The Carpenters: The Singles 1969 - 1973

Som jeg vist tidligere har nævnt, havde jeg den store lykke at vokse op i et hjem, hvor der blev sat stor pris på underholdning - og musik. I min erindring kørte radioen uafladeligt i baggrunden fra vi stod op, og indtil vi blev kaldt ind for at spise (for vi legede naturligvis udendørs med vores venner).

Det betyder, at der knytter sig en del erindringer til den form for pop-musik, der oftest blev lyttet til på DRs radiokanal for den brede underholdning, P3, op igennem 1970'erne. Dér var sgu'tte meget Led Zeppelin, Black Sabbath, Steppeulvene, Pink Floyd eller J.J. Cale. Til gengæld var der rigelige mængder af Shu-bi-dua, Abba, John Mogensen, Beatles (den lette afdeling) samt - The Carpenters. Og i et klokkeklart anfald af rendyrket nostalgi og en lille klump i halsen hjembragte jeg derfor The Singles 1969 - 1973 for en rund femmer fra den lokale brugtpladebiks for et par år siden.

The Carpenters må være forældrene til alle former for pop-musik i dén lette genre, der næsten er easy-listening. Kernen var søskendeparret Karen og Richard Carpenter, hvor Richard skrev og/eller arrangerede samtlige numre, mens Karen var den sødmefuldte stemme i forgrunden, og omkring dem flød så en rig og fyldig orkestrering på en lang række hits, hvad der afstedkom helt enorme salgstal for deres albums. The Singles... er opsamlingen af de første fire års gigant-succes, hvor mange af netop de sange og melodier, som jeg hørte i radioen, er repræsenteret.

Først og fremmest fungerer pladen som en rendyrket tidsmaskine. Der findes meget få numre på albummet, som jeg ikke, helt eller delvist, kan synge med på, og alt andet lige; det er fandeme en kunst at skabe pop-musik, der kan ramme så bredt - og som garanteret ikke har stødt så meget som en enkelt datidig lytter fra sig. Det er sømløse, flot arrangerede, gennemmelodiske stykker uden en eneste kant, grat eller revne, som man kan slå sig eller skære sig på. Det er kærlighedssange og hyldester til alt, hvad der er pænt og rigtigt, og så alligevel... Der løber lidt en næppe hørbar understrøm af let melankoli under alt det, der ellers fungerer fantastisk som lounge-, elevator- eller supermarkedsmusik.

Men hvad kan jeg næsten sige; det er muligvis inderligt præget af en Disney-farvet erindring om barndommens brune farver og varme stue, mens dampradioen kører for fulde drøn, men jeg har altså en svaghed for skidtet. Også når det bliver aldeles campet og kitchet, som fx i "Sing", hvor den får hele udtrækket med børnekor, der synger med på omkvædet:

Sing, sing a song
Let the world sing along
Sing of love there could be
Sing for you and me

Det er tæt på at være en Coca-Cola-reklame værdigt....

Eller når den postulerede steel-guitar og Hammond-orglet indleder på "Top of The World" - et af deres helt store, ubekymrede hits. Eller hvad med linjerne "Why do birds suddenly appear / everytime you are near? / Just like me / They long to be / close to you". Mere forkert bliver det bare ikke - og det bliver heller ikke ret meget større...

Det kan godt være, at kritikerne stod i kø for at falde på knæ for David Bowie, Led Zeppelin, Cream, Captain Beefheart og hvad de ellers hed. Men det var The Carpenters albums, der solgte - og det var The Carpenters, der blev spillet i radioerne. Måske råbte køberne ikke så højt op om det - og måske praler jeg ikke med min svaghed for dem - men altså; der er ikke noget, der på samme måde kapsler min barndom i '70erne ind, som The Carpenters (stadig) gør. Det skulle da lige være Emil og Pippi i Børnetimen...