Copenhell 2015: Marduk

Marduk startede sine dage som et Deathmetal band i 1990, Norrköpng, Sverige. Efter deres første album, ”Dark Endless” (1992), skiftede de stil og under tre forskellige line-ups, hvor kun guitaristen Morgan Håkansson har været det eneste konstante medlem, har de spillet benhård Black Metal. Med albums såsom ”Those of the Unlight” (1993 med vokaler af Joakim Göthberg (Af Gravf)) og ”Panzer Division Marduk” (1999 med vokaler af Legion) har de redefineret og perfektioneret Black Metal scenen. Det seneste line-up, Morgan Håkansson (guitar), Mortiuus (vokaler) og Devo Andersson (bas), samt skiftende trommer, har udgivet 5 af de 13 studie albums som bandet har produceret, senest ”Frostschwein” fra i år, trommeslageren Frederik Widgis første album. Den store udskiftning har gjort at hvert album har sin egen karakteristiske og markante stil. Hver line-up har haft deres speciale, deres egen fortolkning og vision. Dette gør at fans af de tidligere line-ups nemt bliver skuffede – især da langt de fleste enten hænger til Joakim Göthberg (1993-1995) eller Legion (1995-2003) og ikke til Mortiuus, som værende den førende frontfigur. Det var derfor en stor ærgrelse at Marduk valgte stort set udelukkende at fokusere på deres seneste periode, fremfor deres to tidligere, mere værdsatte line-ups. Det giver god mening at når der kun er et gennemgående medlem, at de nye enten ikke formår at ramme tonerne rigtigt fra de tidligere tider, eller ønsker at vise deres egne værker frem, i stedet for blot hvad bandet er kendt for. Det er af denne egocentriske årsag at koncerten formåede at være uværdig for bandets legendariske navn og skuffende for de gamle fans. Der var så at sige ingen afspilninger af deres klassiske, gode, velansete numre.

Når det er sagt, var det ikke fordi de haltede når de spillede deres nye tracks, men de blegnede bare i forhold til bandets renommé og historik. Deres præstation og brug af lys var mesterlig, men kedelig. Teknisk set spillede det godt. Trommeslageren og Håkansson var yderest dygtige og fik det til at lyde godt. Mortiuus’ stemme var hverken svag, ringe eller mat, men den var heller ikke energisk, interessant eller kraftfuld, sammenlignet med den Marduk stemme man kender fra mange af deres albums. Interaktionen med publikum blev holdt på et minimum, hvilket ikke er uvant for black metal, men det var ærligt talt kedeligt når Mortiuus introducerede sange eller tiltalte publikum. Der var ingen interesse i hans stemme, hans accent var svær at forstå – hvilket måske mere skyldes hans sangstemme, end hans egentlige sproglige formåen og det var bare en ringe koncertpræstation målt på publikumsdeltagelse og engagement (selvom det kunne ses, primært for nye tilhængere, dem der ikke kendte deres historik og diskografi, at mange nød koncerten.) Set i forhold til Taake, hvis albums generelt har en lagt lavere energi og tempo end Marduk, blegnede Marduks nerve i forhold til den meget kraftfulde og underholdende performance som Taake gav på selvsamme scene sidste år. 

I det store hele viste Marduk at de kunne spille, at de havde den tekniske formåen til at fremføre en sublim koncert, men deres manglende engagement på scenen, deres valg af sange og deres foragt for alt før deres tid gjorde koncert oplevelsen til én stor fiasko for mange Marduk fans. Målt på at en stor del af publikum, mest førstegangstilhørere eller tilhængere af deres nye stil, hvilket generelt er mindre dark, langsommere og mindre teknisk interessant og særartet end tidligere, så må det siges at det ikke var en fiasko for alle, så derfor dumper de ikke helt. De kan ikke score en særligt høj karakter fordi de efterlod så mange fans hungrende efter forgangne tider og altså ikke, som man kunne have håbet på, aktivt gik ind og viste de gamle, vrisne, skeptiske fans at det nye Marduk altså hverken var dårligt, kedeligt, eller havde glemt sine rødder. I stedet for at have tiltrukket og/eller tilfredsstillet gamle fans, høstet deres respekt, slog de dem fra sig.