Ctrl+S

Genrer

Børnemusik

Country & Blues

Dance

Dansk

Elektronisk

Folk & World

Funk & Soul

Hip Hop+R&B

Indie

Jazz

Klassisk

Metal

Pop

Retro

Rock

Soundtracks

Undergrund

dummy

Country & western for begyndere

10-04-2012
Jakob Wandam

Country er et udpræget amerikansk fænomen, og her i landet er genren nok lidt ugleset. Derfor er man da også lovligt undskyldt, hvis man ikke ved ret meget om country. Men her er chancen, hvis man har lyst til at snuse lidt til USA's nationalmusik!

Mange opfatter nok country som en slags "underafdeling" af rock'en, men det er faktisk mere rigtigt at anskue den som en selvstændig musikalsk udvikling parallel med f.eks. jazz, blues, soul og rock.

Her kan du læse om country-musikkens udvikling og om dens mange forgreninger. Får du blod på tanden, er der også angivet væsentlige indspilninger, som selvfølgelig kan lånes fra BibZoom.dk eller bestilles via Bibliotek.dk!

Hillbilly

Countrymusikken udspringer af amerikansk folkemusik, særligt fra sydstaterne og området omkring Appalacher-bjergene. Den kaldes i begyndelsen hverken folk eller country, men hillbilly, old time eller fiddle and banjo. Sidstnævnte vidner om instrumenteringen: Udøverne er orkestre (såkaldte "string bands") eller solister, som spiller strengeinstrumenter. Musikken er i første omgang dansemusik (hvortil der danses square dance), og violinen er det foretrukne instrument, med banjoen på en andenplads. Senere bliver også guitaren prominent, især som akkompagnement, efterhånden som vokal bliver mere udbredt. Der er tale om både western- og steel-guitar. Desuden optræder bl.a. mandolin, autoharpe, dulcimer, mundharmonika, kazoo, jødeharpe, redekam og vaskebræt, samt af og til klaver og accordion.

Termen country anvendes fra det øjeblik, genren kommercialiseres, dvs. udgives på plade (termen bliver dog først for alvor udbredt omkring 1950). Der satses bevidst på et publikum bestående af den hvide landbefolkning i de amerikanske sydstater. Fiddlin' John Carson er den første, der rigtig markedsføres som country-artist (Eck Robertson er dog kommet ham i forkøbet som den først indspillede hillbilly-musiker i 1922), men Jimmie Rodgers bliver genrens første superstjerne.

Hillbilly har sin storhedstid i 1920'erne og 30'erne. Ikke alle udøvere er fra landdistrikterne, men efterhånden som genren kommercialiseres, spilles der mere og mere på det landlige præg - i en sådan grad, at band-navne og scenetøj mere end nærmer sig det karikerede. Dermed får countrymusikken det "bonderøvs-image", som stadig klæber sig til den.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: Fiddlin' John Carson, Blue Sky Boys, Vernon Dalhart, Charlie Poole, Jimmie Davis, Uncle Dave Macon, Ernest Thompson, The Skillet Lickers, DeFord Bailey

Cowboy/western

Hvis sydstatsamerikaneren er en bonderøv, så er vesten beboet af cowboys. Sådan er fordommene, og fra vesten kommer da også de "syngende cowboys", som bliver den næste trend i country-genren. Hermed udvides country-begrebet fra kun at omfatte sydstats-hillbilly til at være decideret country & western.

Cowboy/western-musikken (eller singing cowboys) udspringer af den velkendte romantisering af cowboy-livsstilen i "det vilde vesten". Musikalsk har den da også sin rod i sange, som rent faktisk blev sunget af præriens kodrivere. Nogle udøvere synger a capella (som de virkelige cowboys utvivlsomt har gjort), andre akkompagneres af guitar, violin eller mundharmonika. Enkelte er faktisk sande cowboys.

Sangene - for cowboy/western-stilen drejer sig i høj grad om sange - er drømmende og sentimentale. Temaerne er arbejde, heste, helte og vandringsmandens livsstil, samt kærlighedserklæringer til pigen og hjemstavnen.

