Genrer
Dæmonen holder fridag
Nicolò Paganini er indbegrebet af en klassisk virtuos. Han har en nøglestilling i musikkens udvikling, idet han drejede komposition og fremførelse fra at være alvorlig kunst til også at være underholdning. Hans berømmelse skyldes ikke den musik, han skrev, men også måden, han spillede den på: akrobatisk ud over alle grænser.
Han var dygtig til at sælge sig selv. Var på konstant turné, år efter år. Skrev musik, som var så svær, at ingen andre end han selv kunne spille den. Gjorde intet for at se pæn ud - tværtimod var hans ranglede skikkelse, den uplejede manke af sort hår, det magre ansigt og de glødende kuløjne med til, at borgerskabets fruer gispede, når han kom frem til scenekanten. Et af hans tricks var at knække tre af violinens strenge og spille uanfægtet videre på den fjerde. Og så var der selvfølgelig rygterne om, at hans evner skyldtes en pagt med djævelen.
Virtuos og dæmon. Digteren Heinrich Heine, som overværede en koncert med Paganini i 1829, ramte fint denne dobbelthed, da han beskrev "denne vampyr med sin violin, som ville suge penge ud af vore lommer ... men disse tanker forsvandt i samme øjeblik, den vidunderlige mester satte violinen under hagen og begyndte at spille."
Der findes mange indspilninger med Paganinis musik, især hans opus 1, de 24 capricer for solo violin, og så hans to første violinkoncerter. Det er musik, som mere er imponerende end behagelig at lytte til.
Men så kan man støde på en plade, der viser en anden side af manden. Her er for eksempel en indspilning med Luigi Bianchi og Maurizio Preda, som kaster lys over den store mængde musik, Paganini skrev for violin og guitar. Det er virkelig charmerende. Gennemsigtigt og lyrisk. Man fornemmer, at her holder dæmonen fridag og giver sig hen i leg. Dog får man lige en snert af pisken i det afsluttende stykke, Allegro vivace a movimento perpetuo, hvor det går derudaf for alle pengene - et oplagt ekstranummer til koncertsalen.
Det er det italienske selskab Dynamic, som står bag skiven, og de gør et stort arbejde for at trække glemte sider af italiensk musik frem i lyset - eksempelvis Tartinis og Viottis violinkoncerter, eller som her Paganinis kammermusik. Altid med førsteklasses, lokale musikere og førsteklasses lyd. Det gælder også her.