Carl Winther & Karl-Martin Almqvist: A ballad moment

Jeg vil til enhver tid nævne A love supreme eller for den sags skyld Ascension som vigtige John Coltrane albums, før jeg nævner kvartet-pladen Ballads. Faktum er dog at jeg har hørt Ballads meget mere end de andre - det er måske det jazz album jeg har hørt allermest. Hvorfor er det vigtigt at nævne? Jo, det handler om, at Ballads er en plade, der kan spilles på alle tider af døgnet, ligegyldigt hvilket humør jeg er i og hvem jeg er sammen med.

Pianisten Carl Winther og tenorsaxofonisten Karl-Martin Almqvist, svenskeren fra DR Big Band, er i gået samme retning med A ballad moment. Sammen med bassisten Johnny Åman og trommeslageren Anders Mogensen har de lavet en brugsplade. En af den slags plader, hvor man begynder at ryge igen og drikker sig småfuld på en tirsdag aften. Moonlight in Vermont, Autumn in New York, Old Folks og andre klassiske standards i balladetempo flyder behageligt fra kvartetten.

Man kan selvfølgelig også vælge en mere ædruelig vej, når pladen skal høres. Det er under alle omstændigheder klassisk jazz spillet af fire musikere der ikke kan lade være.

Det er egentlig underligt, selv om der helt sikkert er kloge folk, der har sagt og skrevet noget om det. Det er så let og ukompliceret at lytte til, at det ikke kræver flere afspilninger før det er kravlet ind under huden. Samtidig er det så pissesvært at spille. Det lyder ikke bare godt - men himmelråbende godt. Det er Oscar Peterson og Niels Henning Ørsted Pedersen - to musikere der befandt sig godt sammen i musikken der hyldes på The Touch.

Det er pianisten Søren Kristiansen og bassisten Thomas Fonnesbæk der hylder instrumentkollegerne på The Touch - Aftrykket eller Finessen. Det som bliver siddende. Peterson og NHØP var unikke fordi de var virtuoser, teknisk uovertrufne og i en særlig forbindelse med instrument og musik. Derfor satte de et dybt aftryk i jazzen og såmænd også på hinanden.

Det er Kristiansen og Fonnesbæks idé om hvordan Oscar Peterson og NHØPs musik kan spilles i dag. “Klassisk musik” - men improviseret, som de skriver i pladens liner notes.

De spiller bla. On danish shore, der er noget så sjældent som en fælles OP og NHØP komposition. Fonnesbæk kaster sig straks ud i et solostykke der hylder det som vi elsker NHØP for. At spille et voldsomt kompliceret melodistykke, der får højtalerne til at smelte som smør. Kristiansen holder sig ikke tilbage og sidder helt fremme på klaverstolen. Det er et fint udvalg af mindre forudsigelige sager, som eks. Night Child og det helt indlysende afsluttende “pop”hit Hymn to freedom. The Touch er flot og nutidig hyldest til to af de allerstørste.