Subgenren er uløseligt forbundet med Hollywoods forkærlighed for cowboys, og mange udøvere bæres frem af deres optræden på lærredet. De fremfører skønsang, som står i kontrast til hillbilliernes rå, uskolede tone. Og fremtoningen er gerne karikeret og kitschet: Cowboyhat, støvler og pistolbælte. Cowboy/western har sin glansperiode i 1930'erne. I dag har stilen kun få udøvere, men Riders in the Sky er blandt de stadig aktive.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: Tex Ritter, Stuart Hamblen, Sons of the Pioneers, Patsy Montana, Riders in the Sky, Ian Tyson, Carl T. Sprague

Western swing

Western swing skabes i Texas, som altid har været en musikalsk og kulturel smeltedigel, hvor hillbilly møder blues, cajun, pop, polka og uptempo jazz. Subgenrens herkomst tilskrives primært Bob Wills og Milton Brown.

I western swing - som også får "kælenavnet" cowboy jazz - inkorporeres instrumenter som træ- og messingblæsere samt trommer i countrymusikken. Stilen er desuden med til at rodfæste den elektrisk forstærkede steel-guitar som et af genrens centrale instrumenter, omend western swings hovedinstrument stadig er violinen. Visse orkestre er af big band-størrelse. Musikken er både for land- og bybefolkning, for det handler mest om at svinge danseskoene. Samtidig er musikken mere sofistikeret end de forudgående genrer, mest pga. indflydelsen fra jazz.

Storhedstiden for western swing er 1930'erne og 40'erne. I løbet af 1950'erne glider western swing i baggrunden, men bliver dog genstand for en revival-bevægelse i 1980'erne, som holder flere årtier frem.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: Milton Brown, Spade Cooley, Asleep at the Wheel, Tex Williams

Honky tonk

Honky tonk er, som navnet mere end antyder, musik fra værtshusene, de såkaldte "honky tonks" (den hvide mands svar på de sortes "jook joints"). Det er beskidt musik for det arbejdende folk, en industrialisering af bonderøvenes musik, som en naturlig følge af, at industrien overtager en større del af arbejdsstyrken. Landbefolkningen kommer til byen, og honky tonk opstår.

Musikken og teksterne er ikke længere smuk og idyllisk - snarere tværtimod. Selv om der stadig skrives ballader på kønne melodier, er teksterne præget af sortsyn og barske historier, og den elektriske guitar gør for alvor sit indtog i instrumenteringen. Også "honky tonk-piano" bliver et begreb pga. den nærmest aggressive spillestil.

Al Dexter indspiller "Honky tonk blues" i 1936, og i løbet af 1940'erne bliver honky tonk den dominerende country-subgenre. Det sker ikke mindst pga. Ernest Tubb og hans nu elektriske guitar, og selvfølgelig Hank Williams og dennes eminente sangkatalog.

Honky tonks dominans fortsætter op igennem 1950'erne. Samtidig blomstrer der en decideret country-industri op i Nashville, Tennessee, centreret om det allerede legendariske radioshow/spillested The Grand Ole Opry (der helt fra begyndelsen har været central for countrymusikkens udbredelse) og forlægger-virksomheden Acuff/Rose.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: Ernest Tubb, Roy Acuff, Ray Price, Webb Pierce, Marty Robbins, Lefty Frizzell, Al Dexter, The Louvin Brothers, Floyd Tillman

Bluegrass

Modsat hvad mange tror, er bluegrass ikke en ældgammel musiktradition fra Appalacherne, men en country-subgenre, der skabes egenhændigt af Bill Monroe (fra Kentucky, uden for Appalacherne) i 1939. Da chokerer Monroe publikum i The Grand Ole Opry med sit arrangement af "Muleskinner blues". Han bakkes op af The Blue Grass Boys, som giver navn til stilen.

Det, der gør, at bluegrass ofte forveksles med folkemusik, er, at stilen viderefører en række karaktertræk herfra: Den høje, skærende vokal ligger tæt på den gamle, appalachiske "mountain music", mens harmoniseringerne har rødder i sydstaternes kirkemusik. Men bluegrass har også rødder i blues og jazz, og ligheden hermed ses bl.a. i den vigtige rolle, som instrumentale passager spiller. I bluegrass er musikernes spillefærdigheder i højsædet, og folk som Earl Scruggs og Lester Flatt (begge fra Monroes band) nyder godt af denne eksponering.

