Da Tangerine Dream smeltede på spillestederne

Man kan med nogen ret opstille et parallelt udviklingsforløb mellem Pink Floyd og det tyske berlinerskole-ensemble Tangerine Dream. Begge grupper starter i 1960'erne med kompromisløs eksperimenteren og avantgarde, men bevæger sig gradvist over i et langt mere kommercielt og tilgængeligt koncept der tager udgangspunkt i elementer fra de tidlige år, der nu bliver strammet op, får fokus og rettes mod et bredere publikum end de langhårede flippere. Jeg hørte Tangerine Dream første gang i 1974 efter udsendelsen af albummet Phaedra, der udkom på det dengang avantgardistiske pladeselskab Virgin Records, som var blevet kendt især for udsendelsen af Mike Oldfields gigantsucces Tubular bells. I annoncen i New Musical Express blev Phaedra promoveret som "music that melts", og det var så rammende en beskrivelse at den stadig er legendarisk. For dette var ikke klart definerede sange eller kompositioner, på ingen måde, snarere var der tale om udflydende lydkollager der nok ville udfordre det mere traditionelle publikum, men alligevel var sært dragende og smukke på en måde som man ikke forbandt med avantgarde.

Tangerine Dreams tidlige klangunivers minder på mange måder om Pink Floyd i de tidlige år, og kan man lide den ene gruppe er man højst sandsynligt også til den anden. Man kan også undertiden se dem rubriceret som ambient eller New Age, men især det sidste er absurd. Den stemning der skabes af bl. a. analogsynthesizere, mellotron og Edgar Froeses elguitar er ikke spændt for nogen dulmende, optimistisk eller nyreligiøs vogn, men er tværtimod oftest ganske dyster.

Live var de endnu mere radikale ved slet ikke at spille noget fra deres lp-udgivelser. Koncerterne, der i de første år blev afholdt i mørke, var helt igennem improviserede, typisk med to længere forløb og et kortere "ekstranummer". På samme måde som det er tilfældet med de tidlige Pink Floyd, var koncerterne i hvert fald frem til 1976 en kategori for sig selv. Jeg vil for begge gruppers vedkommende endda sige en bedre og mere tilfredsstillende kategori, som studieværkerne ikke kommer i nærheden af, og for Tangerine Dreams vedkommende altså så radikalt unik, at deres værker udgøres af samtlige de koncerter de gav indtil der gik "money" i den. Ikke to koncerter var ens, men i 1975-76 begyndte visse genkendelige temaer og riffs dog at gå igen, selv om helheden stadig var en improviseret struktur.

Dette stiller umiddelbart en lytter i vore dage i en vanskelig situation, for den eneste regulære liveudgivelse fra den tid er albummet Ricochet, som mange anser for deres hovedværk i den konstellation af gruppen, der bestod af hovedmanden Edgar Froese, samt Christopher Franke og Peter Baumann. Ricochet skulle være et studiemix af adskillige optagelser fra en turné i 1975, og er således ikke et dokument af en specifik koncert, men mere en generisk hybrid. Redningen for vor tids musikinteresserede kommer i kraft af kassettebåndmediet. Ganske mange af disse one off-begivenheder blev nemlig optaget på indsmuglede kassettebåndoptagere og udvekslet i form af kopier mellem hardcore fans af gruppen. Læg dertil radio- og tv-optagelser, der er bevaret for eftertiden, så alt i alt er der altså basis for at genopleve bare lidt af denne svundne tid.

Driftige fans samlede i årene 2002-06 alle kendte optagelser som to sideløbende projekter under rubrikkerne Tangerine tree og Tangerine leaves, hvor sidstnævnte var optagelser der i teknisk eller musikalsk henseende skønnedes mangelfulde. Edgar Froese gav sin tilladelse til at man i et afgrænset tidsrum udvekslede dem frit i kollektioner på dvd-r-skiver. Efterfølgende er flere af koncerterne blevet udsendt som rigtige cd-udgivelser. Dels på Bootleg box 1, Bootleg box 2, serien Bootmoon, og som ekstramateriale på genudgivelser af de tidlige albums. De fleste optagelser er fremragende, de beskedne optagelsesforhold til trods. 1975-koncerten fra Croydon i Storbritannien er en af de bedste, og det er bl. a. uddrag fra denne der indgår i hybrid-livealbummet Ricochet.

Tangerine Dreams studiealbums fra årene 1970-1973 er Electronic meditation, Alpha Centauri, Zeit og Atem, samt Green desert, der blev indspillet i 1973, men først udsendt i omarbejdet form i 1986. 1974-78 er udgivelsesårene for Phaedra, Rubycon, Ricochet, Stratosfear og Cyclone, og de kan høres på Bibzoom på opsamlingssættet The Virgin years: 1974-1978. I 1977 udsendte de desuden det anbefalelsesværdige soundtrackalbum til William Friedkins film Sorcerer, også kendt som The wages of fear. Livealbummet Encore (kan høres som skæring 1-4 på The Virgin years 1977-1983) fra USA-turnéen i 1977 blev det sidste med den klassiske konstellation bestående af Froese, Franke & Baumann. Her slutter for så vidt den version af gruppen jeg har skrevet om her, idet de fire numre på albummet er fast strukturerede kompositioner, der blev spillet ved hver koncert - men alligevel med mere variation end sædvanligt for turnerende rockgrupper. Hør nogle af de andre versioner de gav på Tangerine tree og Tangerine leaves.