Genrer
Celloens Mount Everest
I 1890 var Pablo Casals en dreng på 13 år. Han havde allerede spillet nogle år på caféerne i Barcelona for at få råd til sin musikundervisning. En dag tog hans far ham med ud i byen for at købe noder. Det blev en betydningsfuld dag - både for Pablo og for musikhistorien.
Et fund
Først købte faderen en cello til drengen. Så gik de ind i en gammel musikhandel nær ved havnen.
Pablo begyndte at gennemblade en kasse noder. Pludselig kom han over et bundt krøllede og falmede nodeblade. Det var suiter for cello uden akkompagnement af Johann Sebastian Bach.
"Jeg så med undren på dem," fortæller Casals i sine erindringer. "Seks Suiter for Violoncello Solo. Hvilket trylleri og hvilken mystik gemte der sig bag disse ord? Jeg havde aldrig hørt om disse suiters eksistens, ingen - ikke engang mine lærere - havde nogen sinde nævnt dem for mig. Jeg glemte grunden til, at vi besøgte butikken. Jeg kunne ikke gøre andet end stirre på siderne og kærtegne dem. Det optrin er aldrig blegnet. Selv i dag, når jeg ser på omslaget til disse noder, står jeg igen i den gamle, indelukkede butik med dens svage duft fra havet."
Drengen småløb hjem med sit fund, og det viste sig at være en livsopgave, han havde med under armen. De følgende tolv år studerede han noderne og arbejdede med dem hver dag. Først i en alder af 25 mente han, at han var klar til at spille en af suiterne ved en offentlig koncert. Og han var fyldt 60, før han sad i et studie og indspillede dem. Casals' engagement fik afgørende betydning. De seks suiter blev anerkendt som et af Bachs store værker, og nu til dags går der næppe et år, uden at en ny indspilning af dem ser dagens lys.
Den glemte skat
Før Casals trak suiterne frem i lyset var der gået to hundrede år, hvor de var så godt som glemt. De blev brugt til undervisning i cello, og en sjælden gang blev en enkelt sats pillet ud til opførelse ved en koncert. De blev anset for at være kølige og mekaniske. Schumann hørte til de få, der udtalte sig begejstret om suiternes skønhed, men det afholdt ham dog ikke fra at forsyne dem med klaverakkompagnement, for at de skulle lyde bedre.
Ingen ved præcis, hvornår og til hvem Bach har skrevet disse stykker. Der findes ikke noget manuskript fra Bachs egen hånd; det nærmeste vi kommer er en afskrift, som hans kone har lavet. Men forskerne mener, at suiterne er komponeret omkring 1720.
I årene 1717 til 1723 var Bach kapelmester hos fyrst Leopold i Köthen, og her skrev han masser af instrumentalmusik. Der var to dygtige cellister ansat ved hoffet, Bernard Linigke og Christian Abel, og det er tænkeligt, at Bach skrev suiterne til en af dem. På den anden side kan det også være, at han bare skrev for sin egen fornøjelses skyld. Bach spillede selv cello, og måske har han komponeret disse stykker for at afsøge instrumentets grænser med hensyn til klang og teknik. Man kan sige noget lignende om sonaterne og partiterne for solo violin, der er skrevet omkring samme tid.
Hvad formålet end var - der kom musik ud af det, som er hypnotisk, underlig og skøn.
Form og følelser
I barokken var suiten en almindelig form for underholdningsmusik. Den bestod af en række satser, der indbyrdes var forskellige i tempo og udtryk, men blev holdt sammen af, at de alle var i samme tonart.
Grundstammen i en suite var fire satser med betegnelserne allemande, courante, sarabande og gigue. De franske navne viser hen til, at det oprindelig var danse med hver sit nationale særpræg. Den tyske allemande var en frisk dans i todelt takt. Courante betyder "løbende" på fransk, og denne sats var da også hurtig, i tredelt takt. Sarabanden, som havde sin oprindelse i Spanien, var ganske langsom. I Bachs suiter er dette stedet, hvor han ligesom siger: Nu skal vi tale om alvorlige ting og tænke os om i pauserne. Sidste sats var gigue, efter det engelske "jig", en lystig og hurtig folkedans, hvor man næsten kan se let beduggede briter spjætte omkring på et skibsdæk.