Bluegrass'ens skin af "gamle dage" skyldes også de romantiske/tragiske tekster samt instrumenteringen, der er koncentreret om strengeinstrumenter, særligt banjo og mandolin. Også violin, guitar (evt. dobro) og bas optræder, og det giver mindelser tilbage til hillbilly-musikkens "string bands".

Bluegrass har sin storhedstid i 1940'erne og 1950'erne, men bliver hos country-publikummet efterhånden udmanøvreret af den mere "moderne" Nashville-lyd (se nedenfor). Til gengæld tager folk-entusiasterne bluegrass til sig i 1960'erne, og i 1990'erne bliver bluegrass et vægtigt alternativ til den mere strømlinede country. Alison Krauss må fremhæves som et af de nye navne, og mens f.eks.Dolly Parton søger tilbage mod traditionel bluegrass, fusionerer andre bluegrass med rock, såsom Railroad Earth og Nickel Creek, eller med jazz, såsom Béla Fleck eller Bill Frisell.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: Earl Scruggs, The Stanley Brothers, The Country Gentlemen, The Dillards, Chris Hillman, Béla Fleck, Nickel Creek, Railroad Earth, The Osborne Brothers, Jim & Jesse (McReynolds), Sam Bush

Rockabilly

Rockabilly er en blanding af country (hillbilly) og rhythm & blues, med udpring i jump blues og western swing. For dens tilblivelse krediteres oftest Elvis Presley, som måske ikke er den første, der således pepper countrymusikken op, men han gør det på en ny, sexet måde - hvad der skaber røre og mistro i det konservative country-miljø.

Instrumenteringen i rockabilly er simpel, gerne blot to guitarer og en gulvbas. Senere kommer også trommer, klaver og saxofon til. Sangeren må gerne stønne, hikke og sukke - og så gør det selvfølgelig heller ikke noget, hvis han kan præstere nogle sexede hoftevrik! Med rockabilly bliver country'ens traditionelle hovedinstrumenter - violin og banjo - dømt gammeldags, og rockabilly'ens popularitet bliver en alvorlig trussel mod Nashvilles gudfrygtige country og bluegrass' bagudstræbende lyd.

Rockabillys glansperiode er dog kort (sidste halvdel af 1950'erne). Presleys militærtjeneste, Jerry Lee Lewis' skandalebryllup og Buddy Hollys og Eddie Cochrans dødsfald får en del af skylden, men ikke mindst "The British invasion" med The Beatles i spidsen bliver rockabillys død, idet det nyetablerede rockpublikum flytter sig herover. Stilen bliver dog genoplivet flere gange, til fordel for bl.a. Brian Setzers Stray Cats.

Rockabilly lader sig vanskeligt skelne fra rock 'n' roll. Man kan dog sige, at rockabilly-kunstnerne har country som udgangpunkt, og det er via rockabilly, at rock 'n' roll får det hvide publikum i tale. Det er ikke førhen lykkedes for sorte rock 'n' roll-kunstnere som Fats Domino eller Chuck Berry.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: Gene Vincent, Eddie Cochran, Sleepy LaBeef, Wanda Jackson, Jerry Lee Lewis, Roy Orbison, The Stray Cats, Billy Lee Riley, Sonny Burgess

Countrypolitan

Nashvilles modtræk mod rock'ens komme er at rette skytset mod det brede pop-marked. Med Chet Atkins i førersædet udvikles the Nashville sound ellerc ountrypolitan, hvor country-sange pakkes ind i strygere og kor for at komme væk fra den traditionelle rustikke lyd. Samtidig cementeres country-industrien i Nashville med et fast netværk af producere (Atkins, Owen Bradley etc.), studiemusikere (Atkins, Floyd Cramer, Charlie McCoy, The Jordanaires etc.), sangskrivere (Boudleaux Bryant, Willie Nelson etc.) og forlæggere (Acuff/Rose etc.).

