Chuck Berry 100 år

Manden med den karakteristiske ‘Duck Walk’ som en væsentlig og integreret del af sit sceneshow ville i dag være fyldt 100. Der er tale om Chuck Berry, hvis fulde navn lød Charles Edward Anderson Berry, født den 18. oktober 1926 i St. Louis, Missouri, USA - død den 18. marts 2017 90 år gammel i St. Charles County, Missouri.

Berrys imponerende liste af klassikere udgør grundstenene i rockmusikkens DNA  en genre han stod som en af de absolut vigtigste stilskabere indenfor. Sangenes ringlende og aggressivt udførte åbningsfigurer har dannet skole siden midten af 50'erne, hvor Berry desuden markerede sig som en lyriker med sikker sans for at skildre sin samtid.

Hovedstrømmen af evergreens varede frem til midten af 60'erne, og siden Rock It fra 1979, et ganske hæderligt udspil der udkom efter en længere periode med halv- til heldårlige live- og studieplader, blev det kun til yderligere et album med nyt originalt materiale, Chuck, der først nåede markedet posthumt i juni 2017.

Legendestatussen forsøgte Berry at holde i live med regelmæssig turnévirksomhed ledsaget af lokale bands af mildest talt svingende kvalitet.
Karrieren blev tillige skæmmet af flere sammenstød med den udøvende og dømmende magt, der kostede fængselsstraffe for omgang med mindreårige samt systematisk skattesnyd.

Opbuddet af bands og solister, der har haft fat i numre som Maybellene,. Johnny B. Goode, Bye Bye Johnny, Memphis Tennessee, Carol, Little Queenie, Roll Over Berthove, Nadine, You Never Can Tell, No Particular Place To Go, Rock and Roll Music, Sweet Little Sixteen, Too Much Monkey Business og School Days, er lang som dødehavsrullerne og været til uvurderlig inspiration for The Beatles, The Rolling Stones og et utal af andre navne.

Den ordrige observatør og originale storyteller var i sine velmagtsdage en uforlignelig showman, suveræn sanger og glimrende guitarist med heftigt rykkende riffs som adelsmærke. Som tekstforfatter brillerede han med billedrige fortællinger om et USA i forvandling: Ungdomskultur, hurtige penge, succes og ny livsstil med udgangspunkt i den amerikanske drøm.

Berry fejrede sin 60-års fødselsdag på selve datoen i 1986 bakket op af et sprudlende og hårdt swingende band under ledelse af hans lærenemme discipel Keith Richards sammen med trommeslageren Steve Jordan, Chuck Leavell (keyboards), saxofonisten Bobby Keys, Ingrid Berry (Berrys datter) på vokal og den fantastiske pianist Johnnie Johnson, der optrådte med Berry siden 50'erne. Gæstelisten bød på Eric Clapton, Robert Cray, Julian Lennon, Etta James og Linda Ronstadt.

Mr. Berry havde ellers ikke sjældent for vane at sjuske sig gennem koncerterne med pauvre pickup-bands, hvorefter han forsvandt med en kuffert fuld af kontanter i høj fart mod det nærmeste fly. IRS, det amerikanske skattevæsen, fulgte imidlertid hans gøren og laden, hvilket i 1979 kostede fire måneder i spjældet plus en klækkelig bøde.

Ikke kun Keith Richards, men også Hollywood-instruktøren Taylor Hackford fik under optagelsen af dokumentar- og koncertfilmen Hail! Hail! Rock’n’Roll at mærke, hvor besværlig og excentrisk Chuck Berry kunne være at samarbejde med endda omkring et projektet stablet på benene for at ære ham.

Utallige magtkampe udspillede sig foran og bag kulisserne. Oktober 1987 udkom resultatet af anstrengelserne både som film, cd og lp markedsført af taglinen: ‘The Whole World Knows the Music. Nobody Knows the Man’. 
Det kom verden til, og ikke alt var et lige kønt syn. Den 2. juli 1987 gav Berry koncert på Midtfyns Festivalen, hvor det indforskrevne ensemble blev forstærket af Johnnie Johnson, der med sit virtuose tangentspil hævede niveauet betragteligt.

Også datteren Ingrid hjalp en del på helhedsindtrykket, mens hovedattraktionen  nærmere virkede som en, der skulle have overstået atter en dag på kontoret. Men et koryfæ af den kaliber pynter dog på ens koncert-cv.

Chuck Berry tilhørte, som det tydeligvis fremgår af portrættet, ikke sognets bedste og mest gudsfrygtige englebørn med en plettet straffeattest som uønsket sidegevinst. Desuden trak han pinen alt for langt ud som turnerende musiker, og man kunne godt have undværet at se en fortumlet ældre herre, der redede rundt i sine hits, uden nogen kom ham til undsætning endsige tjekkede stemningen af hans guitar.

Dog vil perlerækken af hits sandsynligvis blive stående i al evighed, og et eller andet sted på kloden sidder der nok stadig en håbefuld guitarist, der er i gang med at øve introen til Johnny B. Goode midt i en virtuel, AI- og SoMe- domineret tidsalder af krise, kaos og konfrontation. Æret være Charles Edward Anderson Berrys minde.