dummy

Da lo-fi var hi-tech

5-01-2023
Mik Stegger, Randers Bibliotek

Tag lige et gæt på, hvornår den danske pladebranche blev en ting. Svaret er 1889. Jep, attenhundredeogniogfirs - og datidens first mover, den københavnske forretningsmand Gottfried Ruben, fremstår 100% moderne. Takket være sit monopol på teknologien kunne han nemlig ”lave en Apple” på sit forretningsområde!

Den første udgave af Thomas Alva Edisons fonograf kom til Danmark i 1889, hvor Ruben havde fået agenturet på maskinen. Han havde blik for mulighederne i den nye teknologi og solgte derfor både hardware (maskinen selv) og software i form af lyttekoncerter: Var man nysgerrig og købekraftig nok, kunne man formedelst 50 øre få sig en on-demand afspilning af en af de 500 optagelser, som Ruben havde lavet med tidens repertoire, fremført af danske kunstnere.

Mediet for disse første optagelser var voksruller - et materiale hvis skrøbelighed sætter sine naturlige grænser for både holdbarhed og lytteoplevelse. Takket være en fremsynet donation af Rubens samling har 127 af voksrullerne imidlertid overlevet til i dag, og en tredjedel af disse er digitaliseret af Det Kgl. Bibliotek og ligger offentligt tilgængelige på Wikimedia Commons. Endnu sjovere er det dog at gå om bord i Steen Kaargaard Nielsen og Claus Byriths glimrende bog "Danmarks første lydoptagelser", der både går bag om den banebrydende teknologi og fortæller historien om de enkelte digitaliserede indspilninger.

Selv om de bløde voksruller faktisk var anden generations optageteknologi (på de første udgaver af fonografen var rullerne beklædt med tynd metalfolie), var mediets begrænsninger tydelige. Indholdet på voksrullerne forringes ved hver afspilning, og de slides således op lynhurtigt. Med det i mente er det desto mere tankevækkende, at publikum dengang efter sigende havde svært ved at skelne reallyd fra fonografens smalspektrede, skrattende lydgengivelse. Vores hørelse er tydeligvis blevet noget bedre vant i de sidste 130 år!

Fotograf: Harald Paetz