Genrer
The Cars: The Cars
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 282
Nogle gange hører man et album, og det er tydeligt at bandet har været inspireret af et andet band. Sådan noget sker, når jeg lytter til The Cars’ debutalbum, The Cars, der lyder virkelig meget af Queen, bare blandet med new wave. Det er da også produceret af Roy Thomas Baker, som også producerede nogle af Queens mest berømte plader, heriblandt A night at the opera og Sheer heart attack. Den åbner med den bombastiske "Good times roll", der starter som en almindelig popsang, men den udvikler sig eksplosivt, og i slutningen af omkvædene kommer høje, Queen-inspirerede kor på. Pladens bedste sang er efter min mening andet nummer, "My best friend’s girl", og det er en virkelig godt skrevet pop-rock-sang. Den minder stadig meget om Queen, men da forsanger Ric Ocasek langt fra er en Freddy Mercury, må de bruge andre taktikker. Og de gør det til en dejlig stor overdrevet popsang, der efter hvert omkvæd sætter gang i et rigtig sjovt riff.
Det tredje nummer, "Just what I needed", er den første, hvor bassist Benjamin Orr synger for i stedet for guitarist Ocasek, og nej, Orr er ej heller en Freddy Mercury, men en god melodi, det kan de fandeme stadig skrue sammen. Man lærer hurtigt at elske den sjove melodi til "Just what I needed". "I’m in touch with the world" er en ret sær sang. Den er meget langsommere end de andre, og i starten kunne den godt virke kedelig, men der sker mange sære ting i den, der gør den mindeværdig. Den er dog ikke lige den, du sætter på til en fest. Det er til gengæld "Don’t cha stop", der med sit simple, hurtige, fængende omkvæd bare er virkelig sjov at synge med på. Versene er også fulde af energi, og man afslutter denne sang med et stort smil på læben. Linjer som “It tickles my skin-skin” er virkelig svære ikke at smile over. "You’re all I’ve got tonight" er nok den sang, der lyder mest af Queen, men den lyder også som et virkelig godt Queen-nummer. Der er godt samspil på hele sangen, og den ender med at være et af albummets højdepunkter.
Meget afholdt er også "Bye bye love", der ikke er et cover af Everly Brothers-sangen af samme navn. Det er en mere festlig, sjov sang, der arbejder fantastisk med dynamik. Det svært at sidde stille til den, og efterhånden er det ved at gå op for lytteren, at dette er en helt fantastisk pop-plade. Den er også en meget ambitiøs plade, og ingen sang har større ambitioner end "Moving in stereo", der gør lige det, titlen antyder. Det ene øjeblik er sangen i den ene speaker, pludselig er den i den anden. Melodien er meget mørk, og instrumentationen er futuristisk. Det er en af de mest dramatiske sange, gruppen nogensinde har skrevet, og jeg elsker den rigtig højt. Deres kreativitet kulminerer med dette nummer, og de viser, at de er mere end en god Queen-efterligning. De er the real deal. Albummet afsluttes med "All mixed up", der rent dynamisk nok er albummets klimaks. Den lyder ikke kun som Queen, den lyder også som synthpop, en genre, der end ikke rigtig eksisterede endnu. The Cars er en plade, der er mere, end den ser ud til at være. Det er et pop-mesterværk.