Genrer
Dalton - underholdende holdninger fra modne mænd
Dennis Drejer: Dalton - Vi var jo aldrig helt ædru dengang – en backstagekrønike om og med Lars Lilholt, Johnny Madsen og Allan Olsen. People’sPress, 2012
Journalisten og forfatteren Dennis Drejer har fulgt Dalton - de tre danske sangere og sangskrivere Lars Lilholt, Johnny Madsen og Allan Olsen - til støttekoncert 2005, været med på turné i 2010 og mødt dem enkeltvis til interviews. Desuden læst de bøger, der er udkommet om de tre herrer: Lars Lilholts egen Drømme og dæmoner, Nattegn og Særling ved verdens ende om Johnny Madsen samt Troels Frøkjærs Bogen om Allan Olsen. Det er der nu kommet denne bog ud af; betegnelsen backstagekrønike er tilpas svævende. For det er ikke en decideret biografi, men en samtalebog, hvor forfatteren ikke lægger de store tolkninger for dagen. Til gengæld fyldes læseren med den slags historier, min morfar kaldte "sandfærdige historier fra det virkelige liv". Og morfars historier var også fyldt med en herlig, fri fantasi, hvis det ville gøre historien bedre!
"Det var småt, hvad vi fik, og vi drak det op"
Fra starten byggede trioen Dalton myter op; grunden til etableringen var, at Lilholt havde kørekort, bil og anlæg. Så er tonen lagt – one-liner-brandere giver bogen et flow, som gør læsningen til et behageligt frikvarter i vores alvorlige og seriøse hverdag. Det er også rart at se en tju-bang film lørdag aften med god samvittighed, ikke sandt?
"Der var en rådden stemning, vil jeg sige"
Daltons første turné i 1983 er blevet beskrevet mange andre steder, og man får i Dalton - Vi var jo aldrig helt ædru dengang forstærket billedet af tre solister, som primært så turneen som en profilering af ens eget ego på bekostning af de to andre. Verbale og korporlige tvistigheder på scenen og udenfor. Eller måske var det kun ét scenarie – en sammensmeltning af dén scene, som er forhøjningen i koncertsalen på 4 x 8 meter og det rum, hvori Lilholt, Madsen og Olsen færdedes og blev betragtet af os: Dalton var altid "på scenen", 24 timer i døgnet.
"Det swingede ikke mellem os"
Til koncerterne spilledes på skift millimeterdemokratisk et nummer med Lilholt, et af Madsen og så et af Olsen. I denne bog krydres de forholdsvis korte kapitler med tre centrale Dalton-sangtekster; én af hver. "Dalton" fra 1992, hvor Madsen ser sig selv som lederen Joe Dalton, i "Daltons drøm" er Olsen faderen, der er træt og drømmer, mens de to andre tåber fjoller rundt. "Daltons julesang" fra 2009 er Lilholts beretning om de tre vise mænd (gæt hvem), der holdt julefest og drikkelag med Maria - halleluja. Ja, da fanden blev gammel, gik han i kloster. For trods et "aldrig mere" i 1984 blev det 17 år senere til en ny turne, plade og dvd. Dalton er for de tre herrer et had/kærlighedsforhold, hvor tiltrækningen blev større end frastødningen.
"Sangskriveri har jo ikke reddet nogens liv eller lagt asfalt, som folk kan køre på"
Vi bliver præsenteret for de stereotype billeder af de tre solister, som vi forventer. Enkelte steder bliver der gravet lidt dybere. I kapitel 12 udtaler Daltons sig om sangskrivningen, og der kommer refleksioner frem, som ikke er samlet op på sene nattetimer ved drukbordet. Det, som binder de tre individer sammen, er netop evnen til at skrive sange. En evne, som bliver brugt vidt forskelligt. "Lilholts er melodiske og historiefortællende, Madsens er med musikalsk og fabulerende tyngde og Olsens er mere finurlige og spoken-word-hårdtslående" (side 203).
Uenighed gør stærk
Til det sidste vedligeholder bogen det iscenesatte billede af Dalton: De tre desperadoer, som svælger i sprut, damer og slagsmål, og som vi sluger med samme glæde som barndommens kulørte tegneserier. I efterordet, som skrives efter et sidste fælles møde mellem forfatteren og Dalton på et hotelværelse, tales der følsomt om den generthed, som mange kunstnere inklusive disse tre indeholder, men så sluttes der af med, at Madsen mener, at Dalton kan genopstå hver femte-sjette år. Hvorefter Olsen slutter med: "Vi ses om 17 år!"…
Fra starten havde jeg en kritisk forventning til Dalton - Vi var jo aldrig helt ædru dengang, for fik vi nu en biografisk oplevelse som den manglende brik i rockhistoriepuslespillet? Jeg er nået frem til, at mit svar er et "nej heldigvis". For hvis man holder af det svindende cowboydrømmeunivers, som Dalton medvirker i efter bedste evne, er denne bog et velkomment bidrag hertil – det’ underholdning.