Genrer


Christian satte strøm til helteguitaren
Vi kender de berømte strengebetvingere fra 1960’erne og frem – Hendrix, Clapton, Van Halen etc. – men hvem var egentlig den første guitarhelt? Måske finder vi ham på scenen sammen med Benny Goodmans bigband på Restaurant Victor Hugo i Los Angeles en augustaften i 1939, hvor han var blevet sneget ind uden Goodmans viden.
Efter at have spillet på gaden fra tolvårsalderen havde Christian udviklet en spillestil, hvor den nyudviklede elektriske jazzguitar bidrog med melodilinjer og fills på samme måde, som blæserinstrumenterne gjorde det. I første omgang blev han lokal helt i musikmiljøet i hjembyen Oklahoma City og jammede med større jazznavne, der kom gennem byen. Efterhånden nåede rygtet om den unge jazzguitarist med den unikke lyd og spillestil dog resten af USA.
Takket være den legendariske musikproducer John Hammond blev en ellers yderst skeptisk Benny Goodman overtalt til at prøve Charlie Christian som en mulig udvidelse til hans sekstet. Goodman gjorde imidlertid alt for at spænde musikalske ben for Christian, da denne troppede op til audition i Los Angeles en augustdag i 1939, og den voldsomt nervøse guitarist endte med at spille langt under sin formåen.
Overbevist om Christians potentiale fik Hammond alligevel sneget ham med til koncerten samme aften. Da Goodman opdagede den unge Christian blandt musikerne i bigbandet på scenen, blev han voldsomt irriteret og annoncerede, at næste nummer var "Rose Room", som han var sikker på, at Christian ikke kendte. Christian kendte imidlertid sangen ud og ind, spillede solo over tyve (!) omkvæd, fik publikum til at gå fuldstændig amok og blev hyret af Goodman på stedet, da koncerten var slut.
Resten er musikhistorie - på godt og ondt. Charlie Christian definerede den elektriske guitar som soloinstrument og har på den måde skabt den rolle, som snart sagt alle populærmusikkens guitarhelte siden er trådt ind i. Desværre levede han også op til bagsiden af rollen og døde som 25 årig efter at have levet et alt for hårdt liv.
Du kan få historien om Charlie Christian og om resten af elguitarens kultur- og teknologihistorie i Alan di Perna og Brad Tolinskis fantastisk velskrevne bog "Play It Loud". Bogen er på engelsk, men undgår at slå læseren ihjel med nørdede fagudtryk og rummer i det hele taget letlæst storytelling på tårnhøjt niveau!