Crackin' up with the Gants

Det er de færreste, som husker et 60’er-band fra sydstaterne ved navn the GANTS. Ligesom bandet the Remains, som jeg tidligere har skrevet om, er dette også et af ”the great lost bands of the sixties”. Et band, der ligesom Remains, blomstrede op i kølvandet af the Beatles og den såkaldte britiske musik-invasion. Sammen med Beatles var de mange indflydelsesrige engelske bands med til at præge de unge i en sådan grad, at 63% af alle amerikanske teenagere spillede i et band i 1965! Langt de fleste af disse bands blev aldrig til noget stort, hvorimod the Gants faktisk klarede sig ganske godt. De opnåede nemlig en stor pladekontrakt med labelen Liberty Records og udsendte hele tre lp’er mellem 1965-66. På trods af dette fik bandet ingen hits, hvilket heller ikke resulterede i nogen salgssucceser.

Bandet blev til i 1963 i Mississippi og bestod af Sid Herring (vok., guitar), Vince Montogomery (bas), Don Wood (tr.) og Johnny Sanders (guitar). Forsangeren Sid Heering er ofte blevet sammenlignet med Herman Hermits-forsangeren Peter Noone rent udseendemæssigt, men her slutter sammenligningerne også. Musikken har nemlig den kant og nerve, som Herman Hermits fuldstændig mangler, og der er altså ikke tale om poleret popmusik. The Gants spiller derimod en popmusik, hvor nerven og den kradse garagerock-autencitet er velbevaret, og det er med til at gøre bandet så interessant. De opererede nemlig i det vanskelige minefelt mellem pop og rå rock, hvilket tydeligt kommer til udtryk, når man lytter til singlen "(You Can't Blow) Smoke Rings" / "Little Boy Sad"  fra 1966.

Sid Heerings vokal kan sidestilles med John Lennon og til tider Van Morrison, hvilket jo ikke er de dårligste sammenligninger. Når man hører Gants fænomenale udgaver af Bo Diddleys "Road Runner" og Van Morrisons klassiker "Gloria" er vokalen bister og rå og passer dårligt sammen med Herrings pæne drengede look. Det er imidlertid Sid Herrings egne compositioner, som skiller sig ud fra mængden. Det drejer sig om fantastiske sange lige fra den desperate ballade ”Never go right” over til popperler som ”Six days in may” og ”Greener days” for ikke at nævne den bedste folkrock, noget band kan præstere, på førstesinglens B-side ”My baby don't care”. Summa summarum var Gants et helt igennem forrygende beat-, pop- og garageband, som kan anbefales til alle, der holder af den charmerende og  uskyldsrene essens af tresserne!