Buddy Guy 90 år

Det grænsede til nær naturstridigt at være i så fænomenal musikalsk og fysisk god form, som Buddy Guy lod til at befinde sig i under sin annoncerede afskedsturné i 2024-25, mens han aldersmæssigt pendlede mellem 88-89 år stadig i fuldt entertainer vigør under leveringen af the Chicago blues tilsat lige dele soul og funk samt en skefuld rock og rul i et heftigt ekstatisk mikstur, kun Guy så ud til at kunne præstere.

Buddy Guy (født den 30. juli 1936 i Lettsworth, Louisiana, navngivet George Guy) har henover knap otte årtier toppet sine liveshows med vildmandsvirile wah wah pedalsoli, mens han hamrede igennem vokalt, så en del 10-20 år yngre kolleger kom til at lyde som pensionerede sutsko bærere sammenlignet med bluesveteranen, der under koncerterne evnede at få guitaren til at gå fra en sagte hvisken til et hysterisk vræl i fuld kontrol.

Som oftest iklædt kasket og polkaprikkede skjorter, der matchede den seksstrengede potensforlænger, styrede Guy den internationale bluesscene, og Born To Play Guitar fra 2015 demonstrede sammen med The Blues Is Alive and Well (2018), The Blues Don't Lie (2022) og Ain't Done with the Blues (2025), hvor skabet skal stå indenfor genren. Dette gælder også Best In Town fra 2013-albummet Rhythm & Blues.

Nummerets titel lyder som en pænt pralende programerklæring tilføjet tonsvis af gnistrende guitarudladninger på en skridsikker funky bund. Kort sagt dedikeret professionalisme, der bør aftvinge metervis af veneration for en så hårdtarbejdende mand som Guy, der er forblevet tro mod sit udgangspunkt samt de sociale og menneskelige idealer, en barsk opvækst i det sydlige og raceopsplittede USA utvivlsomt har lært ham værdien af.

Guy, der har knoklet på med den berømte 12-takters form siden midten af 50’erne og gjort tro tjeneste som session- og koncertguitarist hos blueskoryfæerne Muddy Waters, Howlin' Wolf, Little Walter, Sonny Boy Williamson og Koko Taylor, oplevede en større renæssance med solopladerne Damn Right I’ve Got The Blues (1991), Feels Like Rain (1993), Slippin’ In (1994) og Heavy Love (1998).

De nævnte er yderst kompetente bud på en opdatering med respekt for traditionen af den oprindelige blues, som 
Guy er vokset op med i Chicago, Louisiana og omegn.

Når man lytter til hele solokataloget af 20 studie- og 15 liveudgivelser fra 1967-2025, er det ret forståeligt, at berømte instrumentkolleger som Jimi Hendrix, Jeff Beck, Eric Clapton, Stevie Ray Vaughan og Keith Richards samt de nyere i klassen repræsenteret af Gary Clark Jr. og John Mayer har værdsat Guys færdigheder på gribebrættet, for rammes den rent bagi,  er Buddy Guy tæt på at være Best In Town.

Det er tilsvarende værd at dykke ned i Buddy Guys mangeårige samarbejde med den virtuose mundharpe spiller Junior Wells, der har resulteret i 11 albums fra midten af 60’erne frem til 1993. Det er desuden blevet til ni Grammy Awards, en Lifetime Achievement Award, en the National Medal of Arts, en Kennedy Center Honors og optagelse i Rock & Roll Hall of Fame i 2005, hvilket burde have fundet sted lang tid forinden Guys status taget i betragtning skabt i en karriere, der samlet set har stået på i 70 år.

Buddy Guy kan ydermere opleves i en mindre rolle i den multi-Oscar vindende film Sinners, hvis soundtrack af ægte rootsmusik i en mere moderne indpakning han har bidraget til på et par enkelte sløringer. Bill Wyman, forhenværende bassist i The Rolling Stones, et band Guy har øvet betydelig indflydelse på, har formuleret essensen af det hele præcist og rammende i et interview fra 2011, da The Blues Man fyldte 75:

‘Guitar Legends do not come any better than Buddy Guy. He is feted by his peers and loved by his fans for his ability to make the guitar both talk and cry the blues. Such is Buddy's mastery of the guitar that there is virtually no guitarist that he cannot imitate.’