Genrer
Da blues-rocken blev psykedelisk
Ligesom alle andre kunstformer har rockmusikken sine klassikere, milepæle og hovedværker. Man kan naturligvis altid diskutere definitionen af den slags udtryk – men mon ikke de fleste alligevel har en ret klar fornemmelse af, hvad der fortjener betegnelsen ”klassiker” eller ”pejlemærke”?
I rockhistorien rager gruppen Creams plade Disraeli gears fra november 1967 op som et fyrtårn, og det er formodentlig de færreste, der vil anfægte denne vurdering – uanset om man bryder sig om musikken på pladen eller ej. Cream var i slutningen af 1960'erne en af de allerførste såkaldte ”supergrupper” – dvs. grupper med en besætning af i forvejen kendte musikere – og gruppens anden lp (den første var 1966-udgivelsen Fresh Cream) kan med god ret karakteriseres som enaf de sene 60'eres vægtigste plader.
På Disraeli gears forsøgte gruppens tre medlemmer således at skabe en bæredygtig helhed af de tre personers i virkeligheden ret forskellige musikalske præferencer, og det lykkedes over al forventning. Sammenstødet mellem de tre musikpersonligheder slog gnister og resultatet af deres fælles anstrengelser blev noget større end summen af deres individuelle bidrag. (At de meget forskellige personligheder samtidig var årsagen til gruppens uhyre korte liv er en anden del af historien.)
Trommer, bas og guitar
Besætningen i Cream var den enklest tænkelige: Ginger Baker på trommer, Jack Bruce på bas og Eric Clapton på guitar. I 1966 var denne spartanske besætning ret usædvanlig, men senere blev trioen som gruppeform mere almindelig inden for rockmusikken. Alle tre gruppemedlemmer bidrog til helheden med sang – men man må nok i sandhedens interesse sige, at det var de to sidstnævnte musikere, der stod for den vigtigste del af sangen.
Ligeledes i sandhedens interesse må man konstatere, at selv om alle tre medlemmer bidrog til gruppens repertoire med kompositioner, var det især Clapton og Bruce, der stod for hovedparten af arbejdet. Ginger Baker var hverken den store sanger eller den store komponist – men slå på trommer kunne han.
Det var dog ikke Bakers trommearbejde, der udmærkede gruppens musik, selv om trommerne naturligvis var en uundværlig del af helheden (lange trommesoloer har fanden skabt). Det helt unikke ved samarbejdet i Cream – og specielt ved samarbejdet om Disraeli gears – var, at det her lykkedes at forene de to tilsyneladende modsatrettede musikalske retninger: blues-rock og psykedelisk musik; og oven i købet få en både vellydende og dynamisk musik ud af det.
Blandingen er hørt siden hen, også med glimrende resultater, men i 1967 var der tale om lidt af en revolution. Hvor havde man hørt noget lignende tidligere? Blandingsmusikken kom også bag på en stor del af Creams omfattende fanskare, som ikke kunne forudse denne musikalske udvikling på baggrund af gruppens første lp, der altovervejende stod i den traditionelle blues-rocks tegn. Men psykedelisk musik? Det var uventet. En del af tilhængerne blev skuffede og beklagede sig over gruppens ”frafald” (i stil med reaktionerne på Dylans overgang til elektrisk musik) – men langt flere åbnede ørerne og hengav sig uden forbehold til den nye musik, der strømmede ud af højttalerne.
Strange brew
At musikken på Disraeli gears langt hen ad vejen var påvirket af euforiserende stoffer, var der vist ingen, der lagde skjul på i 1967. Det ville også have været svært. Indledningsnummeret på pladen hed ”Strange brew”, og det var ikke svært ud fra teksten (samt ud fra den svævende, drømmende musik) at gætte, at denne bryg ikke var te. I hvert fald ikke nogen helt almindelig te.
Flere af numrene på Cream-pladen havde den samme uhåndgribelige atmosfære af noget overjordisk, noget svævende, som gav pladen dens helt specielle udtryk. Og selv om flere af numrene også præsenterede langt mere jordbunden blues-rock, var det alligevel tydeligt for enhver, at her bevægede man sig i nogle helt andre luftlag end den almindelige London-smog. Der var højt til loftet i musikken på Disraeli gears – og af samme grund formåede musikken at placere sig uhyre centralt i forhold til den aktuelle musikscene – et sted midt imellem den engelske rhytm'n'blues og den amerikanske vestkystmusik. Det var nyt, det var dejligt – og det var langtidsholdbart.
I sin samtid påvirkede musikken på Disraeli gears en lang række andre musikere – herhjemme tydeligst repræsenteret af gruppen Young Flowers med Peter Ingemann på drømmende guitar – og musikken lever stadig den dag i dag. Et godt bevis på det er genudgivelsen af Disraeli gears i 2004, hvor de 11 oprindelige numre blev suppleret med flere outtakes, demoer og en stribe koncertoptagelser. Det er guf for samlere – og for musikelskere. Prøv f.eks. at høre sangen ”Blue condition” med Eric Clapton som forsanger i stedet for den noget middelmådige Ginger Baker. Det bliver faktisk en helt ny – og bedre – sang.
Eller prøv at lytte til noget af det andet ekstramateriale på den fornemme mini-boks-udgivelse, som både signalerer, at her er der noget musik, som er værd at lytte til, og som giver ekstra gaver til de lyttere, der allerede er solgt til Cream-pladen. Som prikken over i'et indeholder Deluxe-udgaven af Disraeli gears et hæfte med informationer og fotos.
Hvis man gerne vil have endnu mere Disraeli gears efter at have lyttet til 2004-versionen af pladen, kan man gå videre via den dvd, der findes med samme titel som cd'en. På Disraeli gears-dvd'en finder man ud over den velkendte musik en række interviews med gruppemedlemmerne om baggrunden for pladen og om arbejdet i forbindelse med indspilningen. Det er interessant stof. John Platts bog Disraeli gears: Cream fra 1998 vil formentlig også kunne føje noget til oplevelsen – men den kan desværre ikke lånes på bibliotekerne.
Under alle omstændigheder: hør en af rockmusikkens skelsættende udgivelser - Creams Disraeli gears. Og selvfølgelig helst den udvidede version.