Til sine cellosuiter tog Bach de fire satser, satte et improviserende præludium forrest og anbragte endnu en dansesats mellem den næstsidste og sidste. I de to første suiter er det en menuet, i nummer tre og fire en bourré, og i de to sidste en gavotte, der udgør sats nr. fem.
Vi ved ikke, om Bach udtænkte de seks suiter som et hele, men noget tyder på det. De minder om andre af hans store instrumentalværker, hvor han først har udlagt en kompositorisk jernramme og derefter udfyldt den med den skæreste, abstrakte poesi. Der er seks suiter med seks satser i hver, og de bliver længere og vanskeligere at spille, som de skrider frem. I den femte kræves der scordatura, hvor a-strengen er stemt ned til g. Og den sjette skal spilles på fem strenge, ikke de gængse fire. Musikforskerne har haft meget sjov med at gætte på, om denne suite er skrevet for "viola pomposa", et femstrenget instrument, som netop dukkede op omkring 1720, eller måske en "violoncello piccolo", som Bach vistnok selv konstruerede. Nu til dags klarer de fleste cellister dog at spille suiten på fire strenge.
Hvad er det så for toner, Bach har sat ind i denne ramme? Ja, som så ofte ved hans mesterstykker må man sige: det er en hel verden. Luftigt og jordnært. Åndfuldt og folkeligt. Ofte mærker man dansens rytme og får lyst til at svinge ud på gulvet. Til andre tider glider de små melodier over i ren klang, som fremkalder en vægtløs, ujordisk fornemmelse. Det er ikke længere musik, man hører, men et instrument, som taler med sig selv. Og freden breder sig i sindet.
Nogle lytteforslag
Suiterne er ikke kun noget af det første, der er skrevet for solo cello. De er også det værk, der kommer længst ud i krogene med hensyn til, hvad man kan præstere på dette instrument. Spiller man cello, står Bachs suiter som et bjerg, man må bestige mindst én gang i livet for at vise, hvad man er værd. De store cellister har selvfølgelig været deroppe flere gange, og hver af dem fortæller sin egen version af udsigten.
Da der ikke findes noget originalmanuskript med Bachs anvisninger på, hvordan der skal spilles, har solisten ret frit slag til at fortolke noderne. Og de bliver fremført meget forskelligt - indspilninger af de seks suiter kan variere fra godt to timer til to en halv.
Er man nysgerrig, kan man også høre suiterne på viola da gamba, bratsch eller lut. Spændende at lytte til, men start med celloen.
Casals' indspilninger fra sidst i 1930'erne står stadig som noget af det bedste. Casals mente, at hver suite havde sin egen karakter, som blev anslået i præludiet: nr. 1 var optimistisk, nr. 2 tragisk, 3 heroisk, 4 storslået, 5 voldsom og 6 munter. Manden, som reddede denne musik ud af glemselen, serverer den på én gang groft og majestætisk.
Blandt musikkritikere går Pierre Fourniers udgave fra begyndelsen af 1960'erne for at være den, der kommer tættest på sagens kerne. Førsteklasses teknik, elegant, masser af hjerte. Går man over i den modsatte boldgade og spørger efter den asketiske klang fra et originalinstrument, kommer man ikke uden om Anner Bylsma, der som den første i 1979 indspillede suiterne med autentisk teknik og en tre hundrede år gammel cello. Her blev der sat en standard.
Hjemme hos mig selv står Heinrich Schiffs bud på suiterne, og en meget lignende version finder man hos Torleif Thedéen. Originalinstrument, men med moderne strenge og bue. En umådelig præcis fremlæggelse, tør og nordisk. I længden kunne jeg ikke klare Thedéens kraftige vejrtrækning, men den slags er jo en smagssag.
Skulle der lige nævnes en indspilning til, som er født klassiker, bliver det Steven Isserlis' fra 2005. Den engelske musiker mener, at suiterne kan ses som en skildring af Jesu lidelseshistorie. Derfor er der dog ikke noget røgelse og mystik over hans spil - det er klart og direkte, med en underskøn, blød tone.