Genrer
Copenhell 2014 – Bibzoom anmeldelse
Copenhell er på mange måder en helt unik festivaloplevelse. For det første er der ingen genre som metalgenren, der formår at samle og dele fans og ikke-fans. Enten ”forstår” man metal eller også gør man ikke. For de udenforstående er der mange misforståelser, myter og fordomme om både musikken og fansene, og som metalhead slås man ofte mod balstyriske klicheer indenfor kategorierne ”stramme bukser”, ”puddelhundehår”, ”80’er falset”, ”galophesterytmer” osv. ”Nothing could be further from the truth” fristes man til at sige, når nu metalgenren rummer en helt fantastisk bredde af musik fra brutal dødsmetal henover melodisk doom med lyriske tekster og til avanceret, teknisk progressiv metal der måske minder mere om fusionsjazz end metal.
Men når man ved første øjekast kigger på hovednavnene ved årets Copenhell, og skæver ud over horderne af glade festivaldeltagere, så kan man godt blive fristet til at dele de føromtalte fordomme – programmet for 2014 domineres af 80’er ikoner, has- beens og grå tindinger blandt andet repræsenteret ved de kommercielt sikre navne som Iron Maiden, D.A.D., Anthrax og Sepultura.
Når det så er sagt, så skal festivalen have ros for også at booke en lang række mere interessante bands med repræsentanter for både hardcore, doom, goth, black metal, death, thrash og stoner rock med navne som Amenra, Avatarium, My Dying Bride, Taake, Obituary, Toxic Holocost og Graveyard.’
Festivalen er gået fra at være en lille, hyggelig og halvobskur Københavnerfestival til på få år at markere sig som en topprofessionel og yderst effektiv og veldrevet biks. Sjældent oplever man en festival med konstant rene og lækre toiletter uden kø, et væld af mad- og drinksboder – også uden kø – hyggelige hang-out områder med sjove vikingetemaer og mulighed for at komme helt, helt tæt på musikerne på to ud af tre af scenerne.
De ydre rammer er helt i top og næsten for professionelle og renskurede til en metalfestival – men der klages ikke. Til gengæld kunne man måske overveje at investere mere i lyd og teknik. Indtil flere af årets koncerter havde temmelig dårlig lyd, og blandt andet Finntroll, Triptykon og Behemoth oplevede masseflugt på den konto. Men lad nu det ligge – Copenhell er, forhåbentligt, kommet for at blive.
Copenhells 2014 lineup var uden tvivl et udtryk for en satsning på det kommercielle og det sikre, frem for en mere eksperimenterende fokus på metalundergrunden eller de mere avantgardistiske bands inden for genren, men der skabes alligevel et unikt og stærkt tiltrængt åndehul for metalelskerne. Musikken og koncerterne er omdrejningspunktet men fællessang i ølteltet og følelsen af at komme ”hjem” blandt ligesindede i sorte uniformer, er mindst ligeså vigtig.
Det var interessant at se den positive udvikling i mængden af kvindelige deltagere. Fra at være en ren mandefestival i de forrige år, er der nu en mere blandet fordeling, måske helt op til 10 % kvindelige metalheads. Aldersfordelingen er også forfriskende, og der ses både babyer i barnevogne iført ørebeskyttelse og en hel del deltagere, der har været med siden metalgenrens spæde begyndelse i slut 60’erne med bands som Deep Purple, Led Zeppelin og Black Sabbath.
De musiske højdepunkter på årets Copenhell var:
Taake
(Black metal)
Anmeldelse: 5/6 ugler
En tordnende, skinger stemme akkompagneret af tre benhårde fyre på strengeinstrumenter, sætter gang i det brag af en koncert, som Taake i 45 minutter fodrede det dystre og metallystne publikum på Copenhell med. Man ænsede dårligt nok deres ankomst, klokken var 11, de var klædt i sort, med den lille, mørke Pandæmonium scene som venue, forsvandt de godt ind hele det dunkle scenarie, kun deres corpse-paintede ansigter lyste op og gave en fornemmelse af, at noget menneskeligt tog sin gang på scenen.
Triptykon
(Avantgarde/doom/black metal)
Anmeldelse: 4/6 ugler
Bandet blev ramt af katastrofal dårlig lyd, blæst og sollys på Hades scenen, så var det en af de bedste koncerter på festivalen. Svejtsiske Triptykons seneste udgivelse Melana Chasmata er ikke uden grund blevet rost til skyerne. Forsanger og avantgardeikon Tom Gabriel Warrior inficerede publikum med sin demoniske og dystre vocal, gennemtrængende Giger guitar og mørke poetiske tekster.
Avatarium
(Doom metal)
Anmeldelse: 5/6 ugler
På trods af, at bandets skaber og sangskriver Leif Eding, også kendt som ophavsmand til legendariske doommetal band Candelmass, havde sygemeldt sig med rygproblemer, så fik det nysgærrige publikum en fantastisk oplevelse. Avatariums første besøg i Danmark bliver forhåbenligt ikke det sidste, og særligt den kvindelige guitarist og forsanger Jennie-Ann Smith imponerede med sin langsomme vibrato og helt særlige fremførsel af de poetiske tekster. Hendes udstråling og tilstedeværelse var ret unik, og hun dominerede og fortryllede publikum på een og samme tid.
Hør debutalbummet Avatarium fra 2013.
Gorguts
(Dødsmetal/teknisk dødsmetal)
Anmeldelse: 5/6 ugler
De teknisk stærke og progressivt orienterede dødsmetallere fra Canada var helt tæt på publikum på den lille Pandæmonium scene. Det var nørdet, jazzet, tungt og ekstremt. Både nakkemuskler og fodvipperiet blev rusket igennem. Gorguts er i en klasse for sig – dødsmetal for feinschmeckere.