Carl Nielsen: Min fynske barndom - kommenteret udgave

Betagende barndomserindringer

Carl Nielsen: Min fynske barndom – Kommenteret udgave. Odense Bys Museer, 2015

Danmarks store komponist, som i år er blevet fejret gevaldigt, udtrykte sig ikke kun i toner, men også gerne i ord – det talte og det skrevne. Som 62-årig skrev han sine barndomserindringer Min fynske barndom. Bogen er i dag en klassiker blandt selvbiografier, og det er ikke fordi, forfatteren også var en stor komponist, men simpelthen fordi, bogen er en velskreven lille perle, der er blevet genudgivet og læst igen og igen siden 1927.

Denne sommer har Odense Bys Museer udgivet Min fynske barndom i en kommenteret udgave. Det betyder næsten 100 sider oveni, hvor vi får et væld af nyttige noter.

Selve den oprindelige Min fynske barndom fylder i denne udgave såmænd kun 140 sider. I tidligere udgaver fra Martins Forlag har en mere luftig typograf spredt teksten over 180 sider.

Men ordene er naturligvis de samme, og ved genlæsningen gribes jeg igen af den glæde, Carl Nielsen udstråler i beskrivelsen af de nære, dagligdags oplevelser. I indledningen reflekterer han over det generelle spørgsmål ved barndomserindringer: Hvad er oplevede erindringer og hvad er efterrationaliseringer efter det, man er blevet fortalt? Nuvel, man skal vist være en knastør historiker for at vægte dette spørgsmål særligt højt, når erindringerne bliver fortalt så nærværende og levende som her.

I denne udgave er der fortløbende fodnoter, der oplyser om variationer mellem selve den trykte udgave, et håndskrevet manuskript og et maskinskrevet manuskript. Og det er oftest ubetydelige, sproglige ændringer.

Min fynske barndom giver smukke beskrivelser af det helt lille barns oplevelser – og også reflektioner genfortalt af den voksne mand om eksempelvis fundet af noget så eksotisk som en galoche. Senere får musikken en mere og mere fremtrædende rolle, og beskrivelserne af moderen og faderen er intense. Ifølge Carl Nielsen er det hos moderen, den dybe musikalitet ligger; det er hér, Nielsen viser den sande kærlighed. Udadtil er det faderen, der er den musikudøvende, men her fornemmer man en knap så stor varme i beskrivelserne som om moderen.

Senere kommer ansættelsen som militærmusiker i Odense, hvor Carl som den ubetinget yngste suger til sig af ”de voksnes” beretninger. Her modnes drengen, og Carl Nielsen skriver mere floromvundet om den ankomne pubertet – et område, der senere er forsket og gisnet en del om.

Carl Nielsen skal videre med musikken, og så er det nødvendigt at komme til hovedstaden, hvorved hans fynske barndom slutter. I første oplag af bogen slutter den meget brat; i senere udgaver bløder Nielsen mere op og beskriver det første besøg på musikkonservatoriet i København og den svære snak med faderen. Moderen bakker Carl op, men faderen mener, at musikken er en for usikker levevej. Bogens slutning beskriver fint den ændring i forholdet far/søn, som bliver til forholdet mand/mand.

Herefter får vi i denne kommenterede udgave knap 50 sider kommentarer, som er en guldgrube med personalhistoriske og geografiske oplysninger om alle de personer og steder, Carl Nielsen nævner. Det er lige fra 25 linjer om den onkel Lars, Nielsen nævner i en bisætning, til en præcis adresse på en nævnt gård. Så kan jeg da lige kigge, næste gang jeg kører forbi …

Enestående efterskrift

Efterskriftet er en yderst velskrevet og tæt artikel, der indledningsvist beskriver tiden efter 1864 som baggrund for Carl Nielsens tid. Vi får en spændende beskrivelse af Min fynske barndoms omstændelige tilblivelsesproces og et personligt, reflekterende referat af bogen. Her fremhæves musikken, og det er især musikken i naturen: lydene, klangene, som Nielsen blev inspireret af i sit komponistvirke.

Men hvem har skrevet dette skrift? Her må vi helt om til bogens sidste side for at finde kolofonen, som kan oplyse, at efterskriftet er af Ejnar Stig Aksgaard, som er senior curator på H.C. Andersen Museum.

Mod slutningen af bogen får vi ”Selvbiografiske småstykker skrevet før udgivelsen af Min fynske Barndom”. Det drejer sig om ti småstykker med emner, der behandles i Min fynske barndom. Det er betegnende, at Nielsen her fortæller mere frit uden at have tjekket sine kilder synderligt; disse unøjagtigheder er blevet luget ud i selvbiografien.

Naturligvis slutter Min fynske barndom – Kommenteret udgave med et omfattende personregister. Jeg kunne også godt have ønsket mig en litteraturliste for fuldstændighedens skyld.

Men jeg sidder med en fantastisk dejlig bog, og genlæsningen har gjort godt. Og så har jeg fået alle disse ekstra oplysninger, som vi er mange Carl Nielsen-tilhængere, der er glade for.

Samtidigt med denne bog udkom I Fyn er alting anderledes – en antologi om Carl Nielsen og hans fynske baggrund, og disse to bøger fra Odense Bys Museer supplerer hinanden fortrinligt. Og de er oven i købet udgivet til en billig penge, så det er en oplagt gaveidé til en musisk ven.

Go’ fornøjelse!