Chris Hillman fylder 80 år

Når Chris Hillman d. 4. december i år fylder 80 år, kan han se tilbage på et langt og aktivt arbejdsliv, som bl.a. har indeholdt medlemskab af to banebrydende og stilskabende musikgrupper: The Byrds og The Flying Burrito Brothers.

Ud over sin deltagelse i de to grupper har Hillman været en del af to kortlivede musikkonstellationer, Manassas og Souther-Hillman-Furay Band, han har været frontfigur i den prisbelønnede og storsælgende countryrock-gruppe Desert Rose Band, og desuden har han udsendt en stribe plader alene og sammen med kollegaen Herb Pedersen. Den seneste soloplade, ”Bidin´ my time” fra 2017, omtaler Chris Hillman selv som ”the best album of my solo career” i selvbiografien ”Time between” fra 2020.

Jeg har tidligere her på siden skrevet om albummet ”Bidin´ my time” i artiklen ”Countryrock-veteraner på overarbejde”, og det er også efter min mening et af Hillmans bedste solo-udspil. Albummet indeholder lutter perler, både nye sange og genindspilninger af gamle sange, og fremførelsen af sangene er tæt på perfekt.
En af grundene til det vellykkede resultat er, at udgivelsen var en form for con-amore-projekt for vennen, kollegaen og produceren Tom Petty, der var begejstret for Hillmans vokale samarbejde med Herb Pedersen og gerne ville lave et helt album med parret. Efter indspilningen af albummet ”Bidin´ my time” troede Chris Hillman så, at han igen kunne trække sig tilbage til pensionisttilværelsen, men det var Tom Petty slet ikke enig i: ”What are you talking about? I´m not done with you yet”, udtalte Petty, som gerne ville indspille mere med Hillman – men et par måneder senere var Tom Petty død, og der blev ikke flere albums ud af det samarbejde.

Seks årtier
Chris Hillmans aktive musikkarriere strækker sig over mere end 60 år, selv om de seneste år ikke har budt på meget nyt fra countryrock-veteranen. Pudsigt nok falder Hillmans medlemskab af de grupper, hvori han har slået sine folder, nogenlunde sammen med kronologiens årtier, mens solokarrierens udspil strækker sig over alle årtierne (med undtagelse af 1960´erne).

Hillman startede karrieren i bluegrass-gruppen The Scottsville Squirrel Barkers; men det var med The Byrds, han skabte sig et navn i 1964, og de følgende år var han med til at forme og udvikle den amerikanske vestkystmusik. I starten af The Byrds´ levetid var Chris Hillman kun 19 år, så det var ikke ham, der udstak gruppens kurs. Den ære tilfaldt Roger McGuinn og Gene Clark, som også stod for en del af gruppens repertoire.

Men hen ad vejen fik Hillman en større rolle i gruppen, og på det fjerde album, ”Younger than yesterday” (1967), stod der Chris Hillman ved 5 af albummets 11 sange. Gruppens vigtigste sangskriver Gene Clark havde på dette tidspunkt for længst forladt The Byrds, og Chris Hillman var klar til at tage et hovedansvar sammen med Roger McGuinn og David Crosby.
I 1968 fik The Byrds et nyt medlem, Gram Parsons, som kom til at præge udgivelsen ”Sweetheart of the rodeo”, og året efter forlod Hillman og Parsons The Byrds for at danne The Flying Burrito Brothers, der af mange anses for at være en af de første countryrock-grupper. Til den nye gruppe skrev Hillman en række af sine bedste sange sammen med Gram Parsons, og årene omkring 1970 står som et højdepunkt i Chris Hillmans sangskriverkarriere. Men Parsons ville noget andet, og da han forlod The Flying Burrito Brothers, fortsatte Hillman lidt halvhjertet gruppen et par år endnu med bl.a. sangeren Rick Roberts i front.

Snart var det dog også tid for Chris Hillman til at søge nye udfordringer, og det skete dels sammen med Stephen Stills i Manassas, dels i gruppen Souther-Hillman-Furay Band. Til disse samarbejder fortsatte Chris Hillman med at skrive nye sange, og det var også tilfældet i forbindelse med nogle udgivelser sidst i 1970´erne sammen med de gamle venner fra Byrds-tiden, Roger McGuinn og Gene Clark. I 1980´erne dannede Chris Hillman sammen med vennen og kollegaen Herb Pedersen countryrock-gruppen Desert Rose Band – opkaldt efter en af Hillmans sange, ”Desert rose” – og med denne gruppe opnåede Hillman nogle af sine største kommercielle succeser.

5 formidable albums blev det til med Desert Rose Band i anden halvdel af 1980´erne og starten af 1990´erne, inden det igen var tid for Hillman til at søge nye musikalske græsgange. Det med det nye skal dog tages med et stort gran salt, for i alle Hillmans 1990´er-udspil figurerer navnet Herb Pedersen i en central rolle; hvis noget fungerer godt, er der jo ingen grund til at ændre på det. Hillman og Pedersen udsendte i 1990´erne og i starten af det nye århundrede en stribe ualmindeligt vellydende albums inden for countryrock-genren, alle indeholdende et antal nye Hillman-kompositioner, krydret med sange af de forskellige samarbejdspartnere.

Senere år
I dag er der langt mellem nye initiativer fra Chris Hillmans hånd, men han har jo heller ikke mere noget, han skal bevise. I 2022 gav Hillman sammen med yngre musikere en Desert Rose Band Concert i Nashville, og i 2020 udsendte han sin selvbiografi ”Time between”, opkaldt efter en af Hillmans tidlige sange. Men musikken fra Chris Hillmans mange musikalske samarbejder lever naturligvis videre, og hans talrige sange kører stadig med jævne mellemrum på denne lytters cd-afspiller.

Tilter som ”You can go home”, ”Cody, Cody”, ”Sin City”, ”Bakersfield bound” og ikke mindst ”Wheels” har for længst sikret Chris Hillman en plads i både rockmusikkens og countrymusikkens Hall of Fame: ”We´ve all got wheels/ to take ourselves away/ we´ve got the telephones to say/ what we can´t say/ We´ve all gone higher/ and higher every day/ come on wheels, take this boy away”.

Som Chris Hillman selv udtrykker det et sted I sin selvbiografi: “Life is truly grand and I thank God for every walking moment”. Tillykke med den runde fødselsdag og May you stay forever young, Chris Hillman.