The Nashville sound opfattes af mange (især i eftertiden) som kønsløs og kedelig. Ikke desto mindre er den ekstremt populær og næsten fuldstændig dominerende i 1950'erne og 60'erne. Desuden lykkes det at få country-ballader ud til det store pop-marked, samtidig med at man holder fast i det konservative country-publikum, for hvem rockabilly har været for vovet.

Ikke desto mindre synges der faktisk ganske kontroversielle tekster, f.eks. "Just because I'm a woman" (Dolly Parton), "D-I-V-O-R-C-E" (Tammy Wynette), "(Pardon me) I've got someone to kill" (Johnny Paycheck) og "The pill" (Loretta Lynn). Og mange af Nashville-musikerne er eminent dygtige instrumentalister.

Countrypolitan bliver begyndelsen til den poppede country, som de fleste europæere nok forbinder med genren. Det er da også i denne periode, at en stor del af de største internationale country-navne kommer frem.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: Chet Atkins, Loretta Lynn, Johnny Paycheck, Eddy Arnold, Johnny Cash, Don Gibson, Jerry Reed, Charlie Rich, Conway Twitty, Porter Wagoner

Bakersfield-country

Som en slags modvægt til Nashville og dens nærmest institutionaliserede country opstår der en anden gren af countrymusikken på den amerikanske vestkyst, centreret især om Los Angeles og en mindre by uden for L.A., Bakersfield, hvor Buck Owens har slået sig ned. Her lever man ikke op til Nashvilles "regler" (f.eks. er trommer bandlyst i Nashville, og man bruger pladeselskabets studiemusikere i stedet for sit eget live-band på plade). I stedet oplever vestkystens country-stjerner en stor grad af kunstnerisk frihed.

Bakersfield-country - også kaldet California sound eller west coast-country - adskiller sig således mest fra honky tonk ved at være mere kreativ eller frisindet mht. instrumentering og produktion. Bakersfield-kunstnerne får ikke deres inspiration alene fra Nashville, men i lige så høj grad fra folk og rock. Honky tonk'ens barske tekstunivers bibeholdes, og ligeledes videreføres brugen af elektrisk guitar (hvilket gør guitarister som Buck Owens og Merle Travis til stjerner), men nu får instrumenterne lov til at "larme" lidt mere. Man mærker tydeligt indflydelsen fra rock 'n' roll og rockabilly.

Storhedstiden for Bakersfield er 1950'erne og 60'erne. Med Glen Campbells komme indvarsles en tid med mere poleret country, som kommer til at præge 1970'erne. Og Bakersfield mister sin position som countrymusikkens væsentligste alternativ til Nashville, da outlaw-bevægelsen (se nedenfor) sætter Texas tilbage på country-landkortet.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: Merle Travis, Bobbie Gentry, Tennessee Ernie Ford, Rose Maddox, Jean Shepard

Outlaw

Outlaw bliver resultatet af en række kunstneres ønske om 'kreativ kontrol', dvs. retten til selv at vælge sit materiale og sine musikere - og gerne retten til selv at skrive og producere sit materiale. Dette står naturligvis i skarp kontrast til the Nashville sound, som efterhånden har udviklet sig til lidt af et samlebåndsarbejde.

Modsat Bakersfield-kunstnerne kommer outlaw-bevægelsen fra Nashvilles indre. Pionererne er folk som Bobby Bare og Roger Miller, men først da det lykkes især Willie Nelson og Waylon Jennings at slå deres navne fast (med den storsælgende plade Wanted! The outlaws), bliver outlaw den nye trend. Det sker i midten af 1970'erne, og da Nelson forlader Nashville for at slå sig ned i sin hjemstat Texas, bliver Austin det nye, vægtige alternativ til Nashville.

Det viser sig hurtigt, at det, de såkaldte outlaws ønsker, ofte er en mere nedbarberet produktion, som bringer mindelser om den originale hillbilly-musik. Samtidig har de en rå, rock'et lyd, som appellerer til et bredt publikum uden at støde de konservative country-lyttere.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: Bobby Bare, Jessi Colter, Kinky Friedman, Tompall Glaser, Ray Wylie Hubbard, Billy Joe Shaver, Townes van Zandt, Don Williams, Hank Williams, Jr.

