Stivell i harpespil) lægger vejen forbi, og popsangerinden Nolwenn Leroy duetterer med Stivell på den altid hørværdige "Brian Boru". Et bretonsk blæserensemble iklædt folkedragter bidrager med den karakteristiske lyd af bombarder til den intensitet der har det med at dele vandene hvad angår lige netop denne folkemusiktradition.

Ligesom The Pogues' 30-årsjubilæumskoncert optaget sammesteds, er showet her én lang parade af gammelkendt materiale som tiden synes at have gået sporløst henover. Udtrykket folk-rock giver måske associationer til et hypet fænomen tilhørende en helt specifik periode karakteriseret ved spraglet tøj og vildtvoksende hippiehår og -skæg, men grundlæggende fejler kombinationen af folkemusik og rock ikke noget, og slet ikke når indpakningen ikke er skæmmet af halvfjerdserproduktion og den tids synthesizerlyd.