dummy

Copenhell 2025 – afslutning i mørk magi og metallisk storhed

22-06-2025
Niels Mark

Lørdag er som bekendt den afsluttende dag på det fire dage lange metalorgie på Refshaleøen. Og masser af interessante koncertoplevelser ventede i slutspurten.

Den danske trio Terrorpy leverede en overbevisende præstation allerede lørdag kl. 12:45, og som konferencier Carsten Holm måtte konstatere, var det langt fra den blide start på dagen, som de mest tømmermændsramte kunne have håbet på. Trioen, der for alvor har bidt sig fast i toppen af den danske metalscene, skabte sprængfyldt energi foran Gehenna-scenen med et stærkt og energisk show.

Lørdag bød på strålende solskin og perfekt festivalvejr – så længe man huskede at få væske nok indenbords. Fra aftentid blev der for alvor skruet op for den musikalske tyngde med en række heftige koncerter.

In Flames imponerede stort med en hårdtslående koncert inden for den mere melodiske gren af dødsmetal. Bandets medlemmer var tydeligt oplagte og fik for alvor tændt den begejstrede publikumsmasse.

Det danske band Gabestok skabte ligeledes en markant koncertoplevelse med deres særegne tilgang til black metal, inspireret af 70'er-psykedelisk rock og en forfriskende upoleret stil. Bandet leverede et ganske imponerende show på Gehenna-scenen, umiddelbart før et andet ekstrem metal-band gik på Pandæmonium-scenen.

Det britiske band Anaal Nathrakh, dannet i 1999 i Birmingham af multiinstrumentalisten Mick Kenney og vokalisten Dave Hunt, leverede en af dagens mest brutale koncerter. Bandnavnet er irsk og betyder "slangeånde" – et citat fra Merlins magiformel i John Boormans film Excalibur (1981). Musikken var som et slangebid: rå, voldsom og uforudsigelig – og det stod lysende klart for det publikum, der fik en mur af ekstremmetal lige i ansigtet. En koncert, der lagde op til aftenens absolutte hovednavn, Slipknot, et par timer senere.

Dave Hunt var nærværende og charmerede publikum med kommentarer i en herlig britisk accent. Han var tydeligvis benovet over at skulle varme op til Slipknot, men Anaal Nathrakh var i sig selv garant for en ubetinget medrivende og underholdende koncert.

Det Iowa-baserede metalband Slipknot leverede herefter en veloplagt og intens koncert foran et imponerende fremmøde. Hele området foran hovedscenen Helviti var fyldt til bristepunktet, hvilket frontmand Corey Taylor bemærkede og gentagne gange kommenterede undervejs. Hvis man skal tage hans ord for gode varer, er Copenhell hans yndlingsscene – noget der både kunne skyldes den vilde publikumsmasse og den lune sommeraften på Refshaleøen, der viste sig fra sin smukkeste side.

Med afslutningen på Slipknots koncert nærmede årets festival sig sit sidste akt – men hvilken slutspurt, der ventede!

Det tyske thrash metal-band Sodom satte ild til Pandæmonium-scenen med deres kompromisløse og hårdtslående teutoniske thrash metal. Ligesom landsmændene fra Kreator et par dage tidligere, demonstrerede de, hvorfor den tyske thrash-scene stadig står som en værdig modpol til den amerikanske Bay Area-thrash. Sodom gik på en halv time før midnat – desværre kun et kvarters tid før undertegnedes mest ventede koncert skulle begynde.

Det amerikanske progressive dødsmetalband Blood Incantation skulle levere årets sidste koncert på den næststørste scene, Hades, cirka en time efter Slipknot havde lukket hovedscenen for i år. Bandet har eksisteret siden 2011, men brød for alvor igennem lydmuren med deres seneste album Absolute Elsewhere, som har taget metalscenen med storm. Albummet kombinerer elektroniske elementer med progressive rock-vibes, der leder tankerne hen på Pink Floyd.

Blood Incantation havde tidligere på året spillet en totalt udsolgt koncert i Amager Bio, og derfor var der stor interesse for dette sene midnats-set. Som forventet var det netop Absolute Elsewhere, der dominerede sætlisten, og det blev leveret med overbevisning af de fem bandmedlemmer. I modsætning til tidligere ekstremmetalkoncerter var dette en mere introvert oplevelse. Publikum lyttede koncentreret og lod sig opsluge af det fascinerende lydbillede. Måske skyldtes det fire dages metalmaraton, der satte sig i kroppen – men Blood Incantations komplekse lydlandskaber kræver og fortjener også en mere eftertænksom og nærværende opmærksomhed.

Festivalens allersidste koncert blev leveret af det Los Angeles-baserede HEALTH, som med deres markante elektroniske lydbillede bedst kan beskrives som en mørk, industriel udgave af Depeche Mode. Bandet gik på scenen ved midnat og spillede et fremragende timesæt af stemningsfuld, mørk synthrock. Dermed leverede HEALTH en næsten perfekt afslutning på Copenhell 2025 og en koncert, der pressede de allersidste kræfter ud af et dansende og stadig energisk publikum.

Copenhell 2025 leverede et spændende program med stor musikalsk spændvidde og et festivalområde, der endnu en gang overgik sig selv – med et Copenhell Con og et Dark Market, der begge var større og bedre end nogensinde før i festivalens historie.

Foto: Niels Mark

Copenhell 2025
18. - 21. juni 2025