Genrer
The Cure: Boys don't cry
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 442 på listen.
The Cure udgav i 1979 , og året efter kom en underlig hybrid mellem et opsamlingsalbum, et helt nyt album og en genudgivelse af førnævnte album. Det blev udgivet for at introducere amerikanerne for The Cure, men vi fik også pladen på den anden side af atlanten. Fem sange blev erstattet af nye sange, så tilføjet er "Boys don't cry", "Plastic passion", "Jumping someone else's train", "Killing an Arab" og "World war", hvor sidstnævnte dog er fjernet fra mange nyere udgaver, inklusive den, jeg har lyttet til. Samme udgave har også erstattet "Object" med "So what", begge sange, der også var på Three imaginary boys. Det er da sørme noget bøvl … Men tro det eller ej, det hele passer godt sammen på min udgave af albummet. The Cures musik er rigtig fængende. De er lette at nynne med på, selvom de har virkelig meget til fælles med rigtig abstrakt musik. Boys don't Cry er i bund og grund et Post-Punk-album. Der er mange grimme lyde, og bassen er som så ofte i genren rigtig fremtrædende. Robert Smith græder ironisk nok gennem mange af sangene på albummet, lyden er ikke spor velpoleret.
Der er dog visse elementer, der virkelig afviger fra post-punk. Man kunne faktisk med god vilje kalde det for alternativ rock. Og rent historisk viser den rigtig godt overgangen til det, vi i dag kender som alternativ rock. Melodierne er skarpe, produktionen er aktivt grov, de bliver opført på en meget skæv vis. Det er noget, der falder udenfor samfundets vante rammer, mens der dog på ingen måde gøres oprør som med normal punkrock. Sangene handler om drab af arabere, ildebrand i Cairo, at blive forfulgt af en fremmed på vej hjem fra metroen. Musikken er dog ikke nær så vred, som den kunne have været. Den burde dog heller ikke være vred, for noget ganske særligt ved the Cure – især i forhold til samtiden – er hvordan de forholder sig så roligt til det, der sker, samtidig med, at man kan høre utrolig mange undertoner af vrede, angst, fortvivlelse, sorg og mange andre følelser. The Cures musik er generelt rigtig følelsesrig, og Boys don't cry er end ikke deres største triumf rent følelsesmæssigt, men den gør det stadig virkelig godt.
I forhold til den kluntede historie hænger de nyere cd-udgaver af Boys don't cry særdeles godt sammen. Selvfølgelig har det også noget at gøre med forventningerne, men det er ikke spor trættende at lytte til i længden. Der er ikke rigtig nogen fantastiske overgange fra sang til anden på albummet, men der er uden tvivl en rød tråd i albummet. Man kan faktisk næsten ikke høre, at alle disse sange ikke var lavet til samme plade, selvom man måske kan observere at rækkefølgen ikke er helt utrolig. Der er dog også mange gode plader, der begår sådan en fejl, selvom sangene var designet fra bunden til at optræde på et og samme album. Alle sangene er dog rigtig godt skrevet. Man har let ved at mærke al tumulten og fortvivlelsen, der opstår i forsanger Robert Smiths hoved. Boys don't cry er et overraskende solidt album fra start til slut, især fordi de individuelle sange er rigtig gode på egen hånd. Det kan let anbefales til næsten hvem som helst, for det er langt lettere tilgængeligt end noget af det, the Cure kunne finde på senere i deres karierre, men der er stadig en næsten lige så stor følelsesmæssig tilknytning.