dummy

Crossover

29-08-2018
Lene Riedel, Guldborgsund-bibliotekerne
Prøv at gå på opdagelse i crossover - som i musik-sammenhæng kan være:   1.  mødet mellem klassisk og rytmisk musik   2.  eller: mødet mellem vestlig og ikke-vestlig musik   Ét af de orkestre, der i 1990'erne var med til at udbrede crossover, var Mad Cows Sing, som består af både rytmiske og klassiske musikere. Musikken kunne både være nedskrevet og improviseret. Mad Cows Sing blev dannet af Nikolaj og Benjamin Koppel for at skabe et ensemble, der forener komposition og improvisation. Cd'en Cow clash har musik af Herman D. Koppel, Anders og Benjamin Koppel samt Stravinskij.   Et af de smukkeste stykker her er Anders Koppels "Syv scener for køers hverdag" - fuld af poetiske stemninger, men også med spændinger i musikken ofte med celloen i spidsen. "Groove alarm" er et sjovt stykke, skrevet af Benjamin Koppel, inspireret af New York og skrevet til rapperen Al Agami.   Cd'en Ayre af den argentinske komponist Osvaldo Golijov er et andet spændende eksempel på crossover. Den består af folkelige sange og tekster fra forskellige kulturer, især af spansk, jødisk og arabisk oprindelse, som Golijov har bearbejdet til en cyklus.   Golijov har arrangeret sangene til den amerikanske sopran Dawn Upshaw, som blev bedt om at vrænge, stønne, tale og græde samt synge smukt med kammerensemblet De Andalusiske Hunde.   Resultatet er en smuk og anderledes plade, som rækker fra klassisk skønsang til folkelig strubesang.   "Tancas serradas a muru" er et spændende nummer, baseret på en gammel sang fra Sardinien. Det er vild vredes dans - Golijov siger til Dawn Upshaw: "Forestil dig, at du står i spidsen for en rasende menneskemængde, der har revolution i tankerne."   Det er en udgivelse, man virkelig kan fordybe sig i.   Den amerikanske strygekvartet Kronos-Kvartetten spiller musik fra eksotiske områder, fra Mellemøsten og Afrika, vestlig musik, rock og jazz.   Caravan er en plade med fejende tyrkisk sigøjnermusik blandet med arabiske, indiske og iranske toner, samt Terry Rileys avantgardemusik - samt tilsat elektronisk sampling. Osvaldo Golijov har stået for otte af arrangementerne, heriblandt "Turceasca" med det ungarske orkester Taraf de Haïdouks. Det er fængende flot sigøjnermusik. Derer masser af spændende musik på denne cd.   Muiskbiblioteket har mange andre crossover-cd'er. Er man ikke til blandingen med de folkelige rødder, er der f.eks. rock/jazz/klassisk som Elvis Costello og Anne Sofie von Otter på cd’en For the stars …   Spørg bibliotekaren - eller søg på Bibliotek.dk - og begynd fra en ende af!   Man kan følge med i den eksperimenterende musik på  G((o))ng Tomorrow