dummy

Cesaria Evora

22-08-2018
Gitte Lose, Gladsaxe Bibliotekerne

Den barfodede diva - blev Cesaria Evora ofte kaldt, fordi hun til sine koncerter optrådte barfodet. I 2010 indstillede hun sin karriére på grund af svigtende helbred, og året efter døde hun, 70 år gammel. Men hendes indspilninger kan vi stadig nyde.

Cesaria Evora

Hun blev født i 1941 i havnebyen Mindelo på øen Sao Vicente i Kap Verde (Cabo Verde) der ligger ud for Afrikas vestkyst. Cesaria Evora er nok den bedst kendte fortolker inden for morna - som er den lokale variant af den portugisiske fado. Både fado og morna minder om blues.

Mornas - længsel, tristesse og smerte

Fra 16 års alderen begyndte Cesaria Evora at synge mornas - sange fyldt med længsel, tristesse og smerte - som er gået fra generation til generation i Kap Verde. Cesaria Evora, der sang på kreolsk-portugisisk, blev snart berømt i Kap Verde, men var forholdsvis ukendt på internationalt plan. Hun holdt en 10-års pause i karrieren - som hun selv kaldte de mørke år - men slog igennem internationalt, da hun i Paris i 1988 indspillede cd'en La diva aux pieds nus og de næste år indspillede fire album.

Cesaria Evoras sange handler ofte om landets lange og bitre historie med isolation og slavehandel, men også om den store emigration fra Kap Verde.

Når Cesaria Evora sang -  ofte til akkompagnement af guitar, cavaquinho, violin, accordion, og clarinet, formåede hun at formidle essenssen af sangene, så de også går ind, selvom man ikke forstår sproget. Hun sangikke blot mornas, men også den lidt hurtigere udgave coladeira.

Cesaria Evora, der siden 90'erne turnerede i hele verden, havde og har stadig et stort publikum.

Læs mere om musikken i Kap Verde (Cape Verde),  bl.a. morna og coladeira, på Grove Music Online, der er en del af Oxford Music Online, som du i nogle kommuner kan få adgang til via bibliotekets hjemmeside fra din hjemmepc.

Naturligvis kan du også låne musik med Cesaria Evora