dummy

Carl Nielsens Kvintet for blæsere

5-08-2018
Gitte Lose, Gladsaxe Bibliotekerne

Det er altid en fornøjelse at høre Carl Nielsens Kvintet for fløjte, obo, klarinet, horn og fagot, opus 43. Kvintetten er skrevet i løbet af et par måneder i 1922, lige efter at Carl Nielsen havde komponeret sin femte symfoni.

I et brev til sin kone billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen skriver han: ”Jeg har arbejdet meget stærkt på min nye Kvintet og om et Par Dage er den minsandten helt færdig, da det morer mig meget. Det er underligt at Mennesker roser En for det, man ikke kan lade være med at gøre og som oven i købet er en Fornøjelse for en selv.”

Kvintetten består af tre satser, i den sidste hører man variationer over Carl Nielsens melodi til salmen ”Min Jesus lad mit hjerte faa”.

Carl Nielsen blev inspireret til at skrive værket efter at have hørt et Mozart-værk spillet af Københavns Blæserkvintet., som kvintetten er skrevet til.

Oprindeligt var det Carl Nielsens tanke, at han først ville skrive kvintetten, og gennem kompositionen karakterisere Københavns Blæserkvintets musikere og deres instrumenter. Siden ønskede han at komponere en koncert for hvert instrument i kvintetten. Han nåede dog kun at skrive fløjtekoncerten til Holger Jespersen, der havde erstattet Paul Hagemann i Køben-havns Blæserkvintet og klarinetkoncerten til Aage Oxenvad ( ifg. covernoter af Geoffrey Thomason, 1999 til Wind Chamber music – complete edition , IV . Kontrapunkt).

Blæserkvintetten blev spillet første gang ved en privat koncert den 24. april  1922 i Göteborg, siden fulgte den offentlige fremførelse den 9. oktober i Odd Fellow Palæet i København samme år. I den mellemliggende sommer havde det været nødvendigt at rekonvalescere sig efter en hård arbejdsperiode, og det gjorde Carl Nielsen blandt andet ved at lære at strikke.

Lyt til blæserkvintetten f.eks. med Selandia, der består af musikerne Ingrid Holck, fløjte, Niels Eje, obo, Bo Sand, klarinet, Allan Bendsen, horn og Klaus Frederiksen, fagot. De indspillede blæserkvintetten i 1998.

Lån cd'en fra dit nærmeste bibliotek