Da neonsolen gik ned over sidste station

Den 24. marts 1981 udkom Malurts andet album ‘Vindueskigger’ mindre end et halvt år efter debuten ‘Kold krig’. Der var tryk på kedlerne i Malurt lejren, der igen rykkede i Sweet Silence studiet på Amager denne gang med Nils Henriksen i producerstolen, mens Flemming Rasmussen atter varetog teknikken.

‘Vindueskigger’ består af 11 energiske numre i skæringspunktet mellem sen 70’ernes punk power, new wave musikkens sitrende nerve og Springsteens stort anlagte Heartland rock hæsblæsende fremført af hans E Street Band. Malurts andet udspil er en klassiker i dansk rock, der fortjent modtog glimrende anmeldelser.

‘Vindueskigger’ er en ode til rockens inderste kerne, og tekstmæssigt kredses der i flere af sangene om storbyens rastløse puls og desperadoer på vej mod centrum for at mærke suset i neonsolens skær, mens den kolde krig stadig raser, og højteknologiens seneste landvindinger holder os i datadisciplinens faste greb samt registrerer vores fortid, fremtid, nu og her besk beskrevet i den effektive åbningsskæring ‘CPR’.

Falchs lyriske åre er velforsynet af metaforer, rim og remser, når han tager temperaturen på det moderne menneske i evig bevægelse i overhalingsbanen hungrende efter det næste kick af lightergas og billig vin som i den heftige punkrocker ‘Ligeglad’. Bandets frontman og ‘Mr. 000’ er i vokal topform, både når han nærmest råber linjerne ud i titelsangen og ‘Alting ka ske’ og med mere ømhed i stemmebåndet søger nærvær og nærhed trods svære odds i ‘Neonsolen’ samt ‘Os to nu’.

‘Panik’, ‘Tilbage til byen’ og ‘Sidste station’, tre hårde kindheste på stribe, hvor rytmesektionen med bassisten Dia Nielsen og Peter Mors bag trommerne viser stålet akkompagneret af Peter Viskindes virile schwung i guitarspillet og Henrik Littauers kreative keyboard broderier.

Istid og ny tid lurer i horisonten på Malurts mesterlige toer, der fik ekstra kommerciel luft under vingerne med ørehængeren ‘Superlove’, hvor Falchen besynger skismaet mellem spontan forelskelse og følelsen af fremmedgjort fortvivlelse, mens kassedamen, begærets dunkle mål, uden at fortrække en mine slår beløbet 12 en halv ind på apparatet. ‘Vil du vil du vil du break My Heart?’ lød det i refrænet, mange tusinde danske fans kan til fingerspidserne.

Mens der råbes hurra og trefoldigt leve med de fire dekader i opløftet jubilæumsstemning til fordel for ‘Vindueskigger’, må der samtidig tages en dyb vemodig og alt for tidlig afsked med Peter Viskinde, der døde af en blodprop i hjertet blot 67 år gammel den 23. marts. Viskinde forlod Malurt i 1982 oven på en del skænderier om den fremtidige kurs, men deltog dog i den korte reunion af bandet i 2005.

Viskinde fortsatte karrieren efter Malurt med sit eget band Doraz i 80’erne og senere som soloartist. Særlig kendt blev han for de i alt 18 år hos Big Fat Snake fra 1990 til 2008, hvor han stod bag flere af gruppens mest toneangivende hits. Ud over virket som sanger, sangskriver og guitarist markerede Viskinde sig som en produktiv og habil kunstmaler, der lagde et stort arbejde i at markedsføre sine billeder via de sociale medier. Æret være Peter Viskindes minde.

Også Bruce Springsteen indtager en plads på rollelisten i fortællingen om ‘Vindueskigger’ og Malurt: Dagen før sin optræden i Brøndby Hallen den 2. maj 1981 som led i den knap et år lange ‘The River Tour’ kiggede Springsteen forbi Malurt-koncerten i Forum for at synge ‘Hungry Heart’ i duet med Michael Falch. Pudsigt nok havde Springsteen problemer med at nå backstage, da sikkerhedspersonalet ikke anede, hvem han var. Det lykkedes heldigvis, så tilskuerne, Malurt og den svorne fan Michael Falch endte med at få en oplevelse ud over det sædvanlige.