Genrer
Buzzcocks: Singles going steady
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 358 på listen.
Punk har altid afveget meget fra poplandskabet. Især i 70'erne var det svært at forestille sig en blanding mellem de to genrer. Ikke desto mindre skete det rent faktisk med gruppen Buzzcocks, der lavede nogle sjove, generelt radiovenlige pop-punk-sange i 70'erne. Mange af deres bedste numre blev kun udgivet som singler, og i 1979 blev alle deres hidtidige singler og B-sider samlet på albummet . Første halvdel af pladen består af A-siderne, anden halvdel af B-siderne, hver især opstillet kronologisk. Den kronologiske opstilling bidrager ikke rigtig noget til albummet, da man ikke bemærker en vanvittig udvikling gennem de sølle to år, opsamlingen dækker over. Denne korte tidslomme gør til gengæld albummet rigtig konsekvent. Man kan slet ikke høre, at alle disse numre ikke var lavet til samme album, og derfor er denne opsamling faktisk generelt opfattet som gruppens hovedværk. En anden faktor er nok, at singlerne er konsekvent fængende, sjove og følelsesrige.
Et gennemgående problem ved opsamlinger, der opstiller A- og B-sider fuldstændig separeret, er at B-siderne bare hober sig op som en stor bunke andenklassesmateriale. Det er dog ikke tilfældet her. Jovist, A-siderne er stadig generelt bedst, men B-siderne er også rigtig gode. "Whatever happened to ?", "Oh shit!", "Noise annoys" og "Why can't I touch it?" er alle rigtig stærke sange. De er generelt ikke nær så poppede som A-siderne, men de har masser af attitude og energi. Men som sagt er A-siderne endnu bedre, og det kræver ellers en del. Jeg elsker virkelig numre som "Orgasm addict", "Love you more", "Ever fallen in love?" og "Everybody's happy nowadays", da melodierne er tidløse, og spilleglæden er enorm. Sangene er alle rigtig simple, men til gengæld er de fleste korte. Kun tre af de 16 sange på pladen er over 3½ minut, og disse tre er alle b-sider. De korte numre gør, at albummet konstant føles friskt, men alle sange er dog lange nok til at efterlade et indtryk.
Hvis man har svært ved at komme ind i punkverdenen, så er Singles going steady uden tvivl sammen med debuten af Ramones og Dookie af Green Day en af de letteste plader at starte med. Alle sangene er stærke, men de minder dog også alle om forholdsvis traditionelle popsange. Der er selvfølgelig variation i opbygningen, men intet her er progressiv rock, og intet her er skrålen om anarki. En hel del af sangene handler faktisk om kærlighed, et emne punkmusik hidtil havde undgået ret flot. Man kan på sange som "Everybody's happy nowadays", "Whatever happened to" og "Why can't I touch it?" høre en hel del af det, der ville blive til moderne indie-rock. Bands som The Strokes, Franz Ferdinand, The Libertines, Arctic Monkeys og Yeah Yeah Yeahs har uden tvivl lyttet til denne plade. Singles going steady er en af de helt store punkplader. Hvis du elsker genren, så er det virkelig et must-listen, og hvis du ikke kender så meget til den, er det et godt sted at starte.