dummy

Da Simon Kvamm slog Simon Kvamm

2-08-2011
Henrik Smith-Sivertsen

Ugens retrohits er ‘De skal have baghjul nede i Touren' og 'En Wannabe Darth Vader'

Uge 31, 2004, Tjeklisten #1/#2

I sidste uge af juli 2004 opnåede rockorkestret Nephew for første gang en førsteplads på en dansk singlehitliste. På andenpladsen lå satiregruppen Drengene fra Angora med en slagsang for det fiktive cykelhold Team Easy On. For medlemmerne i såvel Nephew som Drengene fra Angora var den stjernestatus, som placeringerne på hitlisterne i 2004 klart afspejler, noget ret nyt. Det gjaldt også for Nephews forsanger, som i den grad var i mediernes søgelys det år. Ikke kun på grund af Nephews gennembrud, men også fordi han samtidig var fremtrædende medlem af Drengene fra Angora. Den kombination var ganske utraditionel, og det blev der i den grad skrevet om det år.

Sommeren 2004

'De skal ha’ baghjul nede i Touren' med Drengene fra Angora var sommerens og årets ubetinget største salgshit i 2004. Sangen blevudsendt på single torsdag den 2. juni 2004. Ugen efter gik sangen direkte ind på førstepladsen på den officielle singlehitliste og blev liggende på denne position frem til slutningen af august. Dertil kommer, at man skal helt frem til januar 2005 for at finde en salgsliste uden sangen.

Da året var gået havde over 30.000 danskere købt De skal ha’ baghjul nede i Touren på single. Det var særdeles mange på et tidspunkt, hvor køb af digitale filer på Internettet endnu ikke var almindeligt, og albummet derfor stadig var hovedformatet. Det er derfor ikke overraskende, at Drengene fra Angoras album, som udkom i oktober, solgte omtrent tre gange så meget som singlen. Her var De skal ha’ baghjul nede i Touren selvfølgelig også med.

Også på Danmark Radios stemmebaserede hitliste, Tjeklisten, strøg den direkte ind på førstepladsen i midten af juni og holdt denne placering indtil slutningen af juli. I uge 31 blev Drengene fra Angora nemlig overhalet af rockorkestret Nephew og deres En Wannabe Darth Vader. Det var en af de tre forsangere i Drengene fra Angora ikke synderligt ked af. Han var nemlig også forsanger og frontfigur i Nephew. Det var således første gang, rockmusikeren Simon Kvamm slog komikeren Simon Kvamm.

Drengene fra Angora

Drengene fra Angora var nemlig en satiregruppe. De havde i Danmarks Radios regi underholdt danskerne gennem foråret med en parodi på et talkshow med faste gæster og forskellige båndede indslag. Foruden Kvamm bestod gruppen af Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann. Året forinden havde alle tre medvirket i en anden DR-satireserie, hvor man fulgte en fiktiv rockerklub i provinsen. Serien blev forholdsvis populær, og det samme gjorde ikke mindst Kvamms karakter, den bøvede Baune, som også gled med over i den nye serie.
Under eget navn udfyldte Simon Kvamm værtsrollen i Drengene fra Angora. Her forsøgte han at få de øvrige medvirkende, som bestod af en talentløs suppe-steg-og-ismusiker, der ikke kunne spille selv de mest enkle sange, og en lige så håbløs komiker, til at præstere på et blot nogenlunde acceptabelt niveau. Meget forudsigeligt endte det skidt hver gang, men netop det tilbagevendende skema var meget virkningsfuldt. Når det blev for slemt, kunne værten passende sætte et indslag i gang.

Her fik drengene frit afløb for deres hang til skæve karakterer, hvoraf kun Kvamms Baune-figur var genbrug, og ikke mindst musikalske parodier, hvoraf blandt andet Nik & Jay-parodien Kun minderne tilbage var ganske godt ramt. Midt i bullseye var dog en helt anden idé, som i den grad fik Drengene fra Angora på Danmarkskortet.

Læs resten af artiklen på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.

Se tidligere Ugens Hit-artikler

Ugens Hit på Det Kongelige Bibliotek

Danmarks Radios hitlister fra perioden 1963 til 1977 har siden 2010 været tilgængelige på hjemmesiden danskehitlister.dk.

Forskningsbibliotekar i Det Kongelige Biblioteks musik- og teaterafdeling, Henrik Smith-Sivertsen, skriver hver uge en artikel med afsæt i en af disse hitlister i den samme uge for x antal år siden.

Artiklerne ligger på sitet Ugens hit på Det Kongelige Bibliotek.