Genrer


Carmina Burana - tværs over Jylland
Med besættende rytmisk råstyrke og sanselig energi handler Carl Orffs kantate Carmina Burana for stort kor og orkester om menneskets inderste drifter og længsler i en musik, der hypnotiserer og forfører.
Værket opføres i et stort anlagt samarbejde mellem Randers Kammerorkester, Det Jyske Ensemble, Prinsens Musikkorps, Musik- og teaterhuset Værket i Randers, Tinghallen i Viborg og Musikteatret i Holstebro med tre koncerter på tværs af Region Midtjylland. Første koncert spilles fredag den 9. marts 2012 kl. 19.30 i Værkets Store Sal i Randers, og derefter følger to opførelser søndag den 11. marts kl. 16.00 i Tinghallen, Viborg og tirsdag den 13. marts kl. 19.30 i Musikteatret, Holstebro.
Koncertoptakt
Inden koncerten på Værket fredag den 9. marts bliver der kl. 18.30 afholdt optakt i Koncertsalen. Som en del af billetprisen vil man få en introduktion til Carl Orffs Carmina Burana ved Christina Dahl fra Det Jyske Ensemble. Pladserne bliver her fordelt efter "først-til-mølle-princippet".
350 musikere og sangere på scenen
Foruden et stort udvidet orkester står næsten 300 sangere på scenen, alt sammen under ledelse af David Riddell på dirigentpodiet. Som sangsolister medvirker den engelske sopran Lisa Rijmer, tenoren Gert Henning-Jensen og barytonen Hans Dueholm. Koret består af kor fra tre midtjyske gymnasier samt Randers Bykor. Alt i alt vil der fordelt på kor, orkester og solister sidde omkring 350 medvirkende på scenerne i Randers, Viborg og Holstebro.
Direkte kraft og lidenskab
Carmina Burana er et værk med en umiddelbar tiltrækningskraft, en rytmisk fremdrift og en inciterende energi, der giver en umiddelbar følelsesmæssig reaktion. Værket er særlig velegnet til en opførelse, hvor det store kor hovedsageligt består af unge sangere. For både de medvirkende og publikum vil opførelsen af Carmina Burana understrege, at klassisk musik indeholder både kraft, lidenskab og direkte appel. Det er ikke nogen tilfældighed, at musikken fra Carmina Burana optræder i utallige sammenhænge som intro til rockkoncerter, på film og tv, bl.a. i udsendelsen X-factor.
Drikkeviser og kærlighedssange
Carmina Burana bygger på en række middelalderlige digte, drikkeviser og kærlighedssange, der blev samlet i 1200-tallet af munke ved klostret Benediktbeuern i Bayeren. Digtene blev genfundet i 1803 og beskriver bl.a. nogle af menneskets fornøjelser og synder som drikkeri, begær og frådseri. Carl Orffs musik til teksten er skrevet i 1930'erne, men giver ikke desto mindre et levende indtryk af middelalderens brogede folkeliv med mennesker, der lever i et spænd mellem frygtsom elendighed og overstadig fest, alt sammen lagt i hænderne på henholdsvis kærligheds- og skæbnegudinden.
Der er lagt op til en storslået oplevelse, så det er bare med at sikre sig en billet.
Carmina Burana var januar måneds tema i P2 og BibZooms lytteklub.
Kilde: Randers Kammerorkester