Genrer
Charmerende old-school folk fra The Lumineers
Folk, country og banjoklang er en umiskendelig amerikansk disciplin. Derfor går der også lige et par numre af The Lumineers' album med samme navn før jeg holder op med at have indre billeder af at forsangeren, der mellem numrene kyler en whisky i halsen og krøller sig en stang tobak, før han igen griber til sin guitar og sin klagesang, mens hans makkere istemmer på banjo og trommer, der af og til lyden som en forhåndenværende papkasse. Modsat Lucky Luke er The Lumineers nemlig ikke gået over til stråtygning eller evindelig nikotintyggegummitygning, det her er straight up old school ”alkohol og smøger-musik”. Lyden er stædigt nostalgisk bundet til hvordan traditionel folk-musik skal lyde og har lydt i mange herrens år. Når man er kommet igennem et par numre og de første billeder fortoner sig, bliver bekendtskabet også mere behageligt og melodierne medrivende. Hvis man er uopmærksom et øjeblik, kan man fange sin fod i at stampe med til papkassetrommen.
Det, der charmerer mest, er gruppens tekst- og virkelighedsunivers. Det er mig ubegribeligt, hvordan parkeringspladsen foran en fastfoodrestaurant kan generere poetisk materiale. Det er også lidt svært ikke at trække på smilebåndet over, hvordan "Classy girls" gebærder sig på en roadside bar. Damer med stil kan i et ubesværet snuptag krænge kapslen af en fuldvoksen bajer i en håndevending, men har samtidig så megen klasse at hun ikke kysser mænd i barer. Det er charmerende, men så charmerende er det nu heller ikke. Efter nogen tid med førnævnte stilede damer og forsangerens hæstklynkende længsel efter enten alligevel at få hende til at give sig et trut eller køre en tur i den nye Cadillac, bliver det nok. Det er godt. Men i doser.