Bryan Adams: Waking Up The Neighbours

Om Vinylstakken

Vinylentusiast og musikblogger Thorbjørn Hertz Jensen er i færd med at anmelde samtlige vinyler i hans pladesamling. Pladerne vil blive lyttet til - og anmeldt - i alfabetisk rækkefølge, sorteret efter kunsternavn. (læs mere her)

Kære læser, med en alsidig samling af vinyler, kan du glæde dig til, i denne serie, at læse om albums inden for et bredt udvalg af genrer. 

Velkommen og god læselyst!

Bryan Adams: Waking Up The Neighbours (1991)

I 1984 var Bryan Adams braget gennem lydmuren med sit album "Reckless", der indeholdt hits som "Summer of '69" og "Run to You". Det var i dén generation, hvor blandt andre Bruce Springsteen fik defineret den guitarbaserede poprock med sin mega-sælgende "Born in the USA" - som vi jo nok også får præsenteret her på siden - sammen med stjerner som Bon Jovi og de puddelhundsrockere, der lærte af ham.   Stilen var forholdsvis simpel - og som vi havde lært den at kende gennem tyve års udvikling af rockmusik og -bands; to gutarister, en bassist og en trommeslager, eventuelt suppleret med en lejlighedsvis synthesizer, og så ellers deruda' på to og fire. Men hvor fx AC/DC definerede sig i samme bandformation med noget mere hårdtslående, bluesbaseret semi-heavy, var Bryan Adams i langt højere grad orienteret mod den radiovenlige, brede hovedvej af mainstream pop-rock, der var til at synge med på.   "Waking Up The Neighbours" er i dén grad tro mod det koncept. Masser af guitar som fundament for henholdsvis dansevenlige rock-sange med lettilgængelige riffs og tekster som i "Is your Mama Gonna Miss Ya" og "Can't Stop This Thing We Started" blandet op med pop-ballader som ikke mindst monsterhittet "(Everything I do) I Do It For You". Og det er jo alt sammen meget godt til en dejlig på stranden med ghettoblaster, øl, Californian Coolers og vennerne - i 1991!   Det er lidt en anden sag, når man på 25 års afstand sætter albummet på. I CD'ens heydays dérnede i 90'erne, skulle enhver kunstner med respekt for sig selv jo fylde albummet ud fra væg til væg, hvorfor der bl.a. er en smuk sticker på mit vinyl-eksemplar med teksten 'More than 74 minutes of music'. Og når sekunda-produktionen dengang var LP'er var der jo ikke andet for, end at lave en dobbelt-LP, da al denne dejlige musik jo ikke kunne indeholdes på en enkelt LP's maksimale 40 minutters spilletid. Så min dejlige sommeraften i 2016 gik med næsten 1½ times Bryan Adams-musik fra 1991. Og sagt med al respekt for mandens - og det medfølgende bands - musikalske kunnen; det er alt rigeligt!   Det kan være lidt tarveligt at bedømme et album på 25 års bagkant, så jeg skal forsøge at lade være. Jeg vil dog gerne pointere, at når skæring efter skæring drøner derudaf med guitarer og hæs stemmeføring, så bliver det pinagtigt tydeligt, at diversiteten i såvel sangskrivning som udførelse er mangelfuld, for ikke at sige fraværende, på denne voldsomme udgivelse. Faktisk lyder det hele ganske ens, og eftersom der ikke for alvor er kant på hverken musik eller tekster, så må jeg blankt erkende, at jeg ikke blot driftede mentalt væk adskillige gange under lytningen, men at jeg faktisk også tog mig rigtig god tid til at vende og skifte pladerne.   Det er længe siden, jeg sidst satte Bryan Adams på pladespilleren, og jeg er alvorligt bange for, at der vil gå en rum tid, inden jeg gør det igen.