Country-rock

Selv om rockabilly har været en af grundstenene i rock 'n'roll, tager rockpublikummet efterfølgende afstand fra country. Særligt the Nashville sound har gjort afgrunden dyb mellem de to genrer. Der sker dog tilnærmelser i 1960'erne og 1970'erne, ikke mindst i form af to Bob Dylan-plader, der er indspillet i Nashville (John Wesley Harding og Nashville skyline).

Det bliver dog gruppen The Byrds og medlemmernes forskellige aktiviteter, der lægger hjørnestenen for country-rock. The Byrds tæller, i forskellige konstellationer, bl.a. Chris Hillman og Clarence White (begge med baggrund i bluegrass), Gene Clark og ikke mindst Gram Parsons. Gruppen udgiver den første egentlige country-rock-plade, Sweetheart of the rodeo, og medlemmerne kommer senere til at indspille med bl.a. Doug Dillard, The Flying Burrito Brothers og Emmylou Harris.

Også andre rock-kunstnere flirter med country-genren: Fra hver sin ende af spektret kommer The Everly Brothers og Neil Young, og The Eagles har stor succes med en blød version af country-rock. Den kommer til at danne skole og udvikler sig til den soft rock eller west coast (Californien er hovedsæde for stilen), som præger 1970'ernes voksenradio og forbliver der i de følgende årtier. En lidt hårdere udgave er southern rock, eksemplificeret ved The Marshall Tucker Band, Charlie Daniels og Lynyrd Skynyrd.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: The Flying Burrito Brothers, Charlie Daniels, Poco, Emmylou Harris, Bob Dylan, Dr. Hook, The Eagles, The Everly Brothers, Linda Ronstadt, Buffalo Springfield, The Ozark Mountain Daredevils, The Marshall Tucker Band, The Band, The Allman Brothers Band, Creedence Clearwater Revival

Country-pop

Country-rock'erne får aldrig fodfæste i Nashville, som dog ikke er bleg for at jagte crossover-succes. Her går man imidlertid en anden vej, og hvis man tror, at countrypolitan er det mest poppede, genren kan byde på, tager man således grueligt fejl. I slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne giver country-genren køb på enhver form for jordforbindelse i en slags Nashville-pendant til den disco-bølge, der præger pop og soul på dette tidspunkt.

Resultatet bliver country-pop, som også går under navnene Fifth Avenue eller metropolitan. De store hitmagere hedder Kenny Rogers og Dolly Parton, og de får også stor succes på popmarkedet. Følgelig begynder en række popsangere at inkorporere country i deres materiale, og nogle lader sig genskabe som deciderede country-sangere. Det gælder f.eks. John Denver og Olivia Newton-John.

Filmen Urban cowboy skaber et nyt publikum for country-pop, men det er en dille, som går over. Inden da ser man dog et indtog af mekaniske tyre og line dance til "Cotton eyed Joe" på værtshuse og natklubber.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: John Denver, The Oak Ridge Boys, The Bellamy Brothers, Crystal Gayle, Ronnie Milsap, Tanya Tucker, Billie Jo Spears, Anne Murray

New traditionalism

Tryk avler modtryk, og i midten af 1980'erne opstår new traditionalism (eller neo-traditionalism), en tilbagevenden til countrymusikkens rødder - eller rettere, til flere stadier i dens udvikling. Forskellige new traditionalists trækker på honky tonk, Bakersfield-country, western swing, outlaw etc., men med hver deres meget personlige præg.

Det primære fællestræk for new traditionalism er, at man går væk fra strygere, skønsang og glatte produktioner. Samtidig signaleres et stilskift ved at præsentere kunstnerne i "arbejdstøj" og cowboyhat i stedet for pailletter og farverige kostumer i Las Vegas-stil.

New traditionalism kan dog ikke siges at udkonkurrere country-pop. Snarere eksisterer de side om side op igennem 1980'erne, indtil de nærmest fusionerer i 1990'ernes young country.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: Carlene Carter, Roseanne Cash, George Strait, Nanci Griffith, Jimmie Dale Gilmore, The Judds, k.d. lang, Ricky Scaggs, Marty Stuart, John Anderson, Joe Ely, Patty Loveless, Kathy Mattea, Ricky van Shelton

Young country

I 1990'erne eksploderer country-genrens popularitet. New traditionalism-kunstnerne har skabt afstand til den polerede country-pop, som afskrækker rock-publikummet, og musikvideoer hjælper med at udbrede kendskabet til en række nye, unge og smukke talenter som Clint Black og Faith Hill samt ikke mindst Garth Brooks og Shania Twain.

De nye kunstnere, der præsenteres under betegnelsen young country eller new country, hjælpes også af line dance-feberen, der spreder sig helt til Europa (det gælder ikke mindst Billy Ray Cyrus og hans "Achy breaky heart"). Men europæerne kan bedst lide country, når de ikke ved, det er country; derfor markedsføres Faith Hill, LeAnn Rimes og Shania Twain som popsangere.

Med young country blandes det traditionalistiske udtryk med en poppet lyd, og således lykkes det (endnu en gang) Nashville at absorbere en udbrydertrend og gøre den til mainstream - med stor publikumssucces til følge.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: Faith Hill, Clint Black, Tim McGraw, Vince Gill, Billy Ray Cyrus, Brooks & Dunn, Trisha Yearwood, The Dixie Chicks, The Mavericks, Travis Tritt, Mary Chapin Carpenter, Suzy Bogguss, Sammy Kershaw, Pam Tillis

Alt.country

En ny bølge af country-influeret rock opstår i 1990'erne. Denne musik har ikke meget med young country at gøre, men søger i stedet tilbage til hillbilly, honky tonk og outlaw. Udgangspunktet er dog stadig rock, primært af indie-arten. Det store forbillede er Gram Parsons, men genrens spydspidser hedder Jay Farrar og Jeff Tweedy. De gør sig bemærket med grupperne Uncle Tupelo, Wilco og Son Volt.

Den nye bølge får flere navne - et af dem er no depression, opkaldt efter Uncle Tupelos debut-album. Andre er americana (som dog somme tider synes at dække over alle former for roots-rock) og alt.country (som er en forkortelse af alternative country, hvad der groft sagt dækker over al country, som ikke spilles på country-radiostationerne). Endelig bruges også betegnelsen alternative country-rock.

Alt.country er ikke en homogen subgenre. Forskellige kunstnere er påvirket af bl.a. punk, soul og folk. Og selv etablerede country-kunstnere bevæger sig over i det alternative, som det f.eks. er tilfældet med Johnny Cash og hans American-plader. Resultatet bliver, at rock-publikummet snarere end country-publikummet spidser øren.

Væsentlige udgivelser:

Andre væsentlige kunstnere: Son Volt, Gillian Welch, Whiskeytown, The Jayhawks, The Pernice Brothers, Lambchop, Bonnie "Prince" Billy, Shelby Lynne, Palace, Jay Farrar, Joe Henry

Fremtiden vil utvivlsomt byde på endnu flere knopskydninger på countrymusikkens stamtræ, men ikke mindst vil man nok se sideløbende genopblomstringer af flere forskellige retninger. Musikbranchen, internettet og radio- og tv-stationerne har fremelsket en øget segmentering af musikpublikummet, og dette vil utvivlsomt også kunne ses inden for countrymusikken. Der vil blive satset hårdt på elskere af bluegrass, samtidig med at man laver flotte arkivudgivelser til fans af old time. Unge countrymusikere vil forsøge at fange poppublikummet med young country-agtig musik til hitlisterne, mens outlaw-legender som Nelson og Kristofferson søger tilbage til deres udgangspunkt.

Trods segmenteringen vil der dog stadig være kunstnere, der forsøger at udvide deres fanbase ved at krydse genregrænserne. Johnny Cash's indtog på rockmarkedet har været en inspiration for mange, også for garvede rockmusikere som Bon Jovi og Elton John, der nu bliver spillet på country-radiostationerne. Så der er stadig forudsætninger for, at brydninger og sammensmeltninger kan skabe fornyelse i country-landskabet.