Genrer
Curtis Mayfield: Superfly
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 69
Der er ikke meget, der er værd at snakke om ved blaxploitation-filmen Super fly fra 1972. Den er instrueret af Gordon Parks Jr., har Ron O’Neil i hovedrollen som gangsteren Priest, og som så mange andre af genrens film er den fuld af vold, sex, stoffer og racister, der får hvad de fortjener. Personligt finder jeg æstetikken ved disse film langt mere interessant end selve indholdet, for stort set alt ved filmen er amatøragtigt udført. Undtagelsen ville nok være soundtracket, der er leveret af soulmusikeren Curtis Mayfield. Mayfield har lavet nogle af karrierens bedste sange på soundtrack-albummet, der sidenhen har fået status som en regulær soulklassiker. Vi har at gøre med noget så sjældent som en soundtrackplade, hvor musikken nok fungerer bedre i pladens end i filmens kontekst. I filmen bliver plottet ofte sat helt i stå, når en af Mayfields sange begynder. På albummet er fokus derimod på sangene, og man får den ene lille perle efter den anden. Samtidig mærker man klart, at musikken handler om gangsterlivet, så alt det bedste fra filmen følger stadig med. Det er en win-win-situation.
Teksterne er en ret interessant del af pladen. Den er fra starten af 70’erne, og både de glamourøse og mere hårdføre sider af gangsterlivet præsenteres, nærmest som en slags prototype på gangsta-rap. Vi bliver præsenteret for rodløshed på "Little child runnin’ wild", dødelighed på "Freddie’s dead" og naivt stofmisbrug på "No thing on me (Cocaine song)", men det er på ingen måde en grum plade. Vi får også et klassisk sexnummer i bedste Marvin Gaye-stil med "Give me your love" og den lækre "Pusherman’"der oser af cool attitude omkring erhvervet som pusher. Denne tilgang præger også lyden på titelnummeret, men her står teksten i genial kontrast, idet det belyses, at det ikke handler om sjov og ballade alt sammen, det er et spørgsmål om overlevelse. Mayfield formår at være kritisk og dybdegående i løbet af pladen, og dramaet er mere engagerende på soundtracket end i selve filmen. Trods de mange sider, der belyses, sørger Mayfield for at skabe et lydbillede, hvor man hele tiden føler, man er i den samme verden. Man bliver draget ind af de skønne grooves og den rige lyd med lag på lag af funky instrumentation.
Jeg kan let anbefale musikken til folk, der ingen planer har om at se filmen, for pladen er som nævnt meget bedre. Med det sagt er der punkter, hvor musikken bærer præg af at skulle understøtte en film, navnligt i de to instrumentale numre. De er smukt arrangerede, men de føles stadig ret ligegyldige, og de bringer ikke samme lag af nuance som de øvrige numre. Ligeledes er "Give me your love" nok lidt længere end hvad godt er, og den føles lidt ufærdig i forhold til sangskrivningen. Igen, man kan ikke klage over lyden, og der er en del elementer, der virker ret godt. Der er også nogle få andre punkter, der ikke har ældet med ynde, f.eks. kan spoken word-introen til "No thing on me (Cocaine song)" godt virke corny i dag. Men vi har i hovedreglen at gøre med noget af det bedste soulmusik nogensinde, og på sit bedste holder det helt fantastisk.