Genrer
Buddy Holly: 20 golden greats
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 92
I midt-70’erne startede pladeselskabet EMI albumserien 20 golden greats, hvor de samlede 20 af de mest populære numre fra en af deres kendte kunstnere. Blandt dem, der fik lavet sådan et album kan nævnes The Beach Boys, Nat King Cole og Diana Ross, men det album fra serien, der huskes bedst, er nok det med Buddy Holly. Jeg tror, det til dels har noget at gøre med, at Buddy Holly aldrig fik lavet noget særlig definitivt album i sin korte levetid. Jovist, der er en del klassiske sange på især hans to første albums, men jeg ville have svært ved at anbefale dem for at introducere Buddy Holly til nogen, der ikke kender ham – der er simpelthen for mange fyld-numre, der ikke holder. Opsamlinger er en bedre måde at blive introduceret til Holly. Derudover fungerer Buddy Holly godt til denne albumserie, da hans numre generelt er rigtig korte, så 20 tracks bliver ikke for stor en mundfuld. Albummet varer trods de 20 numre blot 45 minutter, så man får en mere fyldestgørende oplevelse end studiepladerne, der alle varer under en halv time, men samtidig er oplevelsen relativt kompakt
Nu er jeg ret glad for en del Buddy Holly-sange, men jeg må alligevel erkende, at der er mange punkter, hvor hans musik ikke har ældet med ynde. Teksterne er spækket med klichéer, og nogle gange er disse klichéer hele omdrejningspunktet for nummeret. Man mærker aldrig særlig stor følelsesmæssig dybde, ikke større end at det er rart at være forelsket. Især de triste sange har derfor svært ved at ramme mig. "Raining in my heart" er nok det bedste eksempel på en sang, jeg ikke føler for - regn repræsenterer sorg, det er alt for bogstaveligt til at tage seriøst. "Words of love" bliver, trods den lykkelige stemning, også alt for sødsuppeagtig, og koret er arrangeret, så det nærmest lyder som en smølfesang. De to covers, der er inkluderet, er heller ikke meget værd i sammenligning med originalerne af hhv. Chuck Berry og Bo Diddley. Hollys scenepersona har altid været den pæne dreng i klassen i forhold til mange af de andre tidlige rock and roll-musikere. "Brown eyed handsome man" og "Bo Diddley" er numre, der kræver mere attitude, ja hele pointen bag sidstnævnte er egentlig niveauet af attitude, og der kan Holly altså ikke følge med.
Sætter man pladen på med en forståelse for hvilken tid, musikken springer ud af, er der dog rigeligt med godter. Det er stort set altid kærlighedssange, melodierne er simple, og teksterne er ej heller stor poesi, men meget af musikken kan alligevel sætte et stort smil på læben. Især første side af pladen, hvor man finder klassikere som "That’ll be the day", "Peggy Sue", "Everyday" og "Not fade away", er værd at lytte til. Her er det mest numre fra Hollys to første studiealbums, mens anden halvdel hovedsageligt kommer fra diverse singler eller posthume udgivelser. Mange af dem er en lettere tynd kop te, som jeg ikke tror, jeg vender tilbage til. De har dog placeret "Rave on", muligvis Hollys bedste sang, på denne del af pladen, og når det gælder Hollys knap så rockprægede sange, har jeg et svagt punkt for "True love ways", der efter min mening er Sinatras stemme værdig. I det store hele, selvom der ikke er nogen sange, jeg savner på 20 golden greats, er kvalitetsniveauet stadig meget svingende, og jeg tror, at man skulle trimme opsamlingen ned til 10-15 numre, før den nåede sit fulde potentiale.