Copenhell 2015: Nuclear Assault

Thrash bandet Nuclear Assault tunede deres første guitarer i midt-80’ernes New York. I 1985, efter at have indspillet Anthrax’s første album, ”Fistful of Metal” i 1984, forlod Dan Lilker (basist) bandet og sammen med John Connelly (guitar og vokaler) formede de Nuclear Assault. Siden deres første album, ”Game Over” fra 1986, har Glenn Evans hamret de tunge trommer. Bandet har haft stor udskiftning af guitaristen (siden 2011: Eric Burke) siden de begyndte, men med undtagelse af ”Something Wicked” fra 1993 har de tre resterende medlemmer været konstante på deres 6 studie albums og 5 EP’s, deres seneste værende ”Pounder”, udgivet i 2015. Efter sigende var de på deres sidste verdensturné i år, men det har man hørt så mange gange før, så man kan håbe på at de vil blaste verden i stykker også i fremtiden.

Ved første øjekast virkede koncertoplægget… udkørt. Scenen var Pandæmonium og den var skrabet for inventar. Et lille banner viste publikum hvem der stod på scenen, men ellers var der ingen projektører, røgmaskiner eller andet pynt på den lille scene. Bandet selv har set bedre dage. Glenn Evans traskede halvtræt ind på scenen og med sit lange, hvide hår, virkede han lettere malplaceret. Dan Lilker lignede med sin høje, tynde figur og sit lange, krøllede hår mere en vansmægtet guru, end en gloværdig bas-fægtende kriger. Eric Burke, i denne gruppe, var overraskende ung at se på. Med sit skæg, sin hovedbeklædning og sit mørke tøj stod han virkelig frem på scenen, men faldt alligevel nemt i baggrunden, bag de garvede og vise mænd. Sidst, men ikke mindst indtråde selveste John Connelly. En lav, korthåret, solbrillebærende mand, som ved siden af tårnet Dan mindede en om Fy og Bi, men hvad han manglede i størrelse havde han fandme i gørelse – og det gjaldt så sandeligt også for resten af bandet. Showmanship, ekspertise og fuld knald på alle toner er nok den nemmeste måde at beskrive koncerten på. John Connellys hoppen og springen på scenen og hans unikke, lyse, mesterlige, stemme hakkede løs over lyrikken, som en industriblender på sølvbestik.

[[{"fid":"4386","view_mode":"default","fields":{"format":"default","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"Nuclear Assault - Copenhell","field_file_image_title_text[und][0][value]":"Nuclear Assault - Copenhell"},"type":"media","attributes":{"alt":"Nuclear Assault - Copenhell","title":"Nuclear Assault - Copenhell","height":1365,"width":2048,"style":"float: left; height: 133px; width: 200px;","class":"media-element file-default"},"link_text":null}]]

 

Hans energi, udholdenhed og beherskelse af thrash-vokalernes kunst lagde publikum ned. Alderen kunne ses, men hele Turbonegro virkede som invalide sammenlignet med hans kræftpræstation. Selvom de andre medlemmer ikke fysisk viste sin gøren i samme frekvens, så var der noget overdrevet fedt over hvordan de, i deres alder og vaklende udfoldelse, roligt, kontant og uden fejl leverede de sprødeste, hårdeste riffs og de hurtigste og perfekte bombastiske trommer fredagen præsterede. Deres fart og intensivitet overgik noget andet thrashband på årets Copenhell. De gav sig også tid til at holde korte pauser mellem deres tracks, for at tilføje en underholdende kommentar, prikken over i’et på det formidable show.

Kort fortalt, hvad der virkede yderest uimponerede til at starte med, overraskede voldsomt positivt. Har man lyttet til deres albums og hørt hvor fantastisk velstrukturerede, vilde, hurtige og mind-blowing de er, kunne man have frygtet at de med alderen havde mistet den aggression, passion og fysiske kunnen der lå bag deres instrumentstyirng, men som de guder af thrash metallens ædle kunst de nu engang er, så havde de selvfølgelig ikke sluppet deres hårde greb om genrens nosser, men er fortsat en af thrashens stærkeste frontsoldater. 

(Foto: Foto 1 - Jacob Dinesen, Devilution. Foto 2 - Henrik Moberg Jessen)