Damon Albarn: Everyday robots

Damon Albarn er kommet langt, siden han var idol og en af ansigterne på Britpoppen i midt 1990'erne som forsanger i Blur. Det musikalske CV siden Britpop-dagene viser en meget arbejdende og varieret musiker. Hvis jeg skal nøjes med nogle få nedslag i CV'et, så er Albarn en af hovedmændene bagved Gorillaz, har været med i supergruppen The Good, The Bad and the Queen og producerede Bobby Womacks fantastiske plade fra 2012 The bravest man in the universe.

Den eneste som jeg kan komme i tanke om, som arbejdede så meget var David Bowie i 1970'erne. Jeg vil ikke kalde ham denne generations Bowie, men han er lige så varieret rent musikalsk.

Albarn udgav en plade i 2003 med titlen Democracy, det var en samling af demoer, så den regner jeg ikke for en "rigtig" plade. Everyday robots vil jeg kalde hans debut-soloalbum. Der er blevet bygget langsomt på til denne plade med de to singler "Everyday robots" og "Lonely press play". Genremæssigt er det trip hop lidt i stil med Gorillaz, de er gode musikalske eksempler på pladen. "Lonely press play" binder i mit univers denne plade sammen med Gorillaz. Musikken er næsten meditativ, dette er en lytteplade, hvor du skal give de enkelte lag tid til at sætte sig.

Albarn beskriver selv musikken på pladen som "empty club music". Sangene og musikken er skrevet/komponeret af Damon Albarn i samarbejde med Richard Russell. Disse to har produceret pladen, Brian Eno har også bidraget på producersiden. Brian Eno er derudover med på to numre på pladen, han er med på vokal på nummeret "Heavy seas of love".

I tekstuniverset er det en nu 45-årig mand, som ser tilbage på sit liv.  Her er ingen jubelglade sange om Girls & Boys som i britpop dagene. Om det er Damon Albarn der udleverer sig 100 procent i teksterne, det er der kun Albarn som ved. Men nummeret "Hollow ponds" giver nogle antydninger, hvor Albarn laver nedslag i en række år, hvor der skete vigtige ting for ham. I nummeret er der samplet legende børn fra Albarns gamle skole. Samplinger er en stor del af musikken, der er især samplet fra Richard Buckley. Det er Buckley, som åbner pladen på titelnummeret.

Titelnummeret indeholder en kritik af det moderne menneskes "behov" for at at være online hele tiden, som Albarn synger "We are everyday robots on our phones / In the process of getting home". "Mr.Tembo" handler om en elefant, som Albarn så i en Zoo i Tanzania, sangen skulle efter signende være en fødselsdagssang til hans datter. Jeg nævner dette nummer, fordi det stikker lidt ud fra resten.

Hvis du ikke har fulgt med i Albarns musik siden de glade Britpop-dage, så bliver du meget overrasket over denne plade. Hvis du har fulgt Albarns musikalske rejse hele vejen, vil du nok synes denne plade er lidt kedelig.

Damon Albarn har altid været god til at skrive tekster, jeg kan godt lide den eftertænksomhed, som er kommet med alderen. Man kan høre Albarn har udviklet sig meget. Jeg har fulgt ham en god del af den musikalske rejse siden 1995, og dette er en rigtig god soloplade. Han mangler måske lidt af Gorillaz-anarkismen på denne plade, og hvis man ikke fanger stemningen, får man ikke meget ud af det. Men jeg vil give 4 meget store ugler ud af 6.