dummy

Cryptopsy: Once was not

24-02-2015
Niels Mark
Anmeldelse

Udspil nr. 6 fra det canadiske band Cryptopsy blev af undertegnede kåret som det bedste death metal-album i 2005. Er man interesseret i de mest ekstreme udtryk inden for genren er bandet absolut værd at checke. Evnen til at blæse ørerne ud på selv den mest hærdede heavylytter er og har altid været indiskutabel. Det fik man senest bevis for, da bandet ruskede op i Pumpehuset 19. februar 2015. Cryptopsys varemærke er AGGRESSION! i ordets bogstaveligste forstand.

Men lad os lige kigge tilbage til 2005. Med Once was not bankes det på brutaleste vis fast at bandet er vokset med opgaven, siden de debuterede i 1994. Også på det tekniske niveau! På det kompositoriske plan er albummet et godt og gennemtænkt værk, der med sin progressive tilgang til det ekstreme udtryk leder tanker hen imod kult-albummet Hallucinations (1991) fra det tyske death metal/grindcore-band Atrocity. Efter det behageligt bløde og klassisk guitarbaserede åbningstrack ”Lumimum”, der får Kåre Norge til at lyde som en gedigen heavyrocker,sprænges porten til helvede med det fantastiske track ”In the kingdom where everything dies, the sky is mortal”. Og derfra fortsætter bandet det fandenivoldske udtryk albummet igennem, dog med en række atmosfærefyldte intermezzoer, som giver lytteren en chance for at trække vejret inden bandet flår os tilbage i det infernalske støjhelvede.

Markant i lydbilledet er albummets rytmiske tekstur kreeret af trommeslageren Flo Mounier som endnu engang imponerer med sine konstante temposkift og fastholdelsen af et hæsblæsende rytmetempo. Med vokalen fra Lord Worm, der lyder som en krydsning af Chris Barnes (ex-Cannibal Corpse) og Jeff Walker (Carcass) har Cryptopsy har banet vejen direkte til helvede for den sagesløse lytter.

Et overbevisende album, der stadfæstede Cryptopsys placering i den absolutte elite inden for death metal sammen med kongerne i det amerikanske band